Onsdag den 25. September 2002


Amt: Besparelser på social, sundhed og undervisning

300 millioner, der skal spares på et budget – det er ikke det mest optimale udgangspunkt.
Alligevel står der et massivt flertal bag forliget om de næste års budget i Københavns amt, her i blandt socialdemokraterne og de konservative.
 
Amtsrådsmedlem Preben Andersen, der er valgt for socialdemokratiet i Gladsaxe, siger: "Jeg er glad for, at genoptræningscentret Montebello i Spanien kan fortsætte og for oprustningen indenfor psykiatriområdet. Omvendt er det ikke godt med nedskæringerne på handicapområdet og voksenundervisningen, selvom vi lokalt i Gladsaxe kan være glade for at få placeret et af centrene".
 
Det konservative amtsrådsmedlem Lars Abel fra Gladsaxe har denne kommentar til budgetforliget i amtet: "Der er ikke meget at råbe hurra for, når vi skal lave budget med 300 millioner i besparelser. Jeg er glad for, at vi står så mange bag forliget, selvom det er trist at skulle spare på socialområdet og VUCerne".
 
De 300 sparede millioner kroner hentes indenfor sygehusområdet, brugerbetalingen på amtets institutioner sættes i vejret til det maksimale, ørelægevagten i Ballerup nedlægges, antallet af VUC-centre halveres og så rationaliseres der i administrationen.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Overfaldet i egen bolig

En 31-årig mand med tilknytning til rockermiljøet blev i går af Gladsaxe Byret idømt 50 dages ubetinget fængsel for at have brækket næsen på en anden mand.
Episoden fandt sted juni i år i en lejlighed på Juni Alle, som den tiltalte brød ind i klokken halv fem om morgenen ved at smadre en rude.
Her slog han den søvndrukne beboer flere gange med knytnæven, hvoraf mindst to slag ramte i ansigtet og forårsagede en brækket næse og en masse blod.
 
Baggrunden for indbruddet var angiveligt, at offeret skyldte tiltalte penge. Hvor stort et beløb det drejede sig om, svæver lidt.
Offeret selv mente, der var tale om små 1.000 kroner, men fortalte i retten, at tiltalte under indbruddet havde sagt; "Nu skylder du klubben 10.000 kroner." Klubben skulle ifølge ham være Red and White – en støttegruppe til Hells Angels – som tiltalte er prøvemedlem af.
 
Den tiltalte nægtede et hvert kendskab til indbruddet og overfaldet. Når han alligevel befandt sig på samme skadestue, på samme tid som offeret, med blod over det hele og var skåret i skinnebenet, så skyldtes det et uheld, som han havde haft under en druktur et andet sted.
Men selv om han nægtede sig skyldig, modtog han dommen efter en kort konference med sin forsvarer.

Radikale tror ikke på ændringer

Det Radikale Venstre i Gladsaxe tror ikke på ændringer i budgetaftalen.
Det løb er kørt, mener partiets enlige byrådsmedlem, Lis Smidsholm, der derfor ikke er kommet med et ændringsforslag til borgmesterens budgetudspil:
"Det ændrer ikke en døjt. Den eneste grund til at komme med et ændringsforslag skulle være at markere overfor borgerne, at vi er utilfredse med de urimelige punkter i budgetaftalen. Men det gør vi via pressen, og når vi er i direkte kontakt med borgerne", siger Lis Smidsholm og fortsætter: "Der er mange gode ting i aftalen, men der er altså også et par stykker, som vi ikke kan gå ind for".
 
Der er især tre punkter i budgetforliget, hun ikke kan stemme for; stigningen i SFO- taksterne på 150 kroner om måneden, skattelettelsen på 0.1 procent, og at forligsparterne ikke vil bruge godt en halv million kroner på at bygge en skaterpark, som børnebyrådet foreslog, da de sidst prøvede at være byrådspolitikere.
 
Selv om Det Radikale Venstre ikke er kommet med et skriftligt ændringsforslag, understreger Lis Smidsholm, at hun fra byrådets talerstol vil gøre opmærksom på den radikale holdning til budgetaftalen, når byrådet mødes næste gang.
Det sker den 9. oktober, hvor de 25 medlemmer skal drøfte netop budgetforliget mellem Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og CD. De øvrige partier, der ikke er med i forliget, har, i modsætning til de radikale, indgivet skriftlige ændringsforsalg.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Årets ungdomsleder kåres

153 mennesker har meldt deres ankomst, når folkeoplysningsudvalget i Gladsaxe i aften inviterer til det årlige møde med det lokale foreningsliv.
Udover foreningerne er det repræsentanter fra aftenskoler, forvaltning, skoler, fritids- og ungdomsklubber og Gladsaxes byrådsmedlemmer, der mødes på rådhuset.
Temaet for dette års møde er "folkeoplysning og integration – er det muligt?"
Til at belyse det, kommer det radikale folketingmedlem Naser Khader med et oplæg, og derefter er der lagt op til gruppediskussioner blandt deltagerne. De diskussioner bliver sidst på aftenen fremlagt under en seance, der også giver mulighed for at stille spørgsmål undervejs.
Og så er det i øvrigt ved samme lejlighed, at årets ungdomslederpris bliver overrakt.

Skraldemand giver igen på kritik

Ole Rasmussen fra Skraldelisten er efterhånden blevet godt gal i skralden på nogle af sine byrådskolleger i Gladsaxe.
Senest har den konservative Henrik Sørensen vakt skraldemandens vrede, da han i går her på stationen i partiets ugentlige kommentar, kom ind på renovationsfirmaet HCS, der for et halvt års tid siden overtog renovationen i kommunen.
Henrik Sørensen sagde, at renovationen er gået glat, efter HCS har overtaget opgaven efter Ole Rasmussens firma Christianslyst, og at der ikke er grund til at være ked af den ordning, der oven i købet er seks millioner kroner billigere.
Henrik Sørensen ræsonnerer derfor, at Ole Rasmussen må tjene andre interesser end borgernes. Og det er især det sidste, der falder Ole Rasmussen for brystet:
"Jeg går kun det ærinde, at HCS skal overholde de aftaler, de har indgået med kommunen, det drejer sig hverken om fagforening eller noget andet. Og så passer det altså ikke, at Gladsaxe årligt sparer seks millioner kroner, ved at HCS har renovationen. Christianslyst kom med et tilbud, der lå tre millioner under den pris, kommunen hidtil havde givet. Og så var der i øvrigt andre vognmænd end Christianslyst, der sagde, at det tilbud, HCS kom med, ikke kunne lade sig gøre i praksis", siger Skraldelistens byrådsmedlem Ole Rasmussen.

Nye lyttere via kabel

Så er der godt nyt til Radio Gladsaxes gamle og nye lyttere i Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Værløse og Søllerød kommuner.
Fremover vil de nemlig også kunne fange radioens signal på hybridnettet, eller kabel-tv-nettet, på 95,2, lige som borgerne i Gladsaxe har kunnet det i årevis.
Årsagen er TDC, der ændrer på antallet af centraler i området.
Desværre betyder det også et farvel til kabelkunderne i Herlev og Ballerup, der dog stadig kan fange det æterbårne FM-signal på 100,9.
For lytterne i Gladsaxe sker der ingen ændringer.
Men velkommen til de 170.000 mulige nye lyttere i Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Værløse og Søllerød.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet