Mandag den 25. August 2003


Budgetforslag får blandet modtagelse

Et budgetudspil uden visioner. Og et godt oplæg at arbejde videre på.

Sådan lyder de første politiske kommentarer til det budgetforslag, som Gladsaxes borgmester fremlagde i sidste uge. I oplægget er der bl.a. afsat penge til efteruddannelse af lærere, bedre kantineforhold på skolerne og en ny skøjtehal.

Dansk Folkepartis Klaus Kjær siger om budgetforslaget, efter første gennemlæsning:

"Det er jo ganske visionsløst. Sådan som jeg opfatter det, så er det en videreførelse af sidste års budgetforlig, det er kun justeret for den befolkningsmæssige udvikling. I store træk. Vi har også bemærket, at der er ingen af de tidligere fremsatte forslag fra Dansk Folkeparti som er medtaget. Og så må jeg også sige, at jeg er skuffet over, at den udmelding, der kom sidste år om nedsættelse af personskatten, den tilsyneladende ikke videreføres. Det er ikke plads til lettelse af personskatten i borgmesterens oplæg", mener altså Klaus Kjær fra Dansk Folkeparti.

Lis Smidsholm fra Det radikale venstre er noget mildere i sin vurdering af budgetforslaget:

"Der er jo ikke de helt kæmpestore nyheder, men jeg synes da, det er et godt oplæg, som jeg håber, alle partier kan arbejde videre på. Det radikale venstre har selvfølgelig nogle ønsker, som jeg vil komme med under budgetforhandlingerne. Og så har jeg også nogle spørgsmål til borgmesteren. F.eks. hvorfor man vil reducere erstatningshjælpen til hjemmehjælp, på baggrund af nogle tal fra i år. Jeg synes netop borgmesteren på Gladsaxedagen sagde, at man ville gøre noget ekstra for de ældre og formanden for Ældrerådet sagde, at det var han glad for. Så jeg tror, vi skal se meget på hjemmehjælpen, nu hvor vi jo ved, at vi får flere ældre og at der derfor bliver øget behov for hjemmehjælp", siger Lis Smidsholm fra Det radikale venstre.

Der er flere kommentarer til borgmesterens budgetudspil i Nyhedsmagasinet tirsdag.


Nigerianer taget med kokain i Bagsværd

Der var gevinst, da politiet i sidste uge undersøgte en herboende nigerianer og hans knallert.

Manden blev anholdt på en adresse i Bagsværd, og der blev fundet godt 600 gram kokain, 50.000 kroner i kontanter samt regnskaber.

Retten i Gladsaxe varetægtsfængslede efterfølgende den 36-årige i fire uger.

Sagen blev af hensyn til den videre efterforskning kørt for lukkede døre i retten. Politiets narkotikaafdelinger er i gang med en større operation – i hvert fald var det anden gang på et par dage, der var bid i den størrelsesorden.

Hos en 25-årig mand blev der således fundet mere end halvandet kilo amfetamin og næsten et par hundrede gram hash.


Betalte depositum – fik aldrig lejlighed

I går fandt bedrageriafdelingen ved Gladsaxe politi frem til den 36-årige kvinde, der tidligere på året snød tre håbefulde lejere for et depositum for hver på 18.000 kroner.

De tre havde uafhængigt af hinanden indgået aftale med kvinden om et lejemål, indbetalt depositumet, men så aldrig skyggen af lejligheden, som den 36-årige hele tiden selv har beboet.

Kvinden blev efter afhøring løsladt. Hun har til politiet oplyst, at hun gerne ville have betalt pengene tilbage til de tre, men at hun desværre havde forlagt deres telefonnumre og adresser.

Nu er det så op til anklagemyndigheden, om der skal rejses tiltale for bedrageri.


Misbrugte bedstemors dankort

Bedstemor på 78 er ikke just stærkt begejstret for barnebarnet, en 30-årig mand, efter at han har misbrugt hendes dankort ved flere lejligheder.

Bedstemoren har dog ikke selv meldt den 30-årige til politiet – det har en af de virksomheder, der har mistet penge på dankorttransaktionerne, nemlig den Blå Avis med hovedsæde i Søborg.

Barnebarnet har også været aktiv med dankortet i andre politikredse, men det er bedrageriafdelingen hos Gladsaxe politi, der samler og kører sagerne.


Tilsynsråd uden politikere

Fra årsskiftet bliver tilsynsrådene i deres nu kendte form nedlagt.

Rådene har ført tilsyn med kommuner og amtskommuner, men bliver fremover erstattet af fem statsamtsmænd, og der vil derfor ikke være politisk deltagelse i tilsynene, sådan som der er i dag.

Og det kan føre til en bedre sagsbehandling, mener en af de flittigste brugere af tilsynssystemet, Gladsaxelistens John Dam Sørensen: "Omkring Farum-sagen kunne de politiske forbindelser ses mellem tilsynsrådet i Frederiksborg amt og Farum kommune. Det er jo rent juridiske sager, der behandles, så det kan kun blive bedre, når politikken blandes udenom".

Statsamtmanden, der fremover fører tilsyn med Gladsaxe, skal også se efter hos de øvrige kommuner i Københavns amt, Frederiksborg amt, Bornholm, København og Frederiksberg.

I morgen bliver politikerne i økonomiudvalget orienteret om ændringerne i styrelsesloven.


Rensning af sø udsat igen

Der bliver ikke sat gang i et nyt oprensningsforsøg i Bagsværd sø lige med det samme.

Der lå ellers et forsøgsprojekt klar, som har fået teknik- og miljøkyndige folks anbefaling med på vejen. Men da politikerne i miljøudvalget i torsdags diskuterede projektet, endte det med en udsættelse. Udvalgets formand, den radikale Lis Smidsholm, siger: "Vi har fået det nye forslag præsenteret for en uge siden, og det er ikke tid nok for os til at sætte os ind i og tage stilling til så omfattende og dyrt projekt. På vores næste møde får vi en grundig redegørelse, men umiddelbart ser det godt ud. Og så er det jo fint med dygtige medarbejdere, der selv kan komme med ideer, når rådgiverne må give op".

Miljøpolitikerne mødes igen om en måneds tid.