Onsdag den 9. April 2003


Tvivl om antallet af ledige

Arbejdsløsheden i Gladsaxe er steget markant.

I hvert fald ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik, som fortæller, at antallet af ledige Gladsaxeborgere er steget med 20 procent det seneste år.

Men det tal vækker ikke umiddelbar bekymring hos kommunens arbejdsmarkedschef, Anders Mørk Hansen.

"Hovedårsagen er, at der er nogle fejl i indberetningen. Vi har givet nogle tal til Danmarks Statistik, og det er ikke de samme tal, vi finder her. Derfor vil jeg som udgangspunkt tvivle lidt på, om denne stigning på 19,8 % er den rigtige. Men vi vil nu undersøge nærmere, hvor fejlen ligger. Derudover kan man se, at det er de forsikre ledige, det vil sige dem, der er tilmeldt arbejdsformidlingen, der har den største stigning, og ikke de ikke-forsikre dem altså dem, som kommunen har ansvaret for. Endelig er der også nogle reelle faktorer. Den ene er, at vi er ved at omstrukturere vores aktiveringsindsats, og det gør, at der kommer til at figurere flere på en ledighedsstatistik i en kort periode, fordi der er lidt færre i aktivering", siger arbejdsmarkedschefen.

(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)


Indskærper støjgener

Gladsaxes trafik- og teknikudvalg holdt i går aftes ekstraordinært møde med ét eneste punkt på dagsordenen, nemlig hvordan trafikministeriet kan overbevises om, at støjen ved motorring 3 skal reduceres mere, end hvad det statslige Vejdirektorat har planer om.

- Vi blev enige om at indskærpe overfor trafikministeriet, at det handler om 2.000 boliger og 5.000 mennesker, der bliver generet voldsomt af støjen. Og så har vi bedt trafikministeren om et møde, hvor borgerne forhåbentligt også dukker op, men han har en meget travl kalender. Men borgmesteren og udvalgsformanden har bedt om foretræde for Folketingets trafikudvalg, og så håber vi, at politikere derfra vil deltage i et borgermøde her i Gladsaxe, siger Peter Brooker, formand for trafik- og teknikudvalget i Gladsaxe.

SF, Venstre og Socialdemokraterne stemte for svaret til trafikministeriet, mens Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti undlod at stemme.


Svindel fra Thailand

En 46-årig formodet svindler er stadig efterlyst af politiet i Gladsaxe.

Manden, der er dansk, opererer fra Thailand, hvorfra han annoncerer efter folk, der vil indgå i sociale projekter i Thailand. Det kan eksempelvis være undervisning af børn.

Personerne skal indbetale et depositum for flybilletter og for en rundrejse i Thailand, som ifølge annoncen er inkluderet.

Men hverken de sociale projekter eller rejserne er blevet til noget, og politiet har siden 2001 modtaget 23 anmeldelser om bedrageri på den 46-årige. Den seneste blev afleveret i mandags.

"Vi har efterlyst manden i Danmark, så hvis han dukker her, så vil han blive anholdt. Men vi vil ikke sende en anholdelsesbegæring til Thailand, selvom vi ved, at det er der, manden opholder sig", siger Henning Nielsen, der er chef for bedrageriafdelingen.

"Hvis han fx sidder fængslet i tre måneder i Thailand, mens udleveringsforhandlingerne foregår, og måske kommer hjem til en betinget dom, så står vi med en større erstatningssag. Vores juridiske afdeling anbefaler derfor, at vi nøjes med efterlysningen her i landet", siger Henning Nielsen.

Den første anmeldelse mod den i dag 46-årige mand kom fra en pensioneret skoleinspektør i Gladsaxe. Den seneste anmeldelse kommer fra en norsk kvinde.

Siden 2001 er det lykkedes manden at lokke mere end 130.000 kroner ud af velmenende, og måske også godtroende, mennesker.


Byråd debatterer bebyggelsesprocent

Nyt boligbyggeri i området ved Tinghøjvej, servicestrategi for Gladsaxe kommune og håndtering af privates udfordringsret. Der er lagt op til debat, når byrådet mødes i aften på Gladsaxe rådhus.

Her skal de folkevalgte blandt andet førstebehandle et forslag til kommuneplantillæg, der gør det muligt at bygge boliger i området syd for Tinghøjvej. Spørgsmålet er, hvor mange boliger der skal opføres, og hvor høj bebyggelsesprocenten bliver. Forvaltningen har til mødet opstillet to alternativer med en bebyggelsesprocent på henholdsvis 75 og 90, som politikerne skal tage stilling til.

Byrådet skal i aften også vedtage en ny servicestrategi for Gladsaxe kommune, som blandt andet betyder, at elever og deres forældre fra 2005 får helt frit skolevalg.

Radio Gladsaxe transmitterer som altid direkte fra mødet fra klokken 18, med genudsendelse torsdag formiddag.


Nye udfordringer i skolen

Folkeskolerne er inde i en omskiftelig tid, ikke mindst fordi regeringen er i gang med at planlægge en ændring af folkeskoleloven, som skal have virkning fra august i år.

Og det stiller Gladsaxes skolevæsen overfor nye udfordringer, siger børne- og kulturdirektør, Svend Erik Haase:

- Det er især indenfor to områder, der sker ændringer; forældrene skal vænne sig til, at deres børn bliver bedømt udfra trin og at de færreste elever kan opfylde alle kravene, og så skal eleverne have tidligere engelskundervisning og flere naturfaglige timer, siger børne- og kulturdirektør i Gladsaxe kommune Svend Erik Haase.


Kammermusik og jazz hitter i Gladsaxe

Randers Kammerorkester og jazz er tilsyneladende sikre publikumstræffere i Gladsaxe.

I hvert fald ser det nu ud til, at randrusianerne de næste tre år skal stå for den musikalske del af den traditionsrige nytårskoncert i Høje Gladsaxe skoles festsal.

Jazzen ser ligeledes ud til at have fået tag i de kommunale arrangører, og publikum. Derfor lægges der op til at fortsætte med de mini-jazzfestivaler, der har været arrangeret de seneste par år i Aldershvile Slotspark.

Kulturpolitikerne i Gladsaxe skal diskutere den kommunale koncertvirksomhed, som også inkluderer musikpriskoncerten. Og den skal der slås mere på tromme for ved blandt andet at lave en quiz med en lokalavis og ved et større opsøgende arbejde på musikskolen, gymnasierne og seminarierne.

Der er afsat godt 350.000 kroner om året til koncerterne og parkunderholdningen.