Tirsdag den 5. August 2003


Havefolk på overarbejde

Kolonihaveejerne i Gladsaxe har siden den 1. april været tvunget til selv at transportere deres affald fra haven til et centralt opsamlingssted.
Og det har betydet masser af problemer og masser af ekstraarbejde i Haveforeningen Smørmosen, fortæller kasserer Flemming Kamper.
 
"Bestyrelsen i haveforeningen er blevet pålagt et kæmpe stykke ekstraarbejde, fordi vi har været nødt til at sortere affaldet på opsamlingsstederne. Og så har vi forholdsvis mange ældre i denne her haveforening, og de skal køre 200 – 300 meter med deres haveaffald eller strorskrald, og det er der simpelthen nogle, der ikke kan", fortæller Flemming Kamper.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Svindel på internettet florerer

Politiet i Gladsaxe får stadig flere og flere henvendelser fra folk, der bliver udsat for bedrageriforsøg på internettet.
Senest er det gået ud over en 51-årig kvinde, der på sin mail fik den glade nyhed fra et hollandsk firma, at hun havde vundet 500.000 dollars i et lotteri.
 
Kvinden har, så vidt hun selv husker det, aldrig deltaget i sådant et lotteri, men tanken om den store gevinst fik hende til at undersøge sagen nærmere.
Hun ringede til et hollandsk telefonnummer og fik at vide, at hun blot skulle sætte et mindre gebyr ind på en nærmere angivet konto, og så ville de 500.000 blive overført.
 
Heldigvis, for den 51-årige, fattede hun alligevel tilstrækkelig mistanke, så hun henvendte sig til politiet.
Og hos Gladsaxe politi kender man vældig godt til den form for svindel, og sagen er nu videregivet til de hollandske kollegaer.

Højere skorsten hjælper ikke mod forurening

Bygning af en højere skorsten vil kun fjerne lugtgenerne fra Stenby Tryk på Transformervej i Gladsaxe, mens nedfaldet fra produktionen stadig vil ligge over miljøstyrelsens grænseværdier.
 
Det er den særlige trykkemetode, som virksomheden benytter, der danner olieholdigt fint forstøvet stof, også kaldet aerosol.
Ud over at det lugter, så er det sundhedsfarligt i de mængder, som lukkes ud fra trykkeriets skorsten.
Derfor har den kommunale miljøafdeling givet påbud om at få nedbragt forureningen, i første omgang ved at sprede udledningerne over et større område ved hjælp af en højere skorsten.
 
Men nye målinger og beregninger har altså vist, at det kun er lugten, der vil blive ført bort i de højere luftlag. Trykkeriet må derfor hurtigst muligt ud og finde en anden egnet rensningsmetode, der kan sikre, at nedfaldet holdes under grænseværdien.

Borgmesterligt jubilæum

Sød og forhandlingsvillig, følgagtig eller imødekommende.
Det er nogle af de kommentarer, som Gladsaxes borgmester, Karin Søjberg Holst, får af sine politiske modstandere i byrådet.
Om en uge er det et år siden, at hun i utide overtog borgmesterposten i Gladsaxe.
På grund af daværende borgmester Ole Andersens pludselige død blev den socialdemokratiske kronprinsesse hurtigt kørt i stilling, og den 12. august fik hun borgmesterkæden om halsen.
Og det blev blandt andet et år, hvor hun og den øvrige socialdemokratiske gruppe minus en valgte at gå til de borgerlige for at indgå budgetforlig.
 
Det blev af visse betragtet som en højredrejning af borgmesterstolen i forhold til den tidligere borgmester Ole Andersen.
Og Bjarne Rasmussen (V) erkender da også, at det har været nemmere at være Venstre i Gladsaxe byråd det sidste års tid og siger om Karin Søjberg Holst:
"Altså bortset fra hun stadig har den forkerte farve, hun er jo stadig socialdemokrat, så er vi meget godt tilfredse. Om hun læner sig mere op ad de borgerlige, ved jeg nu ikke, men jeg har ikke noget at udsætte på sidste års forlig. Men jeg kan ikke sige, om det ikke også var sket under Ole Andersen", siger Bjarne Rasmussen.
 
Om det forgangne år siger byrådsmedlem for SF, Peter Brooker:
"Det positive er, at hun har fået en god dialog i gang med Gladsaxes lærere, og at hun spreder en god stemning på rådhuset. Det mere negative er, at hun har været lidt for følgagtig overfor den borgerlige regering, det synes vi ikke, hun havde behøvet", lyder det fra Peter Brooker fra SF, der sidste år ikke var med til at indgå budgetforlig med socialdemokraterne. Men han understreger, at han ikke vil udelukke SF fra dette års budgetforhandlinger på grund af borgmesterens interesse i at følge regeringens retningslinjer.
 
For Dansk Folkeparti har det været et til tider svært år, fordi Karin Søjberg Holst har gennemgået flere skift i sit første år som borgmester, siger byrådsmedlem Klaus Kjær:
"Jeg har oplevet, at hun har gennemgået tre faser. Hun lagde ud med at følge i Ole Andersens fodspor, så lagde hun en hård linje, hvor hun ikke var særlig forhandlingsvillig, men de sidste fire til seks måneder er hun blevet meget mere imødekommende", fortæller Klaus Kjær.
 
Karin Søjberg Holst selv er gæst i udsendelsen "Den varme stol", som Radio Gladsaxe sender i morgen onsdag klokken 7.30, med genudsendelse samme dag klokken 17.30.

Vinsvindler på spil i LIC

Den kendte vending "gammel vin på nye flasker" fik i weekenden en ny variant, da en midaldrende mand blev taget i at sætte gamle vinetiketter på nye flasker i Lærernes Indkøbscentral på Turbinevej.
Ved at klistre de medbragte etiketter fra gamle vinflasker på nye og meget dyrere vine i butikken,
forsøgte manden at narre indkøbscentralens stregkodesystem, og dermed få de ædle dråber for en billigere penge.
Men, uheldigvis for den opfindsomme vindrikker, opdagede personalet i indkøbscentralen at der var noget i gærde, og fik således hurtigt sat en stopper for fidusen.

Ministerium kigger nærmere på klage

Det kan nu vise sig, at indenrigsministeriet er kommet Dansk Folkeparti i Gladsaxe i forkøbet, for ministeriet vil nemlig nu kigge nærmere på en sag, som partiet har indbragt for tilsynsrådet. Den tager sit udspring i en ansøgning til socialministeriet for 47.000 kroner, som skulle bruges til frivilligt arbejde med etniske minoriteter.
 
Angiveligt på grund af tidsnød sendte den kommunale forvaltning ansøgningen af sted, før der politisk var truffet beslutning herom.
Og det viste det sig ved den efterfølgende politiske behandling, at ansøgningen delte socialudvalget i to lige store lejre. Og ved stemmelighed skal et forslag forkastes, mente Dansk Folkeparti.
Men det blev det altså ikke, sagen kom i stedet for byrådet, hvilket fik de to byrådsmedlemmer fra Dansk Folkeparti til at udvandre og klage til tilsynsrådet.
 
Rådets kommentar giver ikke umiddelbart anledning til at ændre den kommunale procedure, men nu har indenrigsministeriet bedt tilsynsrådet om at uddybe sit svar og beder samtidig om en kopi af sagens akter.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet