Fredag den 22. August 2003


Budgetoplæg: Penge til efteruddannelse, kantiner og de ældre

Torsdag eftermiddag præsenterede Gladsaxes borgmester sit forslag til budget for de kommende år.
Det er det forslag, der er udgangspunktet for de kommende måneders budgetforhandlinger i Gladsaxe.
 
"Inden for de rammer vi har, som er en beskeden vækst i driftsudgifterne, sådan at vi kan overholde den aftale, der er indgået mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, så vil jeg satse på at vedligeholde og forny vores bygninger, og også at vi har en pæn kassebeholdning, så vi kan imødegå fremtidens udfordringer", siger borgmester Karin Søjberg Holst.
 
"Inden for de rammer vi har, vil jeg lægge op til, at vi f.eks. øger efteruddannelsen, både af lærere og almindelige medarbejdere i kommunen. Vi skal også have nogle gode kantineforhold på skolerne, og i takt med at antallet af ældre i vores kommune stiger, skal vi selvfølgelig også have penge til at fortsætte det gode serviceniveau vi har", siger altså borgmesteren.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Rockere flytter fra Gladsaxe

Med byplanloven i hånden er det lykkedes Gladsaxe kommune at tvinge foreløbig én rockergruppe ud af et klubhus, og inden for kort tid ryger den næste sandsynligvis samme vej.
I hvert fald bliver der nu sendt et påbud til rockerne, der har lokaler på Mørkhøj Bygade, om enten at stoppe klubaktiviteterne eller fraflytte lokalerne.
 
Samme manøvre er brugt overfor den gruppe, der holdt til på Brudelysvej i Bagsværd, og forlydender vil vide, at gruppen er draget helt ud af kommunen og nu leder efter en privat ejendom i Ballerup.
Klubhusene har hidtil ligget i industrikvartererne i Gladsaxe, hvor de ikke har generet stort. Det kan klubberne til gengæld komme til, når og hvis de rykker ind i et villakvarter.
 
Myndighederne har i nogen tid haft skarpt fokus på rockerne, og det ser ud til at lykkes i en vis grad at stresse dem ud af Gladsaxe.
En form for politisk stillingtagen til rockerfænomenet er for første gang på dagsordenen i Gladsaxe, når trafik- og teknikudvalget mødes i næste uge. Her skal diskuteres et påbud overfor en af de tilbageværende klubber.

SF-byrådsmedlemmer uenige med parti

SF i Gladsaxe går som parti ind for at bygge seniorboliger på græsplænen på Søborg Parkalle.
Men når sagen næste gang kommer til politisk behandling, så vil mindst en, og sandsynligvis to af SFs byrådsmedlemmer stemme imod både partiholdning og imod boliger.
 
Ida Krog vil følge partiet, mens Ole Rasmussen bestemt ikke er vild med ideen og formentlig vil lytte til borgerprotesterne.
 
Det tredje medlem, Peter Brooker, siger: "Der er to vigtige samfundsmæssige forhold, der står overfor hinanden her, det grønne hensyn og hensynet til boliger. Men når først boligerne er bygget, så er der ingen vej tilbage. Jeg mener, at det er en styrke for et parti at kunne stemme individuelt en sådanne sager, som ikke står på partiprogrammet eller har været et punkt i en valgkamp fx".

Frygter hævnakter

Gladsaxe politi ser med bekymring på den kommende weekend, efter at en gruppe 14-15-årige af anden etnisk oprindelse end dansk søndag aften stødte sammen med et par 17-årige drenge.
Tumulten mellem grupperne endte med, at en 15-årig blev skubbet ind i en lygtepæl og brækkede en arm.
Den situation og handlingsforløbet står så nogenlunde klar for politiet, der dog nu frygter for hævnakter de næste dage.
 
De sociale myndigheder er orienteret, og vil formentlig være ekstra på mærkerne overfor mulige sammenstød mellem de forskellige grupper af unge.

DF: Berøringsangste byrødder

En grotesk farce.
Sådan beskriver Dansk Folkeparti Gladsaxe byråds behandling, eller mangel på samme, af en sag om udvidet åbningstid i Bagsværd svømmehal.
 
Som tidligere fortalt i Nyhedsmagasinet, så har en gruppe muslimske kvinder henvendt sig med et ønske om at benytte hallen uden for normal åbningstid, fordi muslimske kvinder ikke må vise sig i badetøj, når der mænd tilstede.
Svømmehallens brugerstyrelse er indstillede på, som forsøg, at holde åbent for kvinder én time én gang om ugen. Men dét er både ulovligt og diskriminerende, mener Dansk Folkeparti, som på onsdagens byrådsmøde foreslog at ophæve svømmehallens beslutning.
Men forslaget nåede aldrig til afstemning eller debat. I stedet blev det sendt videre til Kultur- fritids- og idrætsudvalget.
 
"Jamen, det er det sædvanlige mønster vi ser fra borgmesterens side, når Dansk Folkeparti stiller et forslag i byrådssalen. Man er så berøringsangst fra de andre partiers side, at man ikke ønsker at diskutere et forslag fra Dansk Folkeparti i det offentlige rum, som et byrådsmøde er", siger
Klaus Kjær fra Dansk Folkeparti.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Borgernes sommerudstilling

Den yngste er ni, den ældste er 85.
I dag åbner årets store sommerudstilling på Thorasminde, hvor Gladsaxeborgere udstiller egne kunstværker for offentligheden.
Det er 14. gang der er sommerudstilling på Thorsminde, og i år er 40 borgere med på udstillingen, som primært består af malerier, foto og tekstilkunst.
Der er fernisering i aften mellem 17 og 18.30 og Gladsaxes borgmester står for åbningen.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet