Fredag den 8. August 2003


Ø: Ufornuftig oprensning

Oprensningen af den forurenede jord på Elledalen i Stengårdskvarteret kan begynde til september.
Og i denne uge har Gladsaxes socialpolitikere taget stilling til, hvor meget af den forurenede jord der skal fjernes.
 
Et flertal af udvalget foretrækker den mindst omfattende og ikke mindst billigste af to opstillede løsningsmodeller, der går ud på alene at fjerne den værste forurening på grunden, koncentreret omkring jorden under det nye byggeri; et botilbud til udviklingshæmmede.
En løsning, som teknikkerne i de kommunale ejendomsafdeling vurderer, er fuldt ud forsvarlig.
Alligevel er det en meget dårlig løsning, mener enhedslistens medlem af socialudvalget, Emilce Nielsen.
 
"Når man går i gang med det, så kan man ligeså godt rense hele og ikke kun det, der er absolut påkrævet. Det kunne jo være, at de mennesker der skal bo der, godt kunne tænke sig en køkkenhave dér, og så er det ikke godt, at grunden er forurenet. Jeg synes, det er ufornuftigt at gøre tingene halvt og ikke helt", siger Emilce Nielsen.
Det vil koster ca. en halv million ekstra at rense hele grunden på Elledalen.
 
Den alvorlige forurening, som først blev konstateret, lige da byggeriet skulle til at gå i gang, har forsinket hele byggeriet ca. et halvt år, så de nye beboere på Ellekilde nu må vente til juli med at flytte ind.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Købmand: Sammenlæg bio og bibliotek

Planerne om at sammenlægge Gladsaxe bio og biblioteket i Bagsværd ser ud til foreløbig at være skrinlagt.
Købmand Morten Pedersen fra BS Supermarked arbejder ellers stadig med udbygningsplaner for Bagsværd bymidte.
Han har netop med henvisning til kommunens kulturplan, der taler om en sammenlægning, spurgt til den kommunale interesse for et sådant projekt.
Men fra kulturforvaltningens side mener man ikke, at tiden lige nu er inde til så stort og økonomisk omfattende anlæg.
 
Politisk skulle det ellers nok være muligt at skaffe et flertal, et stort et oven i købet.
Både Socialdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Parti og SF har tidligere ytret sig positivt om projektet. Og selv Venstre tordner ikke mod den kommunalt drevne biograf, så måske er tiden inde netop nu til en politisk beslutning.
 
I første omgang drøftes sagen af politikerne i kultur-, fritids- og idrætsudvalget på tirsdag.

Gladsaxe: Nej til genindførelse af sprøjtemidler

Der er ingen aktuelle planer om at genindføre brugen af kemiske bekæmpelsesmidler overfor ukrudt i Gladsaxe.
En af landets helt store kommuner, Århus, opfordrer ellers både miljøminister og landets øvrige kommuner til at tage det lidt mere afslappet, når det handler om sprøjtemidler på fortove og fodboldbaner.
 
Men sprøjtestoppet er ikke på vej til at blive ophævet lokalt, siger vej- og parkchef i Gladsaxe kommune Ivan Christensen: "Vi stoppede helt med at bruge RoundUp i 1997. Da man to år efter undersøgte, om der skulle være sket følgeskader på asfalt eller fortove grund af det lidt mere ukrudt, der får lov at voksne, så fandt vi kun minimalt, det er ikke noget stort problem. Så vi har ingen planer om at starte med kemiske sprøjtemidler igen".
 
Rester af sprøjtemidler fra tidligere kommunal og nuværende privat brug trænger i øvrigt stadig ned til grundvandet og har været årsag til lukning af flere drikkevandsboringer i Gladsaxe.

Pressechef skal godtgøre amts rolle

Københavns amt opruster nu på personalesiden i kampen for at overleve som amt.
Den af regeringen nedsatte strukturkommission, der skal komme med forslag til opgavefordelingen mellem amter og kommuner, er ved at lægge sidste hånd på sit arbejde, der på længere sigt godt kan medføre nedlæggelse af flere amter.
 
Gladsaxes socialdemokratiske borgmester, Karin Søjberg Holst, har ved en tidligere lejlighed her i radioen talt for en nedlæggelse af amtet og ser ikke de store problemer i, at kommunen overtager flere af amtets opgaver.
Og det er blandt andet holdninger som denne, en ny pressechef i amtet får som hovedopgave at imødegå.
Som det hedder i stillingsopslaget: "For at styrke amtets position over for omverdenen, for at kunne være dagsordensættende i medierne og for at sikre en tydelig og klar udmelding om amtets opgaver i en strukturkommissionstid, er der oprettet en ny stilling som pressechef".
 
Pressechefen får dog også andre arbejdsopgaver sammen med de 11 andre kommunikationsmedarbejdere, der i forvejen er ansat i amtets forvaltninger.
Men det er den første, som i hvert fald mere officielt får en spindoktoragtig eller politisk informationsrolle betalt af en offentlig kasse.
 
For interesserede ansøgere til den nye pressechef- eller sælgerstilling kan vi oplyse, at der er frist den 21. august.

Gratis bolde og mindre tøj

Mindre tøj på cheerleaderne, gratis kampe mod de jyske hold og musik efter hver AB-scoring.
Sådan lyder nogle af de omkring 400 forslag, som AB-fans er kommet med til superligaklubben fra Gladsaxe.
 
I slutningen af foråret gennemførte AB en undersøgelse på hjemmesiden om, hvordan det kunne blive bedre at gå til bold på Gladsaxe stadion.
80% af de deltagende mener at cheerleaderne er gode, men altså også at de skal være endnu mere letpåklædte.
Tilskuerne bør også kunne beholde de bolde, der bliver skudt ud på tilskuerpladserne, mener mange, og så skal forholdene for at handle forbedres.
 
AB vil bruge nogle af forslagene, hvilke vides ikke endnu, men folk der kommer på stadion vil opdage dem, skriver AB i et nyhedsbrev.

Vred bilejer i samfundstjeneste

Den utilfredse bilejer, der i går var for retten i Gladsaxe, tiltalt for trusler om vold mod tjenestemand i funktion, slipper formentlig med et vist antal timers samfundstjeneste.
 
Manden havde truet en bilinspektør med forskellige former for vold, hvis ikke mandens bil blev godkendt.
Bilejeren blev meldt til politiet og sigtet efter en paragraf, der kan give op til seks års fængsel.
 
I stedet for fængsel bliver sagen nu genoptaget i retten på et senere tidspunkt, mens det bliver undersøgt, om manden er egnet til samfundstjeneste.

Udsigt til rolig nytårskoncert

På en af årets varmeste dage kan det måske være på sin plads at gøre opmærksom på et arrangement en af årets formentlig koldeste dage, nemlig Gladsaxe Kommunes Nytårskoncert 2004, lørdag 10. januar i Høje Gladsaxe Skoles festsal.
 
Nytårskoncerten, eller minderne om en af slagsen, kan ellers nok få en og anden til at begynde at koge lidt over, men næste års koncert ser ud til at blive rolig.
 
Randers Kammerorkester spiller en "klassisk" nytårskoncert med en forholdsvis seriøs første afdeling og en lettere og mere folkelig anden afdeling.
Orkestret ledes af David Riddell - som solist medbringer Randers Kammerorkester sopranen Agnete Munck-Rasmussen. Hun er ikke specielt kendt i Danmark, men er en flittig gæst på de tyske operascener.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet