Tirsdag den 8. Oktober 2002


Jagt efter socialt bedrageri

En særlig aktionsgruppe i Gladsaxe kommune har siden oprettelsen for to et halvt år siden afsløret socialt bedrageri og skattesnyd for seks millioner kroner.

Gruppen har afsløret næsten 100 bedragere, har gennemgået over 400 sager, og 90 af dem er stadig under efterforskning.

Den største svindel er foregået med kontanthjælp, hvor folk er blevet taget i at have modtaget uberettiget hjælp for et samlet beløb på 3,5 millioner kroner.

Boligsikring er tilsyneladende også et yndet område at snyde på – i hvert fald har aktionsgruppen hentet 600.000 kroner ind på den konto alene.

Ellers fordeler de største af bedragerierne sig på snyd med pension, dagpenge, børnetilskud og fripladser.

Det er nogle af de indsatsområder, som gruppen hidtil har fokuseret på, men fremover skal også pensionister tage sig i agt.

Forargede borgere ringer nemlig ofte med anmeldelser af ældre naboer eller genboer, som de mener snyder på vægtskålen.

Det sker eksempelvis ved at have en logerende uden at opgive det til de sociale myndigheder, så boligydelsen kan blive rettet ind.

Flere prøvesager har i øvrigt vist, at nogen pensionister er endog ganske ferme til at omgå de sociale systemer.


Besværlige reklamer

Først skal de op, så skal de ned. Og så skal de op og ned igen.

Gladsaxe-Søborg Badmintonklub er ved at være lidt træt af de regler, der gør, at deres reklamer ikke må blive stående, men skal sættes op og tages ned igen efter træning og kampe.

De såkaldte mobile reklamer mener klubben er meget besværlige, og har derfor ansøgt Gladsaxe kommune om dispensation fra reklameaftalen, så badmintonspillerne i stedet kan få stationære reklamer.

Det afviste politikerne i økonomiudvalget tilbage i 2000, men nu prøver Gladsaxe-Søborg Badmintonklub igen.

Denne gang hedder det i ansøgningen, at der – udover det mindre besvær – er andre fordel ved stationære reklamer, og at:

"Indtægterne fra salg af reklamerne vil give klubben bedre mulighed for såvel arbejdet med børn og unge som det mere elitære mål om oprykning i divisionsrækkerne."

Børne- og kulturforvaltningen understreger, at reklamerne ikke må hindre udsynet, men vil ellers gerne give dispensation frem til næste sommer.

Politikerne i kultur- fritids- og idrætsudvalget afgør i dag, om badmintonklubben kan få sine stationære reklamer.


Vægge skiller parterne

Gennem flere år har de almennyttige boligselskabsafdelinger i Gladsaxe ønsket at få mulighed for at sammenlægge værelser. Værelserne i lejligheder i det ældre byggeri er nemlig så små, at de nærmere har karakter af pulterkamre og ikke værelser.

Problematikken har været diskuteret mellem kommune og boligafdelinger flere gange, hidtil uden at komme nærmere en løsning.

Nu skal mulighederne for at pille skillevægge ned og gøre rummene større igen drøftes.

Det sker på et fællesmøde mellem kommunal forvaltning, politikere og boligselskaber sidst på måneden.

Men for boligselskaberne ligger løsningen lige for, mener afdelingsbestyrelsesformand i Værebro Park, Egil Dræger: "Hvis en lejer ønsker at fjerne en skillevæg, så skal lejeren indhente tilladelse hos boligorganisationen. Tilladelsen bør være permanent og uden betingelser. Lejeren skal altså ikke reetablere væggen ved fraflytning. De boliger, der er tale om, er simpelthen utidssvarende, hvad angår rumstørrelser".

Fra Gladsaxe kommunes side peges der på fire forskellige løsninger, som skal debatteres med boligselskaberne den 28. oktober.


Kommunen regner den ud

Selv om de ældre borgere i Gladsaxe først til næste år får mulighed for at vælge mellem kommunal og privat service, er forvaltningen allerede i fuld gang med at opruste til det frie valg.

For selv hvis ældre skulle vælge den private model, er det stadig være kommunen, der skal sikre, at pensionisten får den service, han eller hun har krav på.

Pleje- og omsorgsafdelingen er derfor i øjeblikket ved at formulere krav til de private firmaer, fortæller chef i afdelingen, Ole Maymann:

- Vi skal så at sige blåstemple de firmaer, som måtte komme med et tilbud, og så skal vi regne ud, hvor meget en time koster. Det er jo ikke bare lønnen til en hjemmehjælper eller en sygeplejerske, siger Ole Maymann og fortsætter:

- Der er jo også andre udgifter forbundet med hjemmebesøg; computere, bygninger og sågar personale, der slet ikke kommer i borgerens hjem, for eksempel lederne, alt det skal også indgå i regnskabet, siger han.

Det frie valg træder i kraft den første januar 2003.


Boliger på militært område

En grund på 35.000 kvadratmeter til en anslået værdi af 32 millioner kroner bliver snart udbudt til salg.

Det er forsvarets grund på Signalvej i Søborg, nabo til omsorgscentret Egegården på den ene side og motorringvejen på den anden.

Der er ikke ret gode tilkørselsforhold til grunden, som derfor ikke er særlig nyttig som erhvervsgrund, sådan som forsvaret ellers selv havde tænkt det.

Politikerne i økonomiudvalget i Gladsaxe har set nærmere på grunden, men kan ikke finde kommunal anvendelse af den.

I kommuneplanen er grunden udlagt til offentligt formål, militært anlæg, og med den specifikation er køberkredsen ret indsnævret.

Derfor beder forsvaret nu kommunen om at ændre plangrundlaget, så området kan bruges til boligbyggeri.

Det forslag skal førnævnte økonomiudvalg diskutere nærmere i morgen.


Gladsaxelisten: lad AB betale

John Damm Sørensen fra Gladsaxelisten kan med en håndevending finde en million kroner ekstra til idræts- og fritidsforeningerne i Gladsaxe.

De penge skal komme fra AB, der årligt modtager en millioner kroner fra AB A/S for leje af baner.

Og da andre foreninger i Gladsaxe enten skal betale lejeindtægterne til kommunen eller få beløbet modregnet i de kommunale tilskud, så mener John Damm Sørensen, at det samme burde gælde for AB:

- Når spejdere lejer deres hytter ud, så modregner Gladsaxe indtægten i kommunens tilskud, og ligeledes med Bagsværd Roklub. Derfor synes jeg, det er rimeligt, at AB gør det samme. De får hvert år en million kroner af AB A/S for at benytte boldbanerne, de penge synes jeg da, kommunen skal have, så de kan komme andre foreninger til gode, siger John Damm Sørensen fra Gladsaxelisten.