En Gladsaxevirksomhed modtog i går fornem anerkendelse for sin medarbejderpolitik og for sit sociale engagement især når det gælder unge erhvervspraktikanter.
Det skete da Gladsaxe Erhvervsråd uddelte den prestigefyldte Gladsaxepris, som gives til en
virksomhed, som har markeret sig særligt i årets løb.
Og valget faldt denne gang på SMC-biler i Mørkhøj.
"Det betyder utrolig meget at man fra kommunens side har lagt mærke til os på den måde, at vi har gjort meget for de unge. Vi vil utrolig gerne have de unge ud i vores virksomhed fordi vi, ligesom alle andre, får svært ved at tiltrække arbejdskraft i fremtiden. Og derfor er det vigtigt at sælge os som en god arbejdsplads og derfor skal vi hjælpe de unge og ikke kun de stærke unge", siger direktør for SMC-biler, Søren Jacobsen.
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)
En 52-årig kvinde fra Høje Gladsaxe blev i retten i Gladsaxe i går varetægtsfængslet, sigtet for drabsforsøg på sin 53-årige mand.
De to, der har været gift under et år, kom mandag aften op at skændes omkring nogle ægteskabelige trivialiteter, men da der også var alkohol indblandet, så tog det ene ord det andet.
Kvinden greb til sidst en filetkniv i køkkenet og angreb manden med ordene "jeg slår dig ihjel".
Den 53-årige ægtemand fik dog værget tilstrækkeligt for sig til, at han slap med snitsår på armene og selv kunne tilkalde ambulance og politi.
Plejehjemsbeboernes rettigheder i Gladsaxe bliver overtrådt ved brugen af den såkaldte samarbejdsbog, der bruges til kommunikation mellem pårørende og personale.
Det mener embedslægeinstitutionen for Københavns amt, der har været på sundhedsfagligt tilsyn på plejehjemmene i Gladsaxe.
Det er hensynet til beboernes privatliv, retten til tavshedspligt og retten til at frabede sig, at oplysninger bliver givet videre, der overtrædes, siger embedslægen med henvisning til patientretstillingsloven.
Lovovertrædelsen skal diskuteres politisk i aften, når byrådet mødes til novembersamlingen.
Til debat er også forslaget til den lokalplan og det tillæg til kommuneplanen, der skal gøre den hidtidig ulovlige glasbygning ved Aldershvile Planteskole lovlig.
Dagsordenen indeholder 18 punkter, hvoraf den politiske behandling af de 16 af dem kan følges her på frekvensen fra mødets start kl. 18.
To punkter er på den fortrolige dagsorden. Det er punkter om salg af et kommunalt område i Bagsværd, nærmere bestemt Bagsværddal 15-17 og køb af en privat grund ved Smørmosen.
Vi genudsender i øvrigt mødets offentlige del i morgen fra kl. 9.30.
Det handler ikke så meget om politik, at CD´ eneste byrådsmedlem skifter parti til Venstre.
Det mener Centrum Demokraternes formand i Gladsaxe, Martin Mouritsen. Han tror nemlig mere, at Lone Yalcinkaya har byttet CD ud med Venstre, fordi det lille parti ikke har kunne indfri hendes ambitioner.
Dagen efter hendes udmelding er Martin Mouritsen kommet sig over chokket, men siger alligevel:
- Mit indtryk er, at hendes ambitioner ikke kan komme til udtryk i vores parti. Så selvfølgelig er jeg skuffet, men jeg har haft en fornemmelse af, at det var på vej. Men det er svært t forstå, hun har jo været medlem af CD i 15 år, siger en skuffet formand for CD i Gladsaxe, Martin Mouritsen. Partiet havde været ude af Gladsaxe byråd i otte år, da det ved kommunalvalget sidste år lykkedes dem at få stemmer nok til en plads i byrådssalen.
Mens skuffelsen har bredt sig i CD, er Venstre, ikke overraskende, glade for at udvide deres byrådsgruppe fra fem til seks medlemmer, siger Bjarne Rasmussen:
- Lone er dynamisk og har politiks tæft. Det vil altid været et aktiv for et parti. Vi er meget glade for, at hun vil ind i Venstre, og selv om det ikke ændrer på den politiske balance i Gladsaxe, så kan vi i Venstre bruge et ekstra medlem til at sige, at vi har aldrig været så tæt på Socialdemokraterne, som vi er nu, siger Venstres Bjarne Rasmussen, som tilføjer, at der i det forgangne år ikke har været mange spørgsmål, som CD og Venstre har været uenige om, ikke på de væsentlige områder.
De to yngre mænd fra Gladsaxe, der i maj i år blev dømt skyldige af Gladsaxe Byret i at have afpresset, truet og frihedsberøvet to bekendte, blev i mandags også kendt skyldige af Østre Landsret.
Retten tog dog kun stilling til skyldsspørgsmålet, da sagen var for i mandags, strafudmålingen er udsat til et senere retsmøde på grund af en igangværende mentalundersøgelse af den ene af mændene. Denne undersøgelse er rekvireret i forbindelse med en sag i Ballerup, hvor de i øvrigt begge er sigtede. Dommene fra Gladsaxe lyder på et år og tre måneders fængsel med 240 timers samfundstjeneste for den enes vedkommende og halvandet års ubetinget fængsel for den anden. Det vigtigste indhold i sagen var episoder i marts 2002, hvor de to mænd truede nogle jævnaldrende til at betale af på en fiktiv gæld.
De jævnaldrende følte sig under påtvungne køreture voldsomt truet af bemærkninger som: "Vi nakker dig med en 9 millimeter" ," Vi klipper dine fingre af" og "Vi smadrer dine knæskaller" og indvilligede derfor i at betale. Deres forældre fik nys om sagen og anmeldte de to mænd til politiet. Mens et af ofrene var ved at afgive forklaring til politiet, ringede hans mobiltelefon. En kriminalbetjent fik da anledning til at lytte med på truslerne fra de to gerningsmænd.
De to unge mænd nægtede sig igen skyldige, men i modsætning til forløbet i byretten, forsøgte de denne gang at give hinanden skylden. Landsretten fandt dog, at de i forening, efter forudgående aftale og med forsæt havde begået lovbruddene.
936 børn i Gladsaxe, eller nok snarere deres forældre, kan i de næste dage forvente brev fra kommunen. Det er nemlig på denne tid, at årgang 1996 og 97 skal indskrives til børnehaveklassen.
Med i påmindelsen til forældrene er materiale om de enkelte skoler i Gladsaxe, herunder åbningstiderne samt ansøgningsblanketter til andre skoledistrikter.
Skoleforvaltningen i kommunen skal have besked senest i den første uge af december, men allerede nu kan børnene blive skrevet ind til det kommende skoleår 2003-2004.