Fredag den 13. September 2002


Små partier undsiger borgmesteren

Et budgetforlig mellem de borgerlige og Socialdemokratiet i Gladsaxe?
Den mulighed er måske ikke så fjern endda.
Ifølge Radio Gladsaxes oplysninger er alle Socialdemokratiets traditionelle samarbejdspartnere nemlig tæt på at vende borgmesterpartiet ryggen.
 
De fire partier, der ved valget indgik konstitueringsaftale med socialdemokratiet; De radikale, Enhedslisten, SF og Skraldelisten er nu blevet grundigt trætte af budgetforhandlingernes udvikling.
De mener, at de borgerlige partier i byrådet allerede har fået lovning på for meget, og at der generelt er tale om en højredrejning i forhandlingerne. Det er især besparelser, som har vakt de fire partiers harme, og der er ifølge vore oplysninger tale om seks punkter, som partierne vil kræve indfriet for at fortsætte i forhandlingerne.
 
Blandt de seks punkter er et krav, at forældre ikke skal betale mere for at lade deres børn gå i skolefritidsordningen. Her er borgmester Karin Søjberg Holsts udspil, at taksterne til næste år skal stige med 150 kroner om måneden og 300 året efter. Firkløveret mener også, at der skal være flere penge til vikardækning i folkeskolen, og at der skal anlægges en cykelsti langs Vandtårnsvej i Søborg.
Hvor stejlt de fire partier vil stå på deres seks punkter, vil vise sig nu på søndag, hvor borgmesteren på ny indbyder alle otte partier til forhandlinger med Socialdemokratiet.

Patienterne svigtes, mener socialrådgivere

Københavns Amt vil svigte sygehuspatienterne, hvis den amtslige forvaltnings budgetforslag vedtages.
Det mener kredsformanden for socialrådgiverne i amtet, Laura Lauritsen.
For følger politikerne embedsmændenes anbefalinger, bliver næsten alle stillingerne som socialrådgivere på hospitalerne nedlagt.
Helt konkret vil forvaltningen reducere antallet fra 26 stillinger til 5 en halv, ud fra den betragtning, at kommunerne i amtet og de øvrige faggrupper på sygehusene kan overtage socialrådgivernes arbejde, uden at det vil gå ud over patienterne.
Den opfattelse deler Laura Lauritsen ikke:
"Patienterne bliver helt klart ladt i stikken, hvis de besparelser gennemføres. Det værste ved forslaget er, at der så ikke længere kan ydes akut hjælp for de indlagte patienter, der er i en krisesituation. Derudover vil de færreste være i stand til at kontakte deres hjemkommuner for rådgivning, på grund af deres fysiske eller psykiske tilstand", siger Laura Lauritsen og fortsætter: "Socialrådgiverne i kommunerne har gode, faglige kvalifikationer, men har ikke erfaring inden for dette specialiserede område, som vi varetager".
Laura Lauritsen kan ikke forestille sig, at plejepersonalet kan overtage mere arbejde, fordi de er yderst pressede i forvejen.
Og så understreger hun i øvrigt, at hendes kritik ikke er et forsøg på at fastholde faglige grænser, men er et udtryk for bekymringer på patienternes vegne. Hun henviser til, at andre organisationer, heriblandt Ældre Sagen, også har udtrykt kritik over for spareplanerne. Den frygter nemlig, at nedlæggelsen af socialrådgiverstillingerne vil gå ud over de ældre patienter.

AB skaber røre

Sig navnet … AB - og der kommer uro på byrådspladserne i Gladsaxe.
Om det så handler om sponsoraftaler, storstilede projekter om et renoveret sportscenter eller, som det var tilfældet ved byrådsmødet i onsdags; vandinddæmning på AB s anlæg på Skovdiget i Bagsværd.
Ikke alene er det noget, der virkelig kan løsne tungebåndet hos de fleste lokalpolitikere, det er også et emne, der skaber politisk forbrødring på tværs af partierne.
Formanden for kultur, fritid og idrætsudvalget, Peter Nielsen fra socialdemokratiet, fik opbakning både fra Venstre og Det konservative Folkeparti, da han sagde:
"Det handler om, at vandet skal inddæmmes på ABs baner, hvordan kan det nogensinde være en fordel for klubben? Det er dog mageløst, at vi snakker om en spunsvæg og vupti, bliver det vendt til at AB har snablen nede i kommunens kasse".
Men trods borgerlige sympatierklæringer fik Peter Nielsen ikke opbakning fra sin egen partifælle, John Althoff Andersen:
"Vi har fået at vide, at der er grundejere der har klaget. Men hvem er det, hvor mange drejer det sig, det har jeg ikke kunne få oplysninger om. Og så handler denne her sag altså om at få vandet ledt væk fra banerne", sagde han, da der i onsdags var byrådsmøde.
 
Efter flere glødende indlæg vedtog byrådet med et flertal på 22 medlemmer at betale godt 1.4 millioner kroner for at sætte en tre meter dyb spunsvæg ned langs med hele baneanlægget og en stenfaskine, der er forbundet til afløbssystemet. Det skulle med stor sikkerhed holde overfladevandet indenfor ABs anlæg, som det hedder i forvaltningens oplæg.
John Althoff Andersen og Dansk Folkepartis to medlemmer stemte imod forslaget.
Tilhængerne af forslaget ser gerne, at anlægsarbejdet går i gang hurtigst muligt, så det kan være færdigt inden vinter.

Fælles idrætsdag for skolerne

Hører man til dem, der elsker sport, især når det udføres af andre, så er der rig lejlighed til at kigge i dag, når 2000 skoleelever fra Gladsaxe tørner ud på idrætsdagen.
Selv om idrætsdagen er en tradition i kommunen, så er der i år også fornyelse.
For første gang er det nemlig en fælles dag for alle sjette til niende klasser, der samles på og i Gladsaxe Sportscenters område.
 
Benny Frederiksen er lærer på Høje Gladsaxe Skole og med til at tilrettelægge skolernes idrætsdag.
"Idrætsforeningerne har ikke kunne afsætte ressourcer til det frivillige arbejde i år, og normalt arrangerer de jo selv rundt omkring kampe. Men vi har så samlet det et sted, for på den måde møder eleverne hinanden, også fra andre skoler, og kan være sammen om aktiviteterne på banerne og hygge sig med det sportslige", siger Benny Frederiksen fra Høje Gladsaxe Skole.
 
I alt 276 hold er tilmeldt til turneringer indenfor ni idrætsgrene og så kan alle deltage i en stafet på fem gange to kilometer.
Og ingen sportsturneringer uden kvalificerede dommere. I dagens anledning er det 10. KlasseCenterets idrætslinie, der har meldt sig frivilligt til den til tider utaknemmelige opgave. I alt vil 65 dommere og hjælpere se til, at ro og orden overholdes på banerne.
Idrætsdagen udspiller sig fra klokken 9 til 15 i dag, ved Gladsaxe Stadion og Gladsaxe sportscenter.

Tilfredse venner

En delegation fra Gladsaxes grønlandske venskabsby Narsaq er lige nu på besøg i Gladsaxe, blandt andet for at deltage i et officielt venskabsbymøde, som blev holdt på Gladsaxe rådhus torsdag eftermiddag. Her blev der udvekslet erfaringer med bl.a. personaleudveksling mellem Gladsaxe og Narsaq og et treårigt forsøg med udveksling af skoleelever, ligesom der blev lagt planer for kommende aktiviteter i venskabsbysammenhæng.
 
"Det er en glæde for os, at samarbejdet det fortsætter, og at vi gensidigt er tilfredse med det samarbejde vi hidtil har haft og er åbne for at videreudvikle det. Det synes jeg er en god ting", sagde Kista Lynge Høegh, suppleant i økonomiudvalget i Narsaqs kommunalbestyrelse.
Hun foreslog bl.a. på mødet at der, for at styrke venskabsbysamarbejdet yderligere, bliver oprettet en venskabsbyfond som både Narsaq- og Gladsaxeborgere kan søge.
 
Den næste uge i Gladsaxe kommer i øvrigt til at stå i Grønlands tegn. Fra på mandag og hele ugen vil der være musik og optræden over hele byen og udstillinger med kendte grønlandske kunstnere.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet