Fredag den 5. December 2003


Højt serviceniveau for skattekronerne

Gladsaxe-borgerne hører til dem, der får mest service for skattekronerne.
Det viser nye tal fra Indenrigsministeriet.
Vicekontorchef Helle Gehlert fortæller:
 
"Indenrigsministeriet udgiver hvert år nogle kommunale nøgletal, som bl.a. idneholder nogle oplysninger om skatteprocenten ift. serviceniveauet. I 2003 kan vi se, at Gladsaxe Kommune ligger som nummer 7".

Spansk fup-firma snød kvinde for 65.000

En ca. 60-årig kvinde fra Høje Gladsaxe er blevet franarret 65.000 kroner af et spansk fup-firma.
Firmaet, der kalder sig Inmobiliara los Vientos, tilbød at købe hendes andel i en timesharelejlighed på Tenerife, hvilket hun takkede ja til.
Men før der kunne skrives kontrakt, skulle hun lige betale et lille gebyr til det spanske firma, hvilket hun gjorde.
 
Herefter modtog hun et brev om, at hun også skulle betale skat, og i det næste brev, var det moms hun lige skulle betale. Til sidst havde hun betalt 65.000 danske kroner i gebyrer til
firmaet.
Men så skete der pludselig ikke noget, og kvinden begyndte at undersøge sagen og ringede bl.a. til en spansk advokat. Og det viste sig, at firmaet var svindel og bedrag.
 
Hun har nu anmeldt det Gladsaxe Politi, som har sendt sagen videre til de spanske
myndigheder via Interpol.

Bibliotekar har gravet i Bagsværd Friskoles historie

I dag er der omkring 800 børn på Bagsværd Friskole, der i parentes også hedder Hannahskolen, men sådan har det langt fra altid været.
"I begyndelsen var der kun en enkelt elev," fortæller bibliotekar Eva Molin er dykket ned i skolens historie for at skrive en artikel til årbogen for Historisk-Topografisk selskab i Gladsaxe Kommune, der udkommer i morgen.
 
Skolen åbnede i 1947 som pigeskole for elever mellem 14 og 16 år, der alle boede på skolen.
"Det er jo meget sjovt at se, hvordan kostskoleeleverne levede dengang. De boede flere børn sammen på et værelse, og de havde skoleuniformer," fortæller Eva Molin.
 
Hannah-Skolen har sit navn efter Hannah i Biblen for oprindelig havde skolen rødder i kvæker-samfundet. I dag er det kristne navn kommet i parentes.
"Der er jo ikke meget prestige i kvækerne mere," siger Eva Molin med et smil.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet