Onsdag den 30. April 2003


Omfattende planer for kulturhus

En investering på 600 millioner kroner og en årlig udgift på 10 til 20 millioner kroner.
Dét er, hvad et Kulturhus vil koste Gladsaxe, fremgår det af det ideoplæg, der i går blev forelagt Gladsaxes byrådsmedlemmer.
 
I ideoplægget skitseres flere muligheder, med den mest omfattende værende et forslag, der både rummer hotel, privatboliger, underjordiske parkeringspladser, butiksareal, cafe, to koncertsale og en række andre lokaler og faciliteter i selve kulturhuset.
Uanset omfang er placeringen den samme; skal der være et kulturhus i Gladsaxe, skal det ligge ved rådhuset, ved Buddingevej og Søborg Hovedgade.
 
Alene beslutningen om at bruge godt en halv million kroner for at få udarbejdet et ideoplæg vakte intens politisk debat i byrådet, og der vil forventeligt blive endnu mere debat, når den politiske behandling for selve kulturhuset skal finde sted. Det sker formentligt under kommuneplansforhandlingerne, hvor et kulturhus blot vil være et af mange elementer i diskussionen.

Otte anholdt i narkosag

Otte blev anholdt, da Gladsaxe Politi tirsdag morgen slog til med ransagninger på ti adresser i forbindelse med en større narkosag.
Politiet siger til Ritzau Bureau, at man har efterforsket sagen i nogle måneder, men ud over at det handler om indsmugling og handel med hård narko, vil politiet ikke oplyse videre i sagen.
I går aftes var fire blevet varetægtsfængslet, mens andre fire stadig manglede at komme i grundlovsforhør.
 

Glæde over sportsforslag

To sjæle, en tanke. Formanden for idrætsforeningerne i Gladsaxe, FIG, Ole Lindskov har svært ved at afgøre, hvem, der har inspireret hvem med det konservative forslag om et Team Gladsaxe. Her skal en strategi hjælpe idrætsforeningerne med at finde sponsorer og samarbejdspartnere i det lokale erhvervsliv, og dermed skaber grobund for bedre sportsresultater.
 
Ole Lindskov har selv tidligere luftet ideen for borgmesteren og er derfor glad for, at der nu kommer et konkret forslag, som byrådet skal drøfte.
"Det vil helt sikkert hjælpe, hvis borgmesteren var bannerfører for et samarbejde, så kan man komme helt ind på de bonede gulve hos direktøren, noget, der ellers kan være svært for en idrætsforening, så jeg er helt sikkert glad for, at politikerne nu skal forholde sig til samarbejdet mellem erhvervsliv og idrætsliv. Der er jo masser af talent i klubberne, men når de begynder at komme op i de bedste rækker, bliver det svært, ikke mindst på grund af økonomien. Og erhvervslivet vil måske have nemmere ved at tiltrække medarbejdere, hvis de kan se, at der er en sammenhæng mellem et blomstrende idrætsliv og erhvervslivet", siger sportens formand, Ole Lindskov.
 
Han peger på, at virksomhederne kan støtte idrætten på andre både end ved økonomisk hjælp, eksempelvis ved at tilbyde idrætsudøvere fleksible arbejdsforhold i form af nedsat tid, så der er mulighed for at passe træningen.
 
Det Konservative Folkeparti har fremsendt Team Gladsaxe-forslaget til behandling på næstkommende byrådsmøde den 14. maj.

Bugnende kommunekasse i Gladsaxe

Gladsaxe kommune flyder måske ikke ligefrem i mælk og honning, men set i lyset af den øjeblikkelige kommunale kassebeholdning, så er det ikke langt fra.
Det er nemlig nærmest ikke til at få øje på bunden af kassen for bare millioner af gode danske skattekroner.
 
Hele 333 millioner kroner ligger og fylder op, men borgerne i Gladsaxe skal ikke regne med at få udbetalt nogen form for dividende eller på anden måde få det indbetalte retur.
 
Økonomidirektør i Gladsaxe kommune, Birgitte Husballe, siger: "Vi har nogle kæmpemæssige anlægsbudgetter i disse år og når ikke altid at bruge pengene – derfor må vi overføre fra år til år. I en kommune af denne størrelse med så mange økonomiske bevægelser frem og tilbage er det også fornuftigt at have en rummelig likviditet. Gladsaxes gode økonomi skyldes blandt andet desuden selskabsskatterne, og tænk hvis der nu skete noget på det område".

Ny hotline

En ny hotline for genbrugsbevidste gladsaxeborgere har set dagens lys.
Tit og ofte må borgerne gå forgæves med affaldet fordi glas- og papirkuberne er overfyldte, og det er et problem, fortæller Maria Bukhave fra kommunens affaldskontor.
 
"Vi har sat et telefonnummer på alle genbrugsbeholdere i kommunen. På det nummer kan man give besked, hvis beholderen er overfyldt eller der ligger affald omkring den", siger Maria Bukhave.
 
Når man ringer til den nye hotline, skal man huske at oplyse beholderens nummer og eventuelle adresse når man ringer.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Tvang overfor boligejer

Ejeren af en mindre udlejningsejendom på vejen Gedvad i Gladsaxe står til en længere fængselsstraf efter at have siddet et kommunalt påbud om nedrivning af nogle ulovligt opførte bygninger overhørig.
Sagen handler om en ulovlig havemur og formentlig også en forkert placeret garage.
 
Ejendommens ejer er to gange blevet idømt bøder i 10.000 kroners klassen samt daglige tvangsbøder på 500 kroner. Men selvom den første dom ligger snart to år tilbage i tiden, så er der endnu ikke faldet så meget som en krone i Gladsaxe politis bødekasse.
Ejeren har også undladt at betale ejendomsskatter til kommunen, men hver gang der er blevet berammet en tvangsauktion, så har han betalt, og dermed afværget auktionen.
 
Gladsaxe politi overvejer i øjeblikket at forvandle de manglende bøde- og tvangsbødeindbetalinger med en fængselsstraf. Og den kommunale byggemyndighed regner med at sætte håndværkere til at udføre nedrivning af det ulovlige på ejerens regning.
Det sker efter byggelovens paragraf om selvhjælpshandlinger.

Populære feriekolonier

Gladsaxe Lærerforenings sommerferiekolonier er blevet så populære, at foreningen hvert år må afvise op mod et par hundrede ansøgere.
 
Sidste år havde 513 elever søgt, men kun 319 kom af sted, og det er økonomien, der driller, siger koloniudvalgets formand, Poul Hansen: "Vi sender så mange af sted, som der er tilskud til. Men et problem er også, at mange vil på ophold på samme tidspunkt, nemlig udenfor forældrenes ferier, som regel i ydertidspunkterne, og det kan vi ikke klare".
 
Det koster 725 kroner at få et barn med i ni dage og 500 kroner for seks dage. Gladsaxe kommune giver et årligt tilskud på 1,8 millioner kroner til de i alt fem kolonier.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet