Tirsdag den 26. August 2003
Årets budgetdrøftelser i gang
- Så er årets budgetdrøftelser i gang i
Gladsaxe.
- I dag skal økonomiudvalget for første
gang se på borgmesterens budgetoplæg, og i næste uge
samles byrådet på rådhuset til ekstraordinært
budgetmøde. Det er ved denne lejlighed, samtlige partier
skal på talerstolen for at kommentere borgmesterens
forslag til budget for de kommende år.
-
- Socialistisk Folkeparti var ikke med i
budgetaftalen sidste år, bl.a. fordi partiet ikke ville
være med til at hæve SFO-taksterne.
- SF´s Peter Brooker siger om dette års
budgetudspil:
- "Det ser jo ikke helt tosset ud. Der
er et par ting, som vi måske godt kunne tænke os
ændret fra SFs side. Vi har f.eks. lagt mærke til, at
der er 666.000 i nedskæringer på skolernes driftskonti.
Det var der, man sidste år skar 1,2 millioner, og det
synes vi er lidt meget", siger Peter Brooker.
-
- Heller ikke det konservative folkeparti
mener, borgmesterens oplæg er helt uspiseligt, selv om
der er mange retter på menuen, siger Lars Abel:
- "Det er jo mange ønsker, 107
punkter, borgmesteren kommer med. Og det tyder jo på, at
borgmesteren har prøvet på at tilgodese alt og alle på
én gang, og det er jo ikke så let. Men det er et
udmærket udgangspunkt for de samtaler, der skal finde
sted. Vi er meget tilfredse med, at borgmesteren
fastholder serviceudgifternes stigning til de max 0,7
procent, som jo også er aftalen mellem regeringen og
Kommunernes Landsforening", siger Lars Abel.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet tirsdag)
Embedsmænd skal granske sig selv
- Socialdirektøren i Gladsaxe giver nu sine
medarbejdere to uger til at komme op med en plan for,
hvordan embedsmændene i tre afdelinger bliver i stand
til at yde en "rigtig god og velkvalificeret
borgerbetjening," som det hedder i et brev til
medarbejderne fra direktøren.
-
- Det sker efter, at det politiske
socialudvalg for små fjorten dage siden enedes om en
kritik af forvaltningen.
- En kritik, der grunder i borgeres
utilfredshed med en dårlig og forkert sagsbehandling, og
som har ført til et krav fra politikernes side om, at
der inden et år skal være ryddet op i forvaltningen.
-
- Og det første tiltag kommer altså nu,
hvor den administrative ledelse beder
arbejdsmarkedsafdelingen, familieafdelingen samt
pensions- og handicapafdelingen om forslag til, hvordan
servicen forbedres.
- Og det handler ikke kun om uddannelse, men
også om mere effektive arbejdsrutiner og en
færdiggørelse af arbejdsnotater, fremgår det af
brevet.
Sporten frygter talentflugt
- Gladsaxe risikerer at miste unge
sportstalenter, fordi klubberne har svært ved at betale
de trænerlønninger, der kræves for at fastholde de
dygtigste unge.
- Det frygter i hvert fald formanden for
Gladsaxes idrætsforeninger, Ole Lindskov:
-
- "Hvis klubberne ikke kan følge med i
udviklingen, det være sig med faciliteter så vel som
kvalificerede trænere, så siver de unge væk. Og det
kan så bevirke, at de i klubberne opgiver, fordi det
virker omsonst, og på den måde mister man også de
frivillige, så det kan være en ond cirkel at komme ind
i, hvis man ikke har råd til at følge med udviklingen
indenfor trænerlønningerne", siger FiG´s formand
og fortsætter:
- "Gladsaxe kommune bør øge
trænertilskuddet, når nu kommunen gerne vil bruge
foreningerne til dels at tilbyde aktiviteter til børn og
unge og så i øvrigt også gerne vil være med på
sportssiderne", siger Ole Lindskov.
-
- Når folkeoplysningsudvalget i morgen
aften har holdt møde, er der formentligt nedsat en
arbejdsgruppe, der skal kigge nærmere på de kommunale
trænertilskud.
- Og selv om FiG håber på forhøjede
tilskud, er der ikke umiddelbart tegn på det i
oplægget, der snarere sigter mod en justering af puljen
og de udregninger, der bruges til at fordele midlerne til
de enkelte idrætsforeninger.
Tilsyn med skraldefolk øges
- Kommunale tilsynsfolk skal nu syv dage i
september nærmest sidde på skødet af folkene hos
skraldefirmaet HCS, når de kører på job i Gladsaxe.
-
- Byrådsmedlem Ole Rasmussen, SF, har ved
flere lejligheder dokumenteret, at skraldemændene ikke
arbejder helt efter reglerne.
- Derfor tager fire tilsynsfolk nu med ud i
marken, når HCS henter dagrenovation, to folk holder
øje med firmaet, når der hentes storskrald, og endelig
skal en medarbejder kigge nøjere efter måden, der
bliver hentet haveaffald på.
-
- Ifølge teknik- og miljøforvaltningen har
der ikke været flere klager over HCS end over det
tidligere firma, der hentede skrald. Alligevel øges
tilsynsindsatsen altså ganske betragteligt en
indsats, der bliver evalueret i starten af næste år.
Fred i Smør- og Fedtmosen
- Den sidste del af Hjortespringkilden netop
blevet fredet, og dermed er hele området ved Smør- og
Fedtmosen nu kommet under fredningsbestemmelserne.
- Det er fredningsnævnet for København,
der har truffet beslutningen, og her er repræsentanter
fra Københavns Amt samt de to kommuner, som arealet
ligger i. Det vil i dette tilfælde sige Gladsaxe og
Herlev, hvor et medlem fra de respektive byråd er
udpeget til at deltage i nævnet.
- Dels er de sidste hektarer nu blevet
fredet, dels er gamle fredninger blevet fornyet, og det
står ikke umiddelbart til at ændre i nærmeste fremtid.
Fredningen er nemlig gældende 300 år frem i tiden.
Estisk kor i kirken
- I aften byder Buddinge kirke på en
musikalsk oplevelse lidt ud over det sædvanlige.
- Kirken får nemlig besøg af det estiske
kor Heinervanker. Og det er samtidig syv meget berejste
korsangere, som i aften kommer til Gladsaxe.
- "De har lige været i Tyskland og de
har rejst rundt i hele Europa", fortæller organist
Lars Bak.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet tirsdag)
Hør
mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet