Tirsdag den 29. April 2003


Færre demente i Gladsaxe

Der er kommet færre demente i Gladsaxe, og derfor vil kommunen nu tilbyde de ledige plejehjemspladser til handicappede borgere i stedet.
Det kan få den konsekvens, at der i en overgang både vil bo demente og handicappede på Kildegardens demensafdeling, indtil den gradvise omlægning er gennemført og hele afdelingen huser handicappede beboere.
 
Sammenblandingen af de to grupper ser den socialdemokratiske socialudvalgsformand Erling Schrøder dog ikke som et problem.
"Rosenlund har få ledige pladser på demensafdelingerne, og de demente og deres pårørende på Kildengården vil blive tilbudt en plads her, men de må også gerne blive på Kildegården, og efterhånden som pladserne på Kildegården bliver ledige, vil der så komme somatiske, altså handicappede, beboere ind i stedet, så det er ikke et problem", siger Erling Schrøder.
 
En konsekvens af den blandede beboerskare bliver også, at døren fremover ikke låses, men udvalgsformanden tror ikke, at demente på afdelingen af den grund kan fare vild: "Afdelingen ligger jo på anden sal, så det er der ingen risiko for, det havde været noget andet, hvis de havde boet i stueetagen".

Konservative vil have bedre idræt

Team Gladsaxe. Det er navnet på et projekt, der ifølge et konservativt forslag skal bringe Gladsaxe tilbage som en førende kommune indenfor idrættens verden, og det skal ske ved kommunens hjælp.
Derfor forslår partiet ved næste byrådsmøde, at kommunen skal formidle kontakten mellem idrætsforeningerne og erhvervslivet, for at den enkelte klub lettere kan få samarbejdspartnere og sponsorer, siger byrådsmedlem Lars Abel.
 
"Det har vist sig at være svært for idrætslivet at få et samarbejde med erhvervslivet, og Team Gladsaxe er først og fremmest ment som en strategiplan for det samarbejde. Alle klubberne er på sponsorjagt og spænder måske ben for hinanden. Og så er det også vigtigt at tilkendegive en politiks opbakning til idrætten, for det er vigtigt at Gladsaxe atter kommer med i DM eller måske europæisk klasse. Det er godt for idrætslivet, det er godt for de unge og derfor også godt for kommunen", siger Lars Abel.
 
Han lægger op til, at en konference i Team Gladsaxe-regi med de tre parter; idræt, kommune og erhvervsliv skal være startskuddet til et kommende samarbejde.
Forslaget er på dagsordenen, når Gladsaxes byråd samles næste gang, det er den 14. maj.

En-mandsdelegation til Folketinget

Under mottoet; "trafikken skal afvikles – og det skal støjen også" stiller byrådsmedlem for SF og formand for Gladsaxes trafik- og teknikudvalg Peter Brooker op til møde med Folketingets trafikudvalg.
Her skal han på byrådets vegne tilkendegive kommunens holdning til udvidelsen af Motorring 3 og de følgende støjgener.
 
Og missionen er klar: folketingspolitikerne skal vide, at i Gladsaxe mener man, at hvis man ikke gør noget ved støjgenerne, når vejen udbygges, dømmer man mange mennesker til trafikstøj lang tid fremover.
 
Gladsaxes borgmester er forhindret i at deltage, derfor er Peter Brooker alene om at foretræde for de 17 medlemmer af Folketingets trafikudvalg.
Til spørgsmålet om han er den rette til det, siger han: "Det ved jeg ikke. Men kernen i det, jeg skal sige, er at hvis vi ikke får dæmpet støjen nu, så bliver det næsten umuligt sener, når først vejen er udvidet. Og alt for mange mennesker bliver på den måde dømt til at blive generet mere af trafikstøjen end de 55 db, der normalt er grænsen", siger Peter Brooker, der skal til møde med Folketingets trafikudvalg den 6. maj.

Handicapdage i Gladsaxe

De lokale handicapforeninger får god lejlighed til at markere sig, når der i næste uge er handicapdage i Gladsaxe.
Lørdag den 10. maj bliver der masser af underholdning og boder på rådhuspladsen, men dagene starter allerede mandag med forskellige debatmøder og arrangementer, alle med de handicappede i fokus, fortæller Mette Olsen fra Dansk Blindesamfund.
 
"Vi håber at kunne få sat fokus på nogle vigtige temaer og måske nå ud til en lidt bredere kreds end lokalpolitikerne og dem, der sidder med det til hverdag", siger Mette Olsen.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet