Tirsdag den 10. September 2002


40 dage for vold mod buschauffør

En 16-årig dreng fra Værebro blev i går idømt 40 dages betinget fængsel for overfald på en buschauffør.
Overfaldet var kulminationen på en lang og gloende diskussion mellem to unge drenge og en chauffør i linie 42.
 
Episoden udspillede sig på busholdepladsen ved Værebro centret en onsdag eftermiddag i januar. Chaufføren havde pause og sad alene i bussen og læste en avis, da to drenge bankede på ruden til bussen for at blive lukket ind. Han pegede på sit ur for at signalere, at han ikke kørte endnu, men drengene fortsatte med at banke på ruden og det førte til et skænderi om, hvornår bussen skulle køre.
Den 16-årige forklarede i retten, at de to kammerater var af den overbevisning at bussen skulle køre ifølge køreplanen, og at han havde følt sig provokeret af chaufføren, som han gav fingeren, inden de to kammerater gav op og i stedet satte sig ind i en anden bus.
 
Men chaufføren fulgte efter og bad dem forlade bussen, fordi de, som han formulerede det i retten: "opførte sig dårligt". Og den 16-årige truede med at smadre chaufføren, hvorefter han løb væk og forsvandt ind i Værebro centret. Da han kom tilbage, var han i selskab med en gruppe ældre drenge, som styrede direkte ind i bussen og mod chaufføren. Et vidne fra bussen forklarede i retten, at han havde set 4 – 5 personer slå og sparke chaufføren, og han kunne genkende flere af drengene, deriblandt den 16-årige, fordi de var tidligere elever på den skole han arbejder på.
Chaufføren selv nåede ikke at opfatte hvor mange der var eller hvor mange slag han fik, men han fortalte i retten, at han var sikker på, at den 16-årige havde givet ham et knytnæveslag i ansigtet. Også han genkendte nemlig den 16-årige, som han har kørt med i bussen hver dag i mange år.
 
Den unge dreng nægtede sig skyldig i tiltalen. Han sagde, at han havde stået udenfor bussen, mens de andre havde banket chaufføren, og at han i øvrigt forgæves havde forsøgt at tale dem fra det.
Den 16-årige blev idømt 40 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år.
Han udbad sig sammen med sin forsvarer betænkningstid, før han beslutter, om han vil anke dommen.

AB sen til at betale regninger

Fodboldforretningen AB A/S er en dårlig betaler, skal man tro Gladsaxelisten.
Den har nemlig gennemgået AB´s betalinger til Gladsaxe kommune efter hjemmebanekampene. Og ifølge listens John Damm Sørensens optællinger, er det ikke en eneste gang sket, at klubben har betalt rettidigt indenfor de aftalte otte dage.
Derimod er det mere normen, at indbetalingen sker flere måneder efter, siger han.
 
"Borgerne får bøder, når de betaler for sent. Selv om det kun er små regninger får de tit store bøder. Derfor virker det forkert, at AB kan slippe af sted med at betale flere måneder for sent, uden klubben får bøder for det", siger John Damm Sørensen.
 
Ifølge lejeaftalen for Gladsaxe Stadion, som AB A/S skal betale kommunen for at bruge, skal klubben betale Gladsaxe 20 procent af entreindtægterne, og det er de penge, der skal falde højst otte dage efter kampdagen.
Selv om Superligaklubben er trængt både på resultater og økonomi, er den for nyligt kommet med et forslag, der skal udvikle Gladsaxe Sportscenter. Og her bliver der ikke skævet til den halve million kroner i manglende entreindtægter, som både klub og kommune havde budgetteret med. AB´s storstilede udviklingsplan af sportscenteret involverer blandt et trestjernet hotel, et sportscollege, et fitnesscenter og nye parkeringspladser. Og den plan skal økonomiudvalget på sit møde i dag diskutere.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Flere tasketyve i Gladsaxe

To kvinder til i Gladsaxe er i weekenden blevet overfaldet af en knallertkørende gerningsmand, der forsøgte at stjæle deres tasker. Dermed står Gladsaxe politi med i alt 42 tilfælde af tasketyverier begået i politikredsen, men, viser det sig nu, af forskellige gerningsmænd.
Fremgangsmetoden ved tasketyverierne er næsten den samme hver gang; på en knallert forsøger gerningsmænd at stjæle tasken fra kvinder, primært ældre.
 
Politiet har tidligere oplyst her i radioen, at de har været på udkig efter to mænd på en rød knallert, men i weekendens seks tilfælde var gerningsmanden alene, og det på en sort knallert.
I søndags blev en 63-årig kvinde overfaldet ved 20-tiden, da hun sammen med en ven kom cyklende på stisystemet bag ved Høje Gladsaxe.
En ung mand, der beskrives som værende mellem 15 og 20 år, cirka 175 cm høj og mørklødet, kørte op på siden af kvinden og forsøgte at stjæle hendes taske fra cykelkurven. Det lykkedes ikke, og både kvinde og gerningsmand væltede. Det udviklede sig til håndgemæng, hvor kvindens ven tog nøglerne fra knallerten. Gerningsmanden blev voldsomt ophidset, sparkede på sin egen knallert og lovede bank, hvis han ikke fik sine nøgler. Det gjorde han og kørte væk mod Grønnemosen.
Han var også på spil i fredags ved 17-tiden på Provst Bentzons Vej, hvor han iført en sort t-shirt og en hvid bluse bundet om livet fulgte efter en 62-årig kvinde ind i hendes opgang og stjal hendes taske, hvorefter han stak af. Politiet regner med, at han også står bag de fire øvrige tasketyverier i weekenden, begået andre steder i politikredsen.
 
Gladsaxe politi hører stadig gerne fra borgere, der har set enten de to gerningsmænd på den røde knallert eller weekendens enlige gerningsmand på den sorte knallert.

Lavere hastighed udsat

Krydset ved Dynamovej og Gladsaxe ringvej har fået Københavns amts politikeres bevågenhed, og amtets embedsmænd ser gerne, at hastigheden sættes ned fra 80 km i timen til 70 for at reducere antallet af trafikulykker.
Det drejer sig om en strækning på cirka fem kilometer fra Buddinge-rundkørslen til Mileparken i Herlev. Ved de andre tilstødende veje i området er hastigheden enten 60 eller 70 kilometer i timen.
 
Der kan være god logik i øge trafiksikkerheden ved vejkrydsene, det er nemlig der, at halvdelen af alle trafikuheld i amtet sker.
Krydset ved Dynamovej er et af de tre mest udsatte i amtet, hvad angår uheld, og som derfor er kommet på listen over farlige kryds i amtet.
Skønsmæssigt vil en hastighedsbegrænsning på 10 kilometer årligt spare samfundet for en lille million kroner, skønner embedsmændene i Københavns Amt, og samtidig forhindre rundt regnet tre en halv personskade hvert femte år.
 
Da krydset var på dagsordenen i det amtslige udvalg for teknik og miljø i sidste uge, blev sagen udsat til udvalgets næste møde den 25. september.

Søndagsåbent i Mørkhøj

De ansatte på lokalbiblioteket i Mørkhøj er mere end parate til at gøre en særlig indsats for at lokke flere børnefamilier til biblioteket.
I dag skal politikerne i Kultur- fritids- og idrætsudvalget tage stilling til et forslag fra personalet om at udvide åbningstiden og holde søndagsåbent på Mørkhøj bibliotek.
 
"Mørkhøj er et område, som i øjeblikket summer af til- og ombygninger, og det betyder, at rigtig mange børnefamilier er flyttet til området. Men biblioteket ligger ikke naturligt ved indkøbscentre så man kommer helt naturligt forbi om lørdagen. Og derfor har vi valgt at prioritere børnefamilier meget højt, og derfor vil vi godt have åbent om søndagen, hvor de har tid til at komme med deres børn", siger biblioteksleder Anne Kjeldsgaard.
 
Hvis politikerne i dag siger god for, at biblioteket i Mørkhøj - som forsøg - må holde åbent også om søndagen, så kommer det til at foregå hver den 1. søndag i måneden allerede fra oktober.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet