Mandag den 30. September 2002
Ø: Gladsaxe skal have elsparehjælp
- Nu skal der gøres noget ved Gladsaxe
Kommunes strømforbrug. Det skal sættes ned. Og dét
kræver hjælp, mener i hvert fald enhedslistens
byrådsmedlem.
- Som vi fortalte i Nyhedsmagasinet i
fredags, så ligger kommunens energiforbrug lige nu endda
et godt stykke over landsgennemsnittet. Det afslører
resultatet at elselskabernes konkurrence "Årets
elsparekommune" som blev offentliggjort i sidste
uge. Ud af 136 deltagende kommuner blev Gladsaxe placeret
som nummer henholdsvis 45 og 115. Og dét har fået flere
politikere til at reagere, blandt andet enhedslistens
Emilce Nielsen, der nu foreslår, at kommunen melder sig
ind i Elsparefondens A-klub.
-
- "Det er en klub, som hjælper
kommuneren med gode råd, med økonomisk rådgivning og
med en stor viden om energibesparende
foranstaltninger", fortæller Emilce Nielsen, der
ikke er specielt overrasket over kommunens store
elforbrug. "Vi har talt om det her og vi har fået
nogle rapporter om, hvor dårligt det står til. Men vi
kan gøre noget ved det. Og i en kommune så stor som
Gladsaxe kan vi få en meget stor besparelse".
-
- Emilce Nielsen har før foreslået, at
Gladsaxe tilslutter sig Elsparefondens A-klub.
- Det var i byrådet i november sidste år,
og dengang overgik sagen til behandling i miljøudvalget
- uden at det har ført til nogen henvendelse til
Elsparefondens A-klub. Og nu genfremsætter Emilce
Nielsen altså sit forslag i byrådet.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)
Skuffet formand: Politikere tager ikke integrationsrådet
seriøst
- Når der til december er om-valg til
integrationsrådet i Gladsaxe, så er det ikke kun
repræsentanter for indvandrer- og flygtningemiljøet,
men alle gladsaxeborgere med interesse for
integrationsarbejde der kan stille op.
- Én der med sikkerhed ikke er blandt
kandidaterne, er rådets fungerende formand, Azam Javadi.
- "Jeg er ret skuffet over den måde,
Gladsaxes politikere tænker på. Jeg mener, at den
største forudsætning for integration er ligestilling.
Og den måde borgere med anden etnisk baggrund blev
behandlet på under valgproceduren til
integrationsrådet, synes jeg ikke var værdig. Der er
gået knuder og politik i det, og det er derfor, jeg ikke
gider bruge mere tid på et arbejde, ingen tager
seriøst".
-
- Azam Javadi var blandt de 14 der i
foråret blev valgt til integrationsrådet.
- Men siden blev valget erklæret ugyldigt,
fordi der opstod tvivl om, hvem der kunne stille op. Og
først for tre uger siden blev politikerne altså enige
om de nye valgregler, som også fik grønt lys i det
fungende integrationsråd i sidste uge.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)
Kvinde slog i fuldskab
- En kvinde fra Dickens Alle i Søborg var i
fredags i Gladsaxe Byret, fordi en anden kvinde havde
anmeldt hende til politiet.
- Kvinden var sigtet for at have slået den
anden, da de i fuldskab var blevet uvenner på det
nærliggende værtshus "Toppen" i april i år.
Efter de var taget hver til sit, ringede de til hinanden
og skændtes videre, hvilket endte med, at sigtede mødte
op i den andens lejlighed. Hun forklarede i retten, at
den anden havde opfordret hende til at slås, og at hun
derfor havde slået ud med flad hånd, og dermed givet
kvinden en lussing. Den anden kvinde mente derimod, at
hun var blevet slået med knytnæve, og desuden havde den
sigtede senere truet hendes to børn og hende selv på
livet.
-
- Den sigtede havde erklæret sig skyldig i
at slå med flad hånd, men den anden del af anmeldelsen
nægtede hun et hvert kendskab til.
- Da det kom frem i retten, blev sagen
udsat, fordi det rent proceduremæssigt var anlagt som en
tilståelsessag. Og da kvinden ikke tilstod det hele, er
sagen nu sat i bero, indtil der er foretaget en
mentalundersøgelse af hende. Anklageren vil så, blandt
andet på den baggrund, vurdere, om sagen skal for igen.
- I retten fortalte kvinden, at hun i et år
har drukket heftigt, men at hun "vågnede op",
da politiet afhørte hende i juni. Hun har ikke drukket
siden, er nu på antabus og forsøger at finde en ny
omgangskreds.
Trafikpolitikere på studietur
- Bekæmpelse af trafikstøj bliver en af de
helt store arbejdsopgaver for Gladsaxes trafik- og
teknikudvalg det næste år.
- Og for at ruste sig til den opgave, ja så
pakker trafikpolitikerne til oktober kufferten og tager
på studietur til Berlin.
- "Vi vil gerne se nogle eksempler på,
hvordan man laver støjbekæmpelse. Det er et af de helt
store, måske det største emne i udvalget, vi skal bl.a.
behandle en støjplan til november, så derfor er det
rart at få noget inspiration", fortæller
udvalgsformand, Peter Brooker.
-
- Udover at nærstudere en række
forskellige projekter til bekæmpelse af trafikstøj, så
skal trafik-og teknikpolitikerne også se på eksempler
på smukke torve og pladser når de sidst i oktober tager
på studietur til Charlottenburg-Wilmersdorf i Berlin.
AB på observationsliste
- Fodboldklubben AB er nu blevet overført
til observationslisten på Københavns Fondsbørs.
- Det sker, efter at klubben i sidste uge
offentliggjorde sit årsregnskab.Et regnskab der vidner
om en økonomisk trængt klub med et stort underskud på
21 millioner kroner.
-
- De røde tal på bundlinien skyldes især
dalende sponsorindtægter, bl.a. mangler klubben stadig
en hovedsponsor, men AB forventer at have en aftale med
en ny hovedsponsor i hus i løbet af indeværende sæson.
- Sidste år kunne AB præsentere et
rekordstort underskud på 37 millioner, siden da er
klubbens omsætning steget markant, især har AB haft
stor succes med salg af spillere, og derfor er
underskuddet i år på "kun" 21 millioner.
CD får ny formand
- Centrumdemokraterne i Gladsaxe har fået
ny formand. Det skete på en generalforsamling i sidste
uge.
- En overrasket men glad
Martin Mouritzen siger:
- "Jeg vil i hvert fald forsøge at
arbejde for at få flere unge ind i CD, så vi får et
mere aktivt parti hvor der indgår flere unge. Og så vil
jeg prøve at være med til, sammen med vores
byrådsmedlem, at være mere aktiv i den politiske proces
i Gladsaxe", siger den nye formand.
-
- Centrumdemokraterne i Gladsaxe tæller i
øjeblikket et sted imellem 60 og 80 medlemmer. Derudover
er partiet repræsenteret med ét medlem i Gladsaxe
byråd.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet fredag)
Hør
mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet