Tirsdag den 22. Oktober 2002


Egegård skole fryser

Der er kold luft imellem lærere og elever på Egegård skole. Og dét, i ordets bogstaveligste forstand.
I går var der så koldt på skolen, at elever blev sendt ud på andre skoler for at blive undervist.
De lave temperaturer skyldes et nærmest antikt varmeanlæg, som skolen har søgt om- og fået tildelt midler til at renovere tilbage i 1997. I dag er det halvfærdige projekt stillet i bero af kommunen, så det gamle anlæg fungerer stadig sådan nærmest lidt tilfældigt.
 
Varmen på skolen – eller manglen på samme - har i mange år været et tilbagevendende problem, fortæller skolens sikkerhedsrepræsentant, Carsten Stegelman. Og da elever og lærere i går vendte tilbage fra efterårsferie var den gal igen. Dét til trods for politiske løfter om varmere tider.
"I 2001 deltog vores skolebestyrelsesformand i et byrådsmøde. Og her blev der fra talerstolen lovet. "Ingen skal fryse på Egegård skole!". Siden har teknik- og miljøforvaltningen givet os 5 – 8 elvarmeapparater og det hjælper så delvist på vores problem. Desværre så kan vores elektriske installationer ikke trække de apparater, så nogle gange springer vores sikringer. Og desuden har vi ikke penge til at betale den elregning vi så får. På lærerværelset har vi indkøbt 5000 fyrfadslys og så prøver vi at holder varmen på den måde", fortæller Carsten Stegelman.
 
"Situationen påvirker skolen utrolig meget. Folk bliver syge og må blive hjemme fra arbejde og det har i det hele taget meget stor virkning på det psykiske arbejdsmiljø her på stedet", fortæller han.
I går var der krisemøde på Egegård skole, og i dag samles MED-udvalget for at diskutere, hvordan de skal få overbevist de folkevalgte om, at problemet er meget alvorligt for skolen.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Sigtet for socialt bedrageri

En 44-årig kvinde fra Søborg står i dag i retten i Gladsaxe anklaget for socialt bedrageri for et par hundrede tusinde kroner.
Kvinden anklages for at have snydt for omkring 130.000 kroner med en revalideringsydelse og 70.000 kroner i boligsikring.
Retten har afsat næsten tre dage til afhøring af en lang række vidner, og dommen ventes derfor først at falde på torsdag.
Sagen er den seneste i en lang række afsløringer af socialt bedrageri, som en særlig aktionsgruppe i Gladsaxe kommune, står bag.

Forurening skyld i lavere grundpris

Et salg af den gamle Tornehøjgård plus omkring 6.000 kvadratmeter grund ved Klausdalsbrovej i Gladsaxe kan vise sig at blive langt mindre værd for ejeren, Gladsaxe kommune, end først ventet.
Det er Københavns amt, der vil købe gård og grund for at udvide det eksisterende tilbud til husvilde.
Men der er blevet opdaget jordforurening med olie, bly, zink og asbest på grunden, og det bliver sandsynligvis en bekostelig affære at komme af med forureningen.
Alene en grundigere undersøgelse af arealet koster små 200.000 kroner, og først derefter vil de endelige omkostninger blive afsløret.

22% mere i kommunekassen

Med en kassebeholdning, der ligger næsten 74 millioner kroner over den oprindelige beregning, må det være svært for Gladsaxes borgere at bevare pessimismen.
For pengene ligger nemlig i kommunekassen, det fælles pengeskab.
Det ekstra positive beløb giver de kommunale økonomer grund til at tro, at der også ved slutningen af året vil befinde sig en anseelig sum i kassen – 153 millioner, regnes der med.
Sker der intet uforudset på udgiftssiden vil der dermed, set henover året, konstant være mere i kassen end skønnet fra start af. Sidst på året omkring 50 millioner mere.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet