Onsdag den 6. November 2002


Hormoner i spildevandet

Gladsaxes spildevand indeholder så store mængder hormonforstyrrende stoffer, at miljøafdelingen er alarmeret, ikke mindst fordi ingen ved, hvor skadeligt det er for miljø og mennesker, siger Lene Madsen fra afdelingen:

- Vi ved ikke, hvor stor skade, de hormoner kan gøre på mennesker og natur, derfor er der god grund til at være alarmerede, når vi konstaterer, at vort spildevand indeholder hormonforstyrrende stoffer, også selvom Gladsaxes spildevandsrester bliver brændt. For man har konstateret tilfælde, hvor snegle og fisk har lidt af kønsforstyrrelser, de er blevet tvekønnede, hvad der formentligt skyldes de stoffer. Derfor er vi nu i gang med at undersøge omfanget og prøve at finde ud af, hvordan vi kan begrænse det, siger Lene Madsen fra miljøafdelingen.

Den skal nu i gang med at klarlægge, hvor stofferne stammer fra. For det er ikke kun udledninger fra erhvervslivet, der er problemet, private husstande bærer også en del af skylden. En del af de ukendte stoffer stammer nemlig fra almindelige rengøringsmidler og sæbemidler.

Til gengæld har indsatsen overfor tungmetaller i spildevandet vist sig effektiv. I løbet af de sidste fem til seks år er mængden af tungmetaller nemlig faldet til en tiendedel.


Landsretsdom gik beboere imod

Må en kommune fjerne beboeres deklarerede vetoret?

Det må en kommune godt, siger Østre Landsret i en afgørelse i en sag, som en gruppe beboere på Nybro Vænge bag ved Radiomarken havde rejst mod Gladsaxe kommune.

I 1999 vedtog byrådet en ny lokalplan for rækkehusområdet, en plan, der åbnede mulighed for at bygge cykel- og redskabsskure ud fra nogle fastlagte rammer.

Samtidig blev den del af deklarationen eller servitutten for ejendommene, der omhandlede vetoret overfor nybyggeri, fjernet.

I praksis betyder det, at en nabo i bebyggelsen ikke kan sige nej til en anden nabos opførelse af eksempelvis en udestue.

Den ret påhviler efter lokalplanen nu udelukkende kommunen efter de gældende regler om naboorientering.

Sagen er af principiel karakter, og er derfor blevet behandlet af Østre Landsret, der altså med dommen, der netop er faldet, fastslog kommunens råderet i lokal- og kommuneplansager.


Konservative vil undersøge udlændinge

Alle udlændinge, der er flyttet til Gladsaxe kommune sidste år, og som har modtaget offentlige ydelser, skal undersøges. Og kommende tilflyttere af udenlandsk herkomst på overførselsindkomster skal underlægges tilsvarende kontrol. Det mener i hvert fald det konservative medlem af byrådet og socialudvalget, Henrik Sørensen, som foreslår, at sagen tages op i socialudvalget.

Henrik Sørensen vil gerne have en redegørelse for, hvor mange udenlandske borgere, bosat i kommunen, der modtager for eksempel kontanthjælp og hvor mange udlændinge, der i de sidste fem år uberettiget har modtaget hjælp, samt hvilke procedurer og kontrolmuligheder, forvaltningen opererer med.

Desuden ser det konservative byrådsmedlem gerne, at statistikken opdeles i befolkningsgrupper, som adskiller for eksempel unionsborgere, nordamerikanere og mennesker fra tredje verdens lande.

I udsendelsen Den varme stol, som vi sender her på kanalen i dag, fortæller Henrik Sørensen mere om sit forslag, og i den anledning får han selskab af Enhedslistens Emilce Nielsen, der mener, at det er en mistænkeliggørelse af en befolkningsgruppe, der i forvejen er mistænkeliggjort.


Medlemmer til integrationsråd fundet

Valgreglerne til integrationsrådet i Gladsaxe skal nu granskes endnu en gang i socialforvaltningen.

De har ellers været endevendt ganske meget det seneste års tid, så meget at valget til rådet nu er i gang med at gå om.

Resultatet af det første rådsvalg blev suspenderet på foranledning af Dansk Folkeparti, der ville have udvidet ansøgerfeltet.

Rådet består af 14 personer, hvor af de otte udpeges fra blandt andet boligselskaberne og arbejdsmarkedets parter.

De sidste seks blev bragt i forslag ved et valgmøde for et par uger siden, hvor i alt 14 stillede op, og de seks blev i går godkendt til integrationsrådet af økonomiudvalget.

Dermed ligger alle 14 navne klar til godkendelse i byrådet.

Men som nævnt skal opstillingsreglerne kigges igennem igen.

Eksempelvis er det ikke specielt hensigtsmæssigt, eller for den sags skyld retfærdigt, med både et valgmøde og så muligheden for skriftlig henvendelse om at blive medlem.

De, der har henvendt sig pr. brev om ønsket medlemskab, er nemlig alle blevet sorteret fra, mens de seks fra valgmødet, som sagt, alle fandt nåde for politikernes øjne i økonomiudvalget.


Transportfirma er en tilfreds taber

Selv om transportfírmaet Connex i Gladsaxe ikke var blandt de fire arbejdspladser, der i mandags modtog en pris for deres integrationsindsats, er direktør Hans Baunsøe langt fra skuffet:

- Nej, jeg er tværtimod stolt over at være blevet indstillet. For det vidner om, at der fra officiel hold også bliver lagt mærke til vores arbejde. Vi arbejder benhårdt på at integrere etniske minoriteter på vores arbejdsplads, dels fordi det er en samfundsopgave, men også fordi det er tvingende nødvendigt for at få vores arbejdsplads til at fungere. Så vi arbejder med nye initiativer og er helt klart også med, næste gang der bliver indstillet til den slags priser, siger Connex´ administrerende direktør Hans Baunsøe.

Det var integrationsministeriet, der i mandags overrakte de fire priser til virksomheder, der har gjort en særlig indsats for integrationsarbejdet. I alt var 70 private og offentlige virksomheder indstillet.


Ligeværd: Flere bofællesskaber for unge udviklingshæmmede

Forældre og andre pårørende til udviklingshæmmede og børn og unge med særlige behov forsøger i aften at danne en interessegruppe, der skal arbejde for bofællesskaber.

Bag initiativet står foreningen Ligeværd Storkøbenhavn og mødet holdes kl. 18.30 på Lundevang skole på Mørkhøjvej.

I Gladsaxe eksisterer der i dag kun ét bofællesskab til syv for sent udviklede unge og udviklingshæmmede, men behovet er næsten det firedobbelte, vurderer Ligeværd, der også efterlyser opgangs- eller bofællesskaber i andre storkøbenhavnske kommuner.

Aftenens møde er åbent for alle, der måtte have lyst til at deltage i interessegruppen.