Torsdag den 4. December 2003


Studerende ude af ulovligt pensionat

De 37 kinesiske studerende, som i efteråret har boet til leje i et ulovligt pensionat på Kiplings Allé i Søborg, kan nu ånde lettet op. Det firma, som oprindelig henviste de studerende til ejendommen på Kiplings Allé, Euroteknologi, er nemlig kommet de studerende til økonomisk undsætning.
 
De studerende blev i sidste måned sat ud på grund af sikkerhedshensyn, men nægtede at
flytte, før de havde fået deres depositum tilbage. Men nu har Euroteknologi aps. lagt ud, og de studerendes depositum er nu et mellemværende mellem ejeren af ejendommen, Hans Bjerg Petersen og firmaet, som kan blive tvunget til at gå rettens vej, for at få sit
tilgodehavende.
 
De kinesiske studerende er nu flyttet ud og er i dag indkvarteret dels på det lokale sportshostel ved Gladsaxe stadion mens andre selv har fundet et nyt sted at bo.

Tre spritbilister taget under julerazzia

Tre spritbilister, en personbil med tekniske mangler, tre bilister fradømt førerretten, en uden sele, to bilister uden kørekort og en personbil med to forskellige, formentlig stjålne
nummerplader.
Det blev resultatet af årets anden julerazzia i Gladsaxe politikreds, som blev afviklet i denne uge.
8 politifolk, herunder 4 motorcyklister, deltog i aktionen.

Elever skal lære at undgå vold

Man kan vinde en krig ved at undgå et slag.
Det er en af de pointer, elever fra 8. klasser i Gladsaxe lærer på et to-dages kursus i ikke-vold, som ungdomsskolen kører for øjeblikket.
Det gælder nemlig om ikke at lade sig provokere.
 
"Hvis nogle provokerer i byen ved for eksempel at sige noget grimt, gælder det om bare at gå sin vej. Vi lærer eleverne, at de skal trappe konflikten ned i stedet for at trappe den op," siger den ene af de to lærere, Asle Knudsen.
Eleverne ser også en film om unge mordere og lærer om forskellige voldsparagraffer.
 
I alt deltager omkring 30 8. klasser i projektet, der er et to-dages kursus på ungdomsskolen. Projektet kører i tæt samarbejde med politiet, der også kommer på besøg.

Ny årbog om Gladsaxes historie

Gladsaxe-borgere med interesse for lokalhistorie kan se frem til årbogen for Historisk-Topografisk Selskab i Gladsaxe Kommune, der på lørdag bliver præsenteret på Gladsaxe Hovedbibliotek.
 
Der er tre artikler.
Bibliotekar Eva Molin har skrevet om Bagsværd Friskole (Hanna-Skolen,) lokalhistoriker Arne Hermann har samlet lyrik om Gladsaxe og nu afdøde Bjarne Jensen fortæller om sin barndom i det, der i dag er Høje Gladsaxe.
 
Formanden for Historisk-Topografisk Selskab, Ebbe Fels, håber at bogen kan bidrage til at skabe en Gladsaxe-identitet og følelsen af, at Gladsaxe er et hjemsted.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet