Tirsdag den 17. September 2002
De svage grupper rammes
- Den budgetaftale, som Socialdemokratiet
sent søndag indgik med den borgerlige fløj, har en
social slagside, mener Dansk Folkeparti, der ikke selv er
med i forliget.
- Ifølge Klaus Kjær bliver de svageste
grupper ramt af den aftale som borgmesterpartiet har
indgået med Venstre, Det Konservative Folkeparti og CD.
"En stigning i SFO-priserne går ud over
børnefamilierne, pensionister rammes af prisstigninger
for tøjvasken og også de handikappede vil mærke
konsekvenserne af denne aftale", siger han.
- Klaus Kjær mener, der er plads til
skattelettelser, uden det behøver at gå ud over de
nævnte grupper.
- Han er nu i gang med et ændringsforslag
til borgmester Karin Søjberg Holsts budgetforslag, men
med et solidt flertal bag borgmesteren, er der ikke
udsigt til, at 2. behandlingen af budgetforslaget vil
ændre meget på den nuværende aftale.
-
- I den borgerlige lejr er der nemlig
udbredt tilfredshed med aftalen, selv om Det Konservative
Folkepartis Lars Abel indrømmer, der er blevet slugt et
par kameler.
- "Det vigtigste er, at vi får en
skattelettelse. Godt nok ikke så høj, som vi kunne have
ønsket den, men trods alt en lettelse. Og så glæder
det mig, at aftalen får bred opbakning. Det havde da
været rart, hvis endnu flere havde været med, men vi
kan godt være tilfredse med, at 18 byrådsmedlemmer er
med. Om vi skal danse af glæde, er lidt for tidligt at
sige", konstaterer Lars Abel fra Det Konservative
Folkeparti.
-
- Ud over Dansk Folkeparti er alle
Socialdemokratiets konstitueringspartnere nu uden for
indflydelse, til trods for, at det ikke er et år siden,
at de samme partier delte magten og udvalgsposterne
imellem sig efter kommunalvalget i november sidste år.
- Budgetforhandlingerne fortsætter
officielt til oktober, hvor de 25 byrådsmedlemmer holder
møde igen.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet tirsdag)
Integration til gruppediskussion
- Integration og folkeoplysning, er det
muligt, spørger børne- og kulturforvaltningen i
Gladsaxe, når den om godt en uge inviterer til møde med
foreningslivet.
- For tiden er der indbydelser ude til
blandt andre foreninger, byrådsmedlemmer,
ungdomsklubber, fritids- og ungdomsklubber, folkeskoler
og aftenskoler. Og selv om kun cirka 20 foreninger har
tilmeldt sig, er fritidskonsulent Ivan Klitte ikke
nervøs.
- "Der er altid mange, der tilmelder
sig i sidste øjeblik, så vi skal nok nå at komme op
på de omkring 125 deltagere, vi satser på", siger
han.
-
- Sidste frist for tilmelding er i morgen,
onsdag den 18. september og selve mødet er onsdagen
efter, altså den 25. september.
- Det radikale folketingsmedlem Naser Khader
holder oplægget efter en velkomst af formanden for
kultur- fritids og idrætsudvalget samt
folkeoplysningsudvalget, Peter Nielsen fra
Socialdemokratiet. Efterfølgende lægges der op til
gruppediskussion mellem deltagerne om folkeoplysning og
integration. Ved fremlæggelsen fra grupperne vil det
desuden være muligt at stille spørgsmål til
folkeoplysningsudvalget, lige som det også er tilfældet
med Naser Khaders foredrag.
- Og så er det i øvrigt ved samme
lejlighed, at borgmester Karin Søjberg Holst overrækker
årets ungdomslederpris.
Usikkert verdensmesterskab i roning
- Det internationale roforbund har tildelt
Danmark, nærmere bestemt Bagsværd sø,
verdensmesterskaberne i roning i år 2005.
- Fire nationer havde budt ind på
mesterskaberne, men valget faldt på et møde i Lausanne
i Schweiz tidligere på sommeren altså på Danmark.
-
- Der er blot det problematiske i valget, at
robanerne måske slet ikke er nået at blive oprenset,
så der er tilstrækkelig dybde under bådene til
internationale regattaer.
- Med for lille vanddybde bliver der ved
åretagene usikre strømforhold, og mesterskaberne kan
ikke godkendes.
-
- Dansk Forening for Rosport har bedt
Gladsaxe kommune om at få tidsterminerne for
oprensningen at vide, men da en licitation på projektet
tidligst kan være gennemført til februar, så svømmer
det hele, ikke mindst mesterskabsarrangementet i 2005,
bogstaveligt talt lidt i øjeblikket.
- Et verdensmesterskab skal planlægges i
god tid, og derfor kan usikkerheden omkring
oprensningsprojektet betyde, at det internationale
roforbund ender med at vælge et andet land.
Borgerliste: Kommune vildleder
- Gladsaxe kommune har bevidst forsøgt at
vildlede borgerpartiet Gladsaxelisten i en sag om
bevilling af penge til oprensning af Bagsværd sø.
- Det mener i hvert fald listen selv, der nu
vil have ombudsmanden til at undersøge forholdene.
-
- Gladsaxelisten mener, at kommunen har
igangsat oprensningsprojektet under falske
forudsætninger, fordi en af samarbejdsparterne,
Københavns amt, ikke havde givet tilsagn om økonomisk
medvirken på beslutningstidspunktet.
- Dermed handler kommunen i strid med
byrådets beslutning om at bruge 30 millioner kroner til
oprensning, mener listen en forudsætning er
nemlig, at både amt og nabokommune Lyngby-Taarbæk
medvirker finansielt.
- Det har de to parter så siden meddelt, at
de gør.
-
- Gladsaxelisten mener, at begrebet om god
forvaltningsskik er overtrådt og har, som nævnt, sendt
sagen videre til ombudsmanden.
Istiden kom til Gladsaxe
- Under overværelse af en masse børn fra
Gladsaxe, med grønlandske flag viftende omkring sig,
blev Narsaq-ugen indviet på Gladsaxe Rådhusplads.
- Det skete med placeringen af et fem tons
tung isbjerg, der i går blev bugseret ind på pladsen i
en container og derefter med en line fra en traktor
trukket ud af containeren. Så kunne interesserede børn
i alle aldre pille og røre ved den store isklump, der
var kommet til Gladsaxe fra de grønlandske venner.
-
- Kan man gætte, hvor meget af isbjerget,
der er tilbage på fredag, og i øvrigt svare rigtigt på
en række andre spørgsmål, der findes i det officielle
program, kan man deltage i lodtrækningen om en masse
gevinster, blandt andet en sælskindspels.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet tirsdag)
Hør
mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet