Torsdag den 21. Marts


Forbrugerundersøgelse af fjernvarmeadministration

Gladsaxes fjernvarmekunder bliver nu, for første gang, spurgt hvorvidt de er tilfredse eller utilfredse med administrationen af fjernvarmen.
Efter en timelang debat vedtog byrådet i går aftes at iværksætte en forbrugerundersøgelse om fjernvarmeforsyningen i Gladsaxe.
Forslaget frem fremsat af Venstres Ebbe Skovsgaard.
"Forbrugerundersøgelsen skal klarlægge, om der blandt brugerne er utilfredshed med den fremgangsmåde, hvorpå Gladsaxe Kommune udfører administrationen af fjernvarmeforsyningen. Såfremt der fremkommer en generel utilfredshed med kommunens administration, skal der snarest indhentes tilbud på en ekstern administration".
 
Forslaget om en forbrugerundersøgelse blev stillet som et ændringsforslag til de konservatives forslag om at overlade driften af fjernvarmen til brugerne. Men et flertal af byrådet valgte altså venstres forslag frem for det konservative.
"Folk vil måske ikke følge vores forslag 100%, men vi har da fået sat gang i debatten, og vi kan så håbe, at for første gang bliver brugerne hørt, og der er kommet tilkendegivelser om, at man vil tage dem seriøst", sagde Henrik Sørensen, konservative.
 
Sagens hovedperson, socialdemokraten John Althoff-Andersen stemte sammen med SF, Skraldelisten og Enhedslisten for det konservative forslag, der altså blev nedstemt. Alligevel var han tilfreds med byrådets beslutning.
"Jeg er fuldt tilfreds, for jeg ved i realiteten, hvordan forbrugerundersøgelsen vil munde ud. Den er jo samlet på ganske få forbrugere, og det er jo ganske forudsigeligt, hvad de vil sige. Man har jo snakket om i 10 år at man ønskede en eller anden form for udsondring og test af kommunens administration af det her".

Dom kan give højere førtidspension

Førtidspensionister i Gladsaxe kan med en højesteretsdom i baghånden med et slag blive om ikke holdne personer, så dog få fyldt lidt mere på kistebunden.
Dommen har medført en anden praksis omkring førtidspension til personer med nedsat erhvervsevne – en praksis, der i bedste fald kan forhøje det månedlige pensionsbeløb med over 1.000 kroner.
 
Nogle kommuner har informeret pensionisterne om dommen og de mulige konsekvenser, men i Gladsaxe er det endnu ikke sket. Men det kommer det til, siger socialudvalgets formand, socialdemokraten Erling Schrøder: "Jeg troede egentlig, at vi havde annonceret dommen for et års tid siden, men det har vi tilsyneladende alligevel ikke. Så nu vil vi på førstkommende møde i socialudvalget diskutere en eventuel annoncering eller måske informere direkte ved breve til de berørte, som, hvis vi går fem år tilbage i tiden, i antal kan ligge på omkring 7-800".
 
I Gladsaxe er der i dag cirka 2.400 førtidspensionister, hvor af altså en del skal være opmærksomme på muligheden for at få forhøjet pensionen.

Dømt for falsk anklage mod politiet

Det var en højlydt, meget utilfreds mand, der i går blev idømt fire måneders ubetinget fængsel for ulovlig våbenbesiddelse samt falsk anmeldelse om politivold.
Dermed havde den 23-årige mand fra Herlev indirekte anklaget to betjente ved Gladsaxe politi for at have udøvet vold mod ham.
Den episode fandt sted i december 1999, hvor den tiltalte i en stjålet personbil fik øje på en patruljevogn. Han skyndte sig at parkere, hvorefter og han og passageren stak af i hver sin retning til fods. De to betjente havde hund med og fandt hurtigt frem til den tiltalte og anholdte ham. Hans påstand er, at mens den ene forfulgte den kvindelige passager, pudsede den anden hunden på ham og slog ham senere med knytnæve i ansigtet. Dette skulle angiveligt være sket, mens den anden betjent og kvinden ikke var til stede.
 
Statsadvokaten undersøgte for et år siden sagen og fandt intet, der tydede på, at de to betjente havde handlet i strid med loven.
De to betjente samt den vagthavende på politistationen sagde alle i Gladsaxe byret i går, at det mærke, den tiltalte havde ved venstre øje, var et gammelt, blåt mærke. Billeder taget af den tiltalte på tidspunktet viste dog, at det mærket var blåt og ikke, som politiet sagde, brunt og gult. Retten valgte også på dette punkt at se bort fra anklagen, da det ikke var tilstrækkeligt belyst, hvorimod en enig domsmandsret fastslog, at så vidt angik hundebiddet, var anmeldelsen falsk.
 
Den 23-årige ankede på stedet dommen, idet han råbte, at det er "for dårligt, det altid kun er politiet, man tror på", hvorpå han rev døren op og højt brokkende forlod retslokalet.

Kiosker i reklamekamp

Gladsaxe kommune handler helt i overensstemmelse med lovgivningen, når den afviser opsætning af nye facadeskilte med cola- og ølreklamer på kiosker.
De nye skilte blev aktuelle, da forbudet mod tobaksreklamer trådte i kraft.
Carlsberg lavede aftaler med kiosker landet over om at overtage reklamepladsen efter Skandinavisk Tobakskompagni, mod at yde et økonomisk bidrag til hver enkelt kiosk på omkring 10.000 kroner om året.
Men ølgiganten havde ikke på forhånd taget Gladsaxe kommune, og specielt designmaualen, i ed.
Ifølge manualen strider de store prangende reklameskilte nemlig imod den gængse æstetik på det område.
Derfor afviste kommunen kioskernes ønske om de nye skilte.
Og det er helt i orden, siger en afgørelse fra tilsynsrådet, der har behandlet en klage over den kommunale afvisning.
Begrundelsen fra rådet er, at der er tale om et skøn om skæmmende reklamer eller ej – et skøn som alene kommunen kan udøve.
Det er sket helt efter bogen, og derfor vil tilsynsrådet ikke ændre på kommunens afgørelse.

Hør flere nyheder i lydudgaven af dagens Nyhedsmagasin