Onsdag den 20. November 2002


Trafikstøj til debat

Hvem siger, at der skal køres 110 km/t på motorringvej 3 gennem Gladsaxe Kommune?
Det var et af de spørgsmål, der blev stillet til vejdirektoratet på tirsdagens borgermøde i Høje Gladsaxe skoles festsal om den formentlig kommende motorvejsudvidelse.
 
Hvis den bliver politisk besluttet i folketinget til foråret, så vil udvidelsen fra fire til seks spor være en udført realitet i år 2008.
Derfor var også ved det nu tredje informationsmøde i Gladsaxe om sagen stor spørgelyst.
 
Specielt var hastigheden og den deraf afledte støj et varmt emne.
Blandt forslagene fra nogle af de cirka 300 fremmødte borgere var der da også størst bifald til dem, der foreslog hastigheden sat ned til enten 90 eller 80 km/t.
Enkelte mente ligefrem, at det statslige vejdirektorat, som har udarbejdet forslag til udvidelsen, på forhånd har taget beslutninger, som rettelig tilkommer politikerne at tage.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Slipper med advarsel

På trods af massive informationskampagner, et øget antal genbrugsbeholdere og en særlig indsats rettet mod boligselskaberne så er det stadig tvivlsomt, om Gladsaxe når at indsamle den mængde papir i år, som Miljøstyrelsen kræver.
Mindst 55 procent af alt pap og papir skal genbruges, ellers kan kommunerne blive pålagt at husstandsindsamle papiret, hvilket er en meget dyr ordning. Og noget tyder altså på, at Gladsaxe ikke når op på de magiske 55 procent i år.
 
Derfor har en bekymret borgmester Karin Søjberg Holst skrevet til miljøministeren og foreslået, at eftersom de nye krav til kommunerne først kom i februar i år, så skal mængden af indsamlet papir i første kvartal næste år tælle med i regnskabet, når resultatet for 2002 skal gøres op.
Men den mulighed afviser miljøminister Hans Christian Schmidt blankt.
Til gengæld oplyser ministeren, at de kommuner, der sidste år var meget tæt på at leve op til kravene ikke blev tvunget til at husstandsindsamle papiret. I stedet blev de opfordret til at øge indsatsen, og den praksis kommer formentlig også til at gælde denne gang.
Og eftersom Gladsaxe forventes at komme meget tæt på målet og i årets løb har gjort en ihærdig indsats for at indsamle mere pap og papir, ja så slipper kommunen formentlig med en advarsel.

Usikker søgning efter vand

Den kommunale vandforsyning i Gladsaxe er i bogstaveligste forstand på vej til at bore ned i ukendt grund.
Fire vandboringer ved Søborg vandværk giver nemlig ikke tilstrækkelig med drikkevand, og derfor vil vandforsyningen gerne bore længere ned end de øjeblikkelige cirka 50 meters dybde.
Problemet er blot, at det er usikkert, om der overhovedet findes vand i store mængder i den dybde, altså omkring de 100 meter.
Derfor kan investeringen på godt en halv million kroner til de to boringer godt vise sig at være spild af penge.
Omvendt kan pengene være givet godt ud, hvis der bliver fundet vandmængder, der kan sikre en årlig oppumpning i størrelsesordenen 750.000 kubikmeter vand.
Alternativet, at købe drikkevand fra Københavns vandforsyning, er et dyrt alternativ – københavnerne kræver nemlig næsten tre kroner mere end normalt for en kubikmeter vand.

Sponseret uddannelse

En ny uddannelse er på vej indenfor bioteknologien.
Bag den står et samarbejde mellem Bagsværd-virksomheden Novozymes og Danmarks Tekniske Universitet, DTU.
Det bliver en form for sponseret uddannelse, hvor selskabet årligt betaler to millioner kroner for at hjælpe med til at uddanne unge indenfor firmaets eget felt og styrke den teknisk-kemiske forskning.
Det er er planen, at der skal komme omkring 10 forskere ud af uddannelsen, som officielt får navnet "The Novozymes Bioprocess Akademy".
Aftalen er foreløbigt indgået for en femårig periode, og de to samarbejdspartnere regner med, at projektet årligt vil koste omkring fire millioner kroner.

Forlag søger forfattere

Går man med en forfatter i maven, uden helt at vide, hvordan man skal få en bog ud af det, så kan det være, at Bagsværd-forlaget Carlsen har et godt tilbud.
Forlaget arrangerer nemlig for fjerde år i træk et skriveværksted for etablerede såvel som kommende forfattere.
"Skriv en roman for børn og unge", lyder opfordringen til skrivelystne, men i første omgang er det nu kun de første femten sider og en kort beskrivelse af resten, man skal sende til forlaget. Og er man blandt de seks udvalgte, kan man deltage i et skriveværksted i foråret 2003. Redaktør for børne- og ungdomsromaner, Elin Algreen siger:
"Vi gør det for at udgive flere danske romaner og sætte skub i en ny generation af forfattere, og måske oven i købet højne kvaliteten samtidig. Man kan ikke lige frem sige, at der er mangel på forfattere indenfor den genre, men der er sket en eksplosiv udvikling indenfor illustrationsområde, og der er teksterne ikke rigtigt fulgt med", siger Elin Algreen, som forventer, at der kommer romaner ud af skriveværkstedet.
Det bakkes op af erfaringer fra de andre år, hvor i alt seks bøger enten er udkommet eller bliver udgivet i løbet af næste år, af forfattere, der har deltaget i dette arrangement. De tre andre år har forlaget fået cirka 100 henvendelser per gang, primært fra skribenter, der ikke tidligere har udgivet bøger.
Så skulle man lide af skrivekløe, har man indtil den 2. januar 2003 til at indsende de føromtalte 15 sider og beskrivelse.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet