Fredag den 22. November 2002


Lommetyve kommer vrimlende

Det vrimler i øjeblikket med lommetyve i København og på det meste af Sjælland.

Heller ikke Gladsaxe er gået ram forbi, og de seneste par dage har lommetyve været på spil i supermarkeder i Søborg og Bagsværd, siger Michael Sørensen fra røveriafdelingen hos Gladsaxe politi: "De er typisk mellem tre og syv tyve på spil ad gangen. De skaber tumult i kasseområdet efter at have luret pinkoden fra en udvalgt kunde i butikken. Så støder de måske tilfældigt ind i vedkommende og frarøver dem deres tegnebøger. Så er det ellers ud til nærmeste dankortautomat og lænse løs. Så jeg kan kun opfordre folk til at skygge for koden, når den tastes ind".

Kriminalpolitiets formodninger går på, at lommetyvene kommer fra det tidligere Østeuropa og advarer i øvrigt mod lommetyvenes højsæson, der jo er julemåneden.


Tilsynsråd: Kommune må gerne bruge millioner på rosport

Politikerne i Gladsaxe kommune må støtte rosporten lige så tosset, som de vil, selv med at renovere robaner for et tocifret millionbeløb.

Det har tilsynsrådet for statsamtet København afgjort efter en klage fra Gladsaxelisten.

Den lokalpolitiske liste mener ikke, at det er en sag for kommunen at renovere et nationalt stadion – det må være en sag for staten, og Gladsaxe kommune har dermed overtrådt kommunalfuldmagten.

Tværtimod, siger tilsynsrådet.

Kommunalfuldmagten er en betegnelse for kommunernes adgang til at påtage sig opgaver, der ikke i forvejen er lovbestemte.

I rådets udtalelse hedder det: "…ved en istandsættelse af rostadion Bagsværd sø, således at robanerne opfylder de internationale krav, forventer kommunen at kunne tiltrække større sportslige arrangementer. Herved tilgodeses dels, at kommunens borgere får adgang til sådanne arrangementer, dels sker der en tilvejebringelse af hensigtsmæssige rammer for den lokale turisme. Begge formål som kommunen lovligt kan varetage i medfør af kommunalfuldmagten".

I en kommentar til udtalelsen siger John Damm Sørensen fra Gladsaxelisten: "Vi vil nu gå til indenrigsministeriet for at få afklaret spørgsmålet. Mener ministeriet det samme som tilsynsrådet, så går vi til ombudsmanden".


Handlende har ikke tjent fedt på romesterskaber

Store mesterskaber på Bagsværd sø er ikke nødvendigvis lig med store indtægter for de handlende i byen.

Som vi fortalte i Nyhedsmagasinet i går, så vurderer både roforbundet, Handelsforeningen for Søborg og omegn og et venstre-medlem af kultur- fritids- og idrætsudvalget, at et verdensmesterskab i roning på Bagsværd sø i 2005 vil være en økonomisk gevinst for det lokale erhvervsliv.

Men ingen af de Bagsværd-butikker Nyhedsmagasinet har været i kontakt med, har haft store fortjenester i forbindelse med tidligere mesterskaber og stævner på søen.

Hverken hos den lokale bager, SuperBrugsen eller i slikbutikken har de haft markante stigninger i omsætningen. Den lokale slagter har godt nok leveret kød til arrangementerne ved søen, uden dog at have tjent styrtende summer på det. Det skal dog nævnes, at ingen af forretningerne har gjort nogen form for reklamefremstød eller andet under romesterskaberne, og medlem og forhenværende formand for Bagsværd Handelsforening, Jesper Ryby, mener også, de handlende bør udnytte den type arrangementer noget bedre.

Nu går der formentlig også en rum tid, førend der igen er konkurrencer på Bagsværd sø. Den planlagte oprensning er foreløbig udsat i tre måneder og der hersker i øjeblikket usikkerhed om, hvorvidt søen når at blive færdigrenset inden verdensmesterskaberne i efteråret 2005.


Møde om ABs fremtid

Efter et turbulent år med økonomiske vanskeligheder, medlemsflugt fra bestyrelsen og en middelmådig placering i superligaen, er fodboldklubben AB nu klar til at rette blikket fremad.

Derfor inviteres repræsentanter fra de to afdelinger i AB, fanklubben og sponsorerne i næste måned til et dialogmøde om fodboldklubbens fremtid.

Her vil også fem paneldeltagere, heriblandt direktør i AB a/s, Henrik Vestergaard, give deres bud på, hvad der skal til, for at sikre en positiv udvikling af klubben.

"Vi skal prøve, at finde et fælles fodslag for Ab a/s, amatørafdelingen, ABs fanklub og gerne vores sponsorer og for den sags skyld også gerne et fælles fodslag med kommunen. Så alle ved, hvilken retning man gerne vil, at man får sagt de samme ting, så der ikke kommer de her selvmodsigende udtalelser, som har givet den her turbulens", siger Henrik Vestergaard, direktør i AB professionelle afdeling.

(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)


Skepsis over elektronisk samarbejde

Forsøget med elektronisk skole-hjem samarbejde, som Enghavegård skole siden sommerferien har deltaget i, er ikke en ubetinget succes set med Dansk Folkepartis øje. Partiets medlem af børne- og undervisningsudvalget, Kristian Niebuhr, har derfor stemt imod en ekstrabevilling på 750.000 kroner, der skal anvendes til, at alle skolens klasser deltager i projektet frem for som nu, kun et par klasser:

- Vi mener slet ikke, det er undersøgt grundigt nok. Hvad gør de børn – og for den sags skyld de voksne – som ikke har adgang til nettet? De kan godt stadig bruge meddelelsesbogen, men hvad med de chatrooms, de er afskåret fra? En ekstra bevilling vil ikke løse de problemer, siger Kristian Niebuhr fra Dansk Folkeparti, som stod alene med sin modstand, da børne- og undervisningsudvalget forleden holdt møde.

I forbindelse med Gladsaxe kommunes budgetaftale for 2003 blev det besluttet, at forsøget skal udvides til at omfatte alle klasserne på Mørkhøjskolen.

Kristian Niebuhr vil dog ikke på forhånd afvise, at andre folkeskoler i Gladsaxe kan komme med på skole-hjem portalen, men det afhænger af, hvor realistisk projektet er, og om de problemer, han nævner i indslaget, bliver løst.


Fem indbrud på under seks timer

Politiet i Gladsaxe eftersøger en særdeles aktiv 20-25-årig mørk mand, der i mandags nåede fem villaindbrud i Mørkhøj-området.

Det første indbrud skete kort før kl. 9.30 på Onsbjerg Allé. Kort efter stjal han en knallert på Jebjerg Allé og på den bevægede han sig ellers rundt til fire andre indbrud i samme kvarter. Det seneste foregik kl. 14.

Den formodede indbrudstyv er blevet set i hvert fald ved tre af gerningsstederne, og oplysninger om en 175 cm høj mand af almindelig til kraftig bygning med afrikansk baggrund modtages med tak hos politiet.

På dagen for indbruddene var han iført sort hue og sort vindjakke med hvide ærmer.


Fest i Gladsaxes ældste fritidsklub

I eftermiddag er der indvielse af en ny tilbygning til Gladsaxes ældste fritidsklub, Club 222, på Buddingevej.

Klubbens medarbejderne har selv været meget involverede i byggeriet, der har været ca. to år undervejs og blandt andet omfatter en ny sal og en glasbygning der forbinder de to villaer, der udgør Club 222.

I Nyhedsmagasinet på mandag bringer vi en reportage fra indvielsen af den 250 m2 nye tilbygning.