Mandag den 11. November 2002


Aftenlukning stopper ikke problemer på bibliotek

Der skal mere end nye åbningstider til at holde unge ballademagere væk fra Høje Gladsaxe bibliotek.
Det mener de ansatte på stedet, som de senere år har været plaget af en gruppe unge, som har truet og chikaneret bibliotekets personale i en sådan grad, at de ansatte har været bange for at gå på arbejde og i en periode har modtaget psykologhjælp.
Blandt andet derfor er der nu, som vi fortalte i Nyhedsmagasinet i fredags, lagt op til at lukke biblioteket på de mest kritiske tidspunkter om aftenen.
 
Men det alene vil ikke stoppe problemerne, mener bibliotekets leder, Birgitte Flindt. "Det tror jeg bestemt ikke det vil, fordi de aftenåbningstimer det er trods alt kun to timer om ugen – mandag og onsdag fra 18 til 19 – og det ér altså et tilfælde, hvis der lige er nogle af de unge i området der keder sig på lige præcis det tidspunkt. Det er ikke dér, vi har været voldsomst generet", siger bibliotekslederer.
 
I morgen skal politikerne i Kultur- fritids- og idrætsudvalget diskutere mulighederne for at ændre åbningstiderne på Høje Gladsaxe bibliotek, men allerede i aften vil udvalgsformand Peter Nielsen tage sagen op i den socialdemokratiske gruppe.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)

Udpegning af integrationsrådsmedlemmer går om på grund af fejl

Udpegningen af nye medlemmer til Gladsaxes integrationsråd skal nu gå om.
Der sker, efter at det i sidste uge kom frem, at to af de personer, der skriftligt havde meddelt deres kandidatur til rådet, ikke var at finde på den liste af kandidater, som økonomiudvalget havde at vælge imellem, da de forleden skulle indstille kandidater til endelig udpegning i byrådet.
 
Den ene af de to "forsvundne" kandidater, Martin Mouritsen, har efterfølgende skrevet til borgmesteren for at få en forklaring, ligesom Dansk Folkepartis medlem af økonomiudvalget har bedt om at få sagen behandlet igen, fordi han mener, udvalget har truffet sin afgørelse på et mangelfuldt grundlag.
Og i weekenden modtog Martin Mouritsen så et brev fra Gladsaxes borgmester som forklarer, at der er sket en meget beklagelig fejl og at sagen nu vil gå om.
"Det er jeg meget taknemmelig over og jeg synes også, det er meget vigtigt for borgerne i Gladsaxe at vide, at systemet tager dem alvorligt, at troværdigheden er iorden, og at man kan være sikker på, at hvis der er sket en fejl i forvaltningen, så bliver den rettet", siger Martin Mouritsen.
 
Den fornyede sagsbehandling betyder, at byrådets udpegning af nye medlemmer til integrationsrådet er udsat til december.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)

Tæsk på motorvejen

For anden gang er en Bandidosrocker blevet dømt for at stoppe en medtrafikant på en motorvej og tæske vedkommende.
For et par år siden gik det ud over en sagesløs ældre bilist , som rockeren fandt kørte for langsomt
på Hillerødmotorvejen på en del af strækningen ved Bagsværd.
Rockeren kørte ind foran den ældre mand, bremsede brat op, så bilerne var ved at smadre sammen. Siden blev den ældre truet med en pistol og tildelt tre knytnæveslag af rockeren, der derefter forsvandt.
Rockeren blev siden fundet og idømt fire måneders fængsel.
 
Tirsdag i sidste uge var Bandidos’en igen på spil, denne gang på Helsingørmotorvejen ved Lyngby, hvor en tilfældig bilist blev sparket og slået.
Under dette overfald var rockeren så uheldig, at han forvred sit knæ og smertefyldt måtte ligge i nødsporet og afvente en ambulance.
Han var dog ikke mere ilde tilredt, end at han dagen efter kunne møde op i retten i Gentofte og modtage en dom på 14 dages fængsel.

Billigere tobak skaber ikke flere rygere

Billigere cigaretter vil ikke skabe flere rygere eller få rygerne til at tænde flere smøger.
Det vurderer administrerende direktør ved Gladsaxe-virksomheden House of Prince, Anders Colding Friis.
Fra næste år sættes prisen på en pakke med 20 cigaretter ned med fire kroner, men der vil ikke af den grund tilflyde Gladsaxe flere skattekroner i form af et øget salg. For firmaet sælger det samme, det er blot et spørgsmål om, hvilket land, rygerne køber deres smøger i, og det spiller ikke ind på virksomhedens økonomi, siger Anders Colding Friis.
"Vi kan se for eksempel i Norge, der satte priserne meget op på cigaretter, at det kom der ikke færre rygere ud af, de tog i stedet til Sverige for at købe cigaretterne. Og alle vore analyser tyder på, at prisen ikke ændrer på forbruget, det ændrer kun på, hvor cigaretterne købes. Der er heller ikke noget, der tyder på, at billigere cigaretter får flere unge til at ryge", siger administrerende direktør ved House of Prince, Anders Colding Friis.
Han understreger i øvrigt, at virksomheden støtter alle forslag, der kan forhindre unge i at begynde at ryge, for eksempel en lov, der forbyder unge under 18 år at købe cigaretter.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)

Landsretten stadfæstede byretsdom for særlig farlig vold

Østre landsret stadfæstede torsdag i sidste uge den dom på 5 måneders ubetinget fængsel, som en yngre mand var blevet idømt ved retten i Gladsaxe d. 1. august. for vold af særlig farlig karakter.
 
Det var en uenighed om nogle få 1000 kroner, som havde fået manden til i meget beruset tilstand at hive en bekendt ud af en kørestol og ned på gulvet. Episoden fandt sted i offerets hjem sidst i maj. Mens offeret lå værgeløst på gulvet havde gerningsmanden slået og sparket ham, lavet en flænge på hans hals med en kniv og til sidst kastet den sammenklappede kørestol nedover den handicappede.
 
Anklageren ønskede straffen skærpet til 6 måneders fængsel.Forsvareren benægtede ikke at overfaldet havde fundet sted, men fremførte forskellige forhold, som kunne tale for anvendelsen af straffelovens almindelige voldsparagraf og dermed en mildere straf.Især slog forsvareren på vidnernes utroværdighed. Det kunne se ud til at være underbygget af det forhold, at vidnerne nemlig offeret og hans samlever ikke var mødt op i landsretten. Under en pause i retsmødet bad man telefonisk Gladsaxe politi om at køre ud på adressen, hvor de kunne konstatere, at offeret var ved at komme sig efter et epileptisk anfald. Såvel anklager som forsvarer accepterede herefter, at nøjes med oplæsning af vidnernes udsagn fra byretssagen.Det var et enigt dommerkollegium der efter 40 minutters votering stadfæstede byretsdommen.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet