Tirsdag den 19. August 2003


Dårligt arbejdsmiljø i socialforvaltningen

"Vi kan godt forstå borgernes utilfredshed".
Sådan siger en fællestillidsmand for de ansatte i socialforvaltningen, som nu svarer igen på den kritik, som formanden for Gladsaxes socialudvalg udtalte her i Nyhedsmagasinet i fredags.
Socialforvaltningen kritiseres bl.a. for slendrian og dårlig service overfor borgerne.
 
Fællestillidsmand Bente Hesselberg siger: "Jeg kan godt forstå, borgerne er utilfredse. Det ville jeg også være, hvis jeg ikke fik en ordentlig behandling. Men det har altså noget med arbejdsbetingelserne at gøre. De ansatte er meget stressede, der har været stor udskiftning blandt medarbejderne på grund af belastende arbejde, og der er ikke tid til at lære de nyuddannede sagsbehandlere op", fortæller Bente Hesselberg, som gerne vil invitere de lokale politikere til at følge en arbejdsdag i socialforvaltningen, så de kan se, hvilke betingelser medarbejderne arbejder under.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

AB betaler for meget

Superligaklubben AB betaler ikke for lidt i stadionleje. Det fastslår Konkurrencestyrelsen, der i går eftermiddags offentliggjorde sin undersøgelse af Danmarks bedste fodboldklubber.
 
Styrelsen har i en 39 sider lang rapport undersøgt superligaklubbernes udgifter til leje af kommunalt ejede stadioner, med det formål at afdække, om klubberne indirekte modtager ulovlig offentlig støtte i form af for billig husleje. Og den undersøgelse frikender altså AB og Gladsaxe kommune, konkurrencestyrelsen skriver nemlig; "Lejen i Gladsaxe er højere end den beregnede leje, derfor modtager AB A/S ikke offentlig støtte i forbindelse med lejeaftalerne." Det gør derimod Superligaklubberne FC Nordsjælland (tidligere Farum), AGF og Esbjerg, mener styrelsen.
 
De øvrige klubber, herunder altså AB, betaler en leje, der svarer til eller ligger over den minimumsleje, som styrelsen har beregnet. Og ifølge nyhedsbureauet Ritzau tolker fodboldklubberne undersøgelsen på den måde, at mange klubber betaler for høj stadionleje. Styrelsen giver hermed de fleste klubber gode kort på hånden, før efterårets forhandlinger om nye investeringer på de utidssvarende spillesteder. AB betaler ifølge den udregning 300.000 for meget årligt og sammen med AaB, OB Silkeborg og Viborg betaler klubberne i alt 3.2 millioner kroner for meget i husleje om året, så der bliver nogle klubber, der vil have justeret lejeaftalen med kommunen.

Politi beklager fejl

Gladsaxe politi er kommet i Folketingets søgelys.
Det skyldes, at Enhedslistens folketingsmedlem for Gladsaxekredsen, Søren Søndergaard, har bedt justitsministeren kigge nærmere på en sag, hvor to gladsaxeborgere tilsyneladende ikke har kunne kommet igennem med en anmeldelse af et røverisk overfald.
 
Det er i første omgang ordenspolitiet, der tager imod henvendelser fra borgerne, og fungerende politiinspektør Vagn Jensen, beklager, hvis de to borgere har oplevet en mangelfuld indsats fra politiet, men siger:
"Der sker desværre altid fejl. Det er en stor virksomhed, vi kører, så det kan ikke undgås. Men det er da noget, vi løbende har oppe på vores møder. Den ene sag giver ikke anledning til at ændre på vores procedure, men nu vil vi kigge nærmere på, hvad der er sket, for vi har ikke haft mulighed for at finde ud af, hvad der rent faktisk er foregået, da vi ikke kender navnene på de to borgere, der i denne sag føler, de er blevet affærdiget af os", siger Vagn Jensen.
 
Han har kun hørt om sagen via en lokal avis og som derfor gerne hører fra de to borgere, der en søndag aften for tre uger sider dels var offer for, dels var vidne til, et røverisk overfald i nærheden af Marielyst skole. Da de efterfølgende ville anmelde overfaldet, blev de angiveligt oplyst, at når offeret ikke var taget på skadestuen, var det heller ikke alvorligt nok, til at politiet ville tage imod anmeldelse.

Psykologer siger op

De tre psykologer i Københavns Amt, der henviser handicappede børn til specialundervisning, har sagt deres stillinger op.
Men chef for specialundervisningen i amtet, Bo Beck, afviser, at de tre opsigelser skyldes, at psykologerne har haft ondt i moralen, siden det i foråret kom frem, at amtet ville skære i støttetimerne til de lettere handicappede børn, der med amtets hjælp kan fortsætte i en almindelig folkeskole.
 
Kommunerne i Københavns Amt, herunder Gladsaxe, protesterede mod nedskæringerne, men Gladsaxe mente i øvrigt ikke, at kommunen kunne hjælpe de børn og forældre, der var kommet i klemme og afviste, at det var kommunerne, der skulle betale for specialundervisningen.
Det vægtigste argument for amtet for at skære i støttetimerne har været de individuelle evalueringer, som bliver foretaget af amtets psykologer - de tre, som nu har sagt op.
 
Bo Beck indrømmer, at det virker voldsomt med tre opsigelser på så kort tid, men understreger, at det er tilfældigt: "Mange har spurgt mig om det samme, men jeg har talt indgående med alle tre, og de siger, at de fuldt ud kan stå inde for deres arbejde. Når det så er sagt, så har der jo været en kæmpe arbejdsbyrde og meget stress, og det spiller da helt sikkert en rolle i, at man begynder at kigge på stillingsannoncer", siger Bo Beck.
Han forsikrer, at borgerne i amtet ikke kommer til at mærke udskiftningen på pladserne. Indtil nye psykologer er ansat, vil andre af afdelingens psykologer og speciallærere varetage deres arbejde.

Ros fra kulturen

Det er blevet dagen derpå for arrangørerne af og deltagerne til Gladsaxedagen i lørdags, og for kulturen lyder der udelukkende positive udmeldinger.
Kulturens formand, Peter Colmorten siger: "Det var et fremragende arrangement, hvor ikke mindst fyrværkeriet var imponerende. Det kan ellers være svært at få lokket folk i Gladsaxe ud til kulturelle arrangementer, men når kulturfesten i år lå i forlængelse med budgetdagen, havde vi mulighed for at tiltrække de mennesker, der alligevel var kommet ud for at nyde det gode vejr, så det er en rigtig god ide at slå de to arrangementer sammen til et", mener Peter Colmorten, formanden for kultur-foreningerne i Gladsaxe.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet