Mandag den 14. Oktober 2002
Energirigtige indkøb i Gladsaxe
- Gladsaxe Kommune får nu hjælp til at
købe energirigtig ind.
- I sidste måned blev resultatet af
konkurrencen "Årets elsparekommune"
offentliggjort, og det afslørede, at Gladsaxe Kommunes
elforbrug iøjeblikket ligger et godt stykke over
landsgennemsnittet.
- Dét skal der rettes op på, og derfor
melder kommunen sig nu ind i elsparefondens a-klub
det er et foretagende der træder til når der skal
købes nyt computerudstyr, elpærer og hårde hvidevarer
til rådhuset og kommunens institutioner.
-
- "For det første så forpligter man
sig som medlem til kun at købe a-mærkede og
energipil-mærkede produkter, når man investerer i nyt
elforbrugende udstyr. De produkter der er godkendt,
fremgår af en indkøbsvejledning og en opdateret
hjemmeside, man som medlem får adgang til",
fortæller Jens Hansen, sekretariatsleder i
elsparefondens A-klub.
-
- Beslutningen om at tilmelde sig a-klubben
blev truffet i sidste uge af et næsten enigt byråd.
- Kun Dansk Folkeparti stemte imod, fordi de
ikke mener, Gladsaxe Kommune skal binde sig til at købe
nogle bestemte a-mærkede varer, siger gruppeformand
Klaus Kjær, der dog understreger, at Dansk Folkeparti
ikke har spor imod at købe energibesparende apparater,
men han mener godt, kommunen selv kan finde ud at lave en
energirigtig indkøbspolitik.
-
- Elsparefondens A-klub har eksisteret i tre
år, og der er endnu ikke lavet nogen statistik over
effekten af et medlemskab af A-klubben, men de tilmeldte
har givet udtryk for, at de er glade for den hjælp og
vejledning de får fra sekretariatet, fortæller Jens
Hansen.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)
Svømmer i spritbilister
- På blot elleve dage har politiet i
Gladsaxe taget 13 spritbilister, hvilket er langt over
normalen.
- Politikommissær Steen Lyth har ikke nogen
logisk forklaring på det øgede tal, tvært imod.
- "På grund af EU-møderne har vi jo
afsat en masse folk, så vi har ikke engang kørt de
sædvanlige §77-kampagner. De spirituspåvirkede
bilister er simpelthen blevet taget i vores almindelige
patruljering - det daglige beredskab - som vi hele tiden
har opretholdt. Uden at nogen skal få gode ideer, så
har et mindre antal betjente altså resulteret i flere
fangede spritbilister", siger politikommissæren til
Nyhedsmagasinet.
Nyt bolig- og butiksbyggeri i Bagsværd
- Så er der givet grønt lys for et nyt
byggeri lige i centrum af Bagsværd med 24 lejligheder og
en dagligvarebutik i stueetagen.
- Dermed er der sat endelig punktum for
behandlingen af lokalplan 147 dén der gælder for
området mellem Vadstrupvej, Bagsværddal og
Krogshøjvej.
-
- Det er efterhånden snart et år siden
projektet var til politisk behandling første gang, og
lokalplanforslaget har sågar opnået at blive sendt til
offentlig høring hele to gange.
- I den ordinære høringsfase kom der 13
indsigelser, primært fra beboere, der frygter
- den nye bebyggelse vil give trafikale
problemer. Siden er der kommet ny bygherre,
- projektet er revideret og
trafiksituationen analyseret og vurderet til at være
stort set uændret med det nye byggeri, som nu kan gå i
gang. Det besluttede byrådet i sidste uge.
Ros til Egegård Skole
- Der er stor ros fra forvaltningen til
Egegård Skole i Søborg, som i sidste uge afsatte en hel
dag til at sætte fokus på elevernes trivsel.
- Skolechef i Gladsaxe kommune, Ole Kjær,
er meget imponeret af arrangementet, men ser ikke
umiddelbart nogen grund til, at forvaltningen udstikker
en officiel mobningsstrategi.
- Det har skolerne allerede meget godt styr
på, mener han: "Det er lidt svært for mig præcis
at sige, hvordan det står til med mobningen i skolerne.
Men det er mit indtryk, at i det omfang problemet dukker
op, tager skolerne vare om det. For alle ved jo, at både
børn og voksne ikke kan fungere, hvis de bliver
mobbede", siger skolechef Ole Kjær, som i øvrigt
henviser til, at der fra kommunens side er nedfældet
principper for trivslen i folkeskolerne.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)
Reklamer til badmintonhal
- Så lykkedes det omsider for
Gladsaxe-Søborg Badmintonklub at få lov til at sætte
faste reklamer op i Gladsaxe Badmintonhal.
- Det har taget flere års kamp og en masse
besvær for klubben, som hidtil har skulle sætte
reklamer op inden træning og kampe og tage dem ned igen
efter de sportslige aktiviteter, men nu har klubben
indtil videre fået dispensation fra reglerne indtil juni
2004.
- I den tid skal den kommunale forvaltning
så vurdere, om reklamerne er til gene, og om de hindrer
et frit udsyn til banerne.
-
- Badmintonklubben har begrundet sin
ansøgning med, at det dels er besværligt at sætte
reklameskiltene op hver gang, men klubben forventer
også, at flere sponsorer vil være interesserede i at
købe reklameplads, når der er tale om en stationær
reklamer på endevæggen. Og den øgede indtægt vil
både komme de unge badmintonspillere til gode og styrke
klubbens muligheder for at rykke op i divisionsrækkerne.
Efterårstilbud til skolebørn
- Selvom skolebørnene, som andre steder i
landet, er ferieramte i denne uge, så er der ingen grund
til at fortvivle og blot sidde og stirre tomt ud i
luften, siger fritidskonsulent i Gladsaxe kommune Ivan
Klitte:
- "Vi har grebet det lidt anderledes an
end om sommeren. Nu handler det mere om idræt med tilbud
om at komme til bowling, svømning eller ud at skøjte en
tur i hallen. Biografen har også et godt tilbud til lav
pris".
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)
Hør
mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet