Fredag den 25. April 2003


Beskeden bod til lærere

Gladsaxe kommune slipper med en bod på 7.000 kroner for at udbetale undervisningstillæg for sent til lærere på tre skoler i kommunen.
Det afgjorde arbejdsretten i går eftermiddags i en sag mellem Gladsaxe, repræsenteret af Kommunernes Landsforening, og Lærernes Central Organisation.
Lærerne havde ellers krævet bod på 100.000 kroner dels for at tillæggene blev udbetalt for sent, tilbage i 2000, men også fordi aktivitetsplanerne var forsinkede på grund af et nyt edb system.
 
Lærernes faglige organisation har vurderet, at det har berørt omkring 20.000 lærere på landsplan, og afgørelsen i går har derfor stor principiel betydning, da det formentligt betyder, at andre kommuner slipper for enten blive indklaget for arbejdsretten eller indgå forlig.
 
Gladsaxe kommunes børne- og kulturdirektør Svend Erik Haase betragter afgørelsen som en næsten total frifindelse af Gladsaxe, dels fordi det krævede beløb på 100. 000 kroner blev til beskedne 7.000, dels fordi kommunen helt blev frikendt for at have forsinket aktivitetsplanerne.

Boliger i tv-byen

Gladsaxe fattes boliger, det er i hvert fald flere politikeres opfattelse, og nu er også SF kommet på banen med hvor, man skal kigge efter egnede områder til at bygge boliger.
Partiet forslår nemlig til næste byrådsmøde, at det skal undersøges nærmere, om der kan bygges boliger på området, der huser tv-byen, siger Peter Brooker.
 
"Der ledes jo med lys og lygte efter egnede områder til boliger, og der er tv-byen en oplagt mulighed. Vi er ikke så dogmatiske, at vi vil kræve, det kun skal være alment nyttigt boligbyggeri, men vi ser da gerne at det bliver boliger, der ligger i den billige ende, men det kan sagtens være en blanding af almentnyttigt og villaer", siger Peter Brooker fra SF.
 
Forslaget om at undersøge muligheden for at bygge boliger ved tv-byen bliver drøftet på næstkommende byrådsmøde den 14. maj.

Genbrugsplads fortsat lukket

Gladsaxes genbrugsplads er er indtil videre stadig lukket på grund af strejke blandt chaufførerne fra affaldsselskabet SITA.
 
Chaufførerne holder her til morgen fagligt møde, og først her vil de beslutte, om de vil genoptage arbejdet. I så fald forventes det, at pladsen åbner igen mellem klokken 12 og klokken 14.
Vælger chaufførerne derimod at fortsætte arbejdsnedlæggelsen, har det umiddelbart lange udsigter at komme af med sine effekter.
 
Det har ikke været muligt at opklare, hvad chaufførerne er utilfredse med, blandt andet fordi ledelsen i SITA nægter at kommentere strejken, og fordi chaufførernes faglige organisation, Renovationsarbejdernes Fagforening Storkøbenhavn er til affaldskonference.

Ungarnske venner beder om hjælp

En delegation fra Gladsaxes ungarnske venskabsby Vezprém er i disse dage på besøg i Gladsaxe.
Besøget skal bl.a. bruges til at drøfte det fremtidige samarbejde de to byer imellem, og på et møde på rådhuset torsdag eftermiddag benyttede Vezpréms borgmester, Lazlo Diossy, lejligheden til at bede Gladsaxe om hjælp i forbindelse med Ungarns kommende medlemskab af EU.
 
"Det er meget vigtigt for os, at få så mange informationer som overhovedet muligt mht hvordan EU fungerer. Det betyder meget for os, at høre om de erfaringer venskabsbyerne har gjort med EU", siger borgmester, Lazlo Diossy.
 
Ved en folkeafstemning i Ungarn for kort tid siden stemte 85 procent "ja" til medlemskab af EU.
Ungarns medlemsskab træder i kraft til maj næste år.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Tricktyve på spil

Gladsaxe politi advarer nu mod tre-fire tricktyve, der har huseret i Gladsaxe de seneste dage.
Tyvene går efter ældre mennesker i almennyttige boliger og udgiver sig for at være kontrollanter fra boligselskabet, der skal se efter elmåleren.
Mens en af tyvene studerer måler sammen med den ældre beboer, så endevender de øvrige tyve hele lejligheden og medtager alt af værdi.
 
Onsdag gik det ud over beboere på Værebrovej og Kildebakkegårds Allé, og i går var tyvene så formastelige, at de udførte tyverierne lige udenfor politistationens vinduer, nemlig på Kontorvej og Fremtidsvej.
 
Tyvene, tre mænd og en kvinde, bliver af politiet beskrevet som "sigøjnertyper", altså formentlig lettere mørke i huden.

Karl Jensen - USA

Karl Jensen – så kan det næsten ikke blive mere dansk. Men manden bag navnet er i denne sammenhæng en amerikaner fra staten New Jersey, der i denne tid søger sine danske slægtninge, der har boet i Bagsværd.
 
Karl Jensen er i besiddelse af et skolebillede fra Bagsværd Kostskole, hvor en bedstemor på et tidspunkt har gået. Og via kostskolen er amerikaneren kommet i kontakt med Gladsaxe kommunes lokalhistoriske afdeling, hvor arkivar Charlotte Voss blandt andet har kunnet opstøve disse oplysninger til den nysgerrige slægtsforsker fra USA: "Vi har kunnet fortælle manden, at bedstemoren boede i et af de sidste bindingsværkshuse i Gladsaxe. Det blev revet ned i 1987, var på 50 m2 med oprindelig toilet og brændeskur i gården. Siden blev der bygget lidt til, og ejeren indlagde i 60erne vand og byggede bad og toilet indendørs. Det fortalte han ikke myndighederne om, ligesom det heller ikke blev oplyst, at han fik oliefyr. Det fungerede dog ikke i tiden frem til huset blev revet ned. I stedet var der tre kakkelovne og nogle el-radiatorer til opvarmning. Men de har boet ganske mange mennesker på ikke ret meget plads".
 
Og det må man næsten sige ja til, idet Karl Jensens danske bedstemor boede sammen med forældrene og otte søskende i det lille bindingsværkshus.
Bedstemoren hed i øvrigt Helga Marie Nielsen, var datter af Bodil Hansen fra Bagsværd og Niels Kristian Nielsen fra Værløse. Og netop Værløse kommune har nu overtaget den videre forskning tilbage i Karl Jensens slægt.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet