Mandag den 18. August 2003


Borgmester: Flere penge til folkeskolen og de ældre

I denne uge præsenterer Gladsaxes borgmester for første gang sit forslag til budget for de kommende år.
Men i lørdags på Gladsaxedagen løftede borgmesteren lidt af sløret for indholdet af det forslag,
som skal danne udgangspunkt for efterårets budgetforhandlinger i Gladsaxe:
 
"Kommunerns Landsforening har indgået en aftale med regeringen, som jeg mener vi skal respektere. Og derfor kan vi ikke få alt. Men det vigtigste er der råd til.
Der skal nok blive penge, til at styrke det faglige niveau i folkeskolen. Og der bliver flere penge til ældreområdet, så vi fortsat kan tage os godt af det stigende antal ældre i kommunen.
Hvis driftsbudgettet kan holdes på et rimeligt nineau, så kan vi også blive ved med at bygge og forny i kommunen. Blandt de mange ønsker om nye projekter, som jeg håber vi kan imødekomme, vil jeg især nævne en ny skøjtehal og udendørs skøjtebane. Cykelstier på Vandtårnsvej. Kantiner på skolerne. Et dagcenter på Egegården. Trafiksanering og støjbekæmpelse er også et område, som har høj prioritet", sagde borgmesteren.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)

Ældreråd: Behov for endnu flere penge

Borgmesterens forslag om flere penge til de ældre blev, ikke overraskende, vel modtaget af det lokale ældreråd.
"Det er der også behov for. Men vi så gerne endnu flere penge, f.eks. til hjemmeplejen", siger
siger formand for Ældrerådet, Knud Ole Jensen.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)

Priser til både kano- og kirkefolk

På Gladsaxedagen blev der sat pris på to af kommunens kulturtilbud.
Nybro-Furå Kano- og Kajakklub blev i lørdags tildelt Gladsaxe Kulturelle Initiativpris for
deres + 60-projekt.
Kano- og kajakklubbens Lars Petersen siger om projektet:
"Det er nok afledt af mig selv. Jeg har været træner i mange år, men har aldrig rigtig haft tid til at ro. Da jeg var omkring de 50 besluttede jeg så at ro Tour de Gudenå. Og det lykkedes mig, og så tænkte jeg, at dét her, det kan seniorer og folk, der er gået på pension også gøre. Og så var det bare at gå i gang", fortæller Lars Petersen.
 
Den anden initiativpris gik til Buddinge kirkes menighedsråd, og kirkens organist, Lars Bach, siger om prisen:
"Den kan bruges til meget, kirken har så meget forskelligt arbejde, især børne- og ungdomsarbejde, så det bliver spændende, hvad vi bruger den til", siger Lars Bach.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)

Ros til kulturen

Det var langt fra hele Gladsaxedagen, der handlede om politik.
Den anden halvdel stod i kulturens tegn med en bred vifte af de lokale foreningers optræden på scenen og forskellige aktiviteter ved boderne. Tilbud, der skulle bruges til at gøre foreningerne synlige og gerne skaffe nye medlemmer.
 
Til at binde alle de kulturelle oplevelser sammen fungerede børne- og kulturdirektør, Svend Erik Haase som konferencier. Og han var lørdag aften en meget tilfreds mand:
"Det har været meget flot, vejret har været med os, publikum har været veloplagte, og det har været spændende underholdning fra scenen, så ja, det har været en rigtig god dag", sagde børne- og kulturdirektøren.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet