Onsdag den 3. December 2003


Røveri mod Bagsværd Apotek

Væbnet røveri mod Bagsværd Apotek tirsdag formiddag.
Med en pistol truede gerningsmanden sig til 1000 kroner, som han lagde i en medbragt stofpose, der kunne lukkes med en snor. Herefter løb han ud på parkeringspladsen foran apoteket på Bagsværd Torv, hvor han satte sig ind i en violet-farvet Mazda 323 med
registreringsnummeret PI-PE 709 og kørte i retning mod Hareskoven.
Bilen blev senere fundet på Værebrovej ud for nummer 8.
 
Gerningsmanden beskrives som værende kraftig af bygning og ca. 175 cm. høj, og han var under røveriet iklædt en sort jakke, mørke bukser og en sort styrthjem og sort halstørklæde, der dækkede næse og mund.
 
Gladsaxe Politi vil gerne i kontakt med folk, der har set gerningsmanden enten ved
apoteket tirsdag klokken 10 eller ved Værebrovej.

Kommunen rådgiver selv iværksættere

Gladsaxe kommune skal fra næste år selv stå for rådgivningen af borgere, der har lyst til at starte egen virksomhed.
Erhvervschef Mille Stilling fortæller:
 
"Der kommer til at ske en ændring. Vi har tidligere været med i IværksætterKontrapunket, hvor der er 9 kommuner med fra amtet, og vi har været den ene. Vi har så lavet en beslutning om, at vi fra januar 2004 selv varetager de opgaver, der er for iværksættere. Det kommer til at betyde, at vi højst sandsynligt kommer til at lave nogle informationsmøder for iværksættere og et kursusforløb. Det er for tidligt at sige, hvordan den helt nøjagtigt kommer til at foregå, men det er dét, der er planen".

Elverpiger i Gladsaxe Bio

Om præcis 14 dage er der verdenspremiere på storfilmen "Ringenes Herre – Kongen
vender tilbage". Det er den tredje og sidste film i Ringenes Herre-trilogien, og denne gang byder Gladsaxe Bio på noget helt særligt på premieredagen, som man ikke finder i nogen
anden biograf, nemlig en tale på elversprog.
 
Ringenes Herre får premiere den 17. december, og Gladsaxe Bio melder om totalt udsolgt til den første forestilling - tre minutter over midnat.

Nyt katalog over billedmuligheder på hovedbiblioteket

Et søm på væggen.
Mere behøver gladsaxeborgere ikke for at få spændende kunst på væggen.
Hovedbiblioteket har nemlig en enestående samlinger af billeder til udlån. Der er både farvelitografier, akvareller, sort-hvid grafik, tegninger, collager, fotografier, tekstilkunt med mere.
 
Det nye katalog er lige kommet på gaden, så det er bare om smutte hen på biblioteket og se, hvad der byder sig til.
 
Alle gladsaxeborgere over 18 år kan kvit og frit låne tre indrammede billeder af gangen, og lånetiden er tre måneder.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet