Tirsdag den 9. December 2003


DF: Foreninger må selv betale huslejen

Gladsaxes foreningsliv må selv punge ud, hvis de vil drive forretning.
Det mener i hvert fald Dansk Folkeparti.
Som tidligere fortalt i Nyhedsmagasinet, så bliver det de frivillige organisationer, der
kommer til at stå for alt det praktiske med at sortere og sælge effekterne, når ordningen med direkte genbrug går i gang.
 
Salget af genbrugseffekterne kommer til at foregå fra en bygning på Gyngemoseværket, som kommunen, kvit og frit, stiller til rådighed for foreningslivet.
Til det siger Klaus Kjær fra Dansk Folkeparti:
 
"Vi har ikke slet ikke noget imod, at det er foreningslivet, der får den her opgave, at få lov til at sælge varerne fra genbrugsstationen. Men vi mener ikke, kommunen skal betale huslejen. Vil man drive forretning, så må man også selv afholde udgifterne", mener altså Klaus Kjær fra Dansk Folkeparti.

17-årig anholdt for røveriforsøg

Gladsaxe politi har nu anholdt den formodede medgerningsmand til et forsøg på røveri begået mod kiosken "Oliventræet" på Søborg Hovedgade i sidste måned.
 
En 16-årig dreng truede kioskindehaveren med en pistollignende genstand, mens han gjorde opmærksom på, at der var tale om et røveri. Men kioskejeren, der ikke troede på, at pistolen var ægte, overmandede den 16-årige, og de to endte i slagsmål.
En medgerningsmand forsøgte at komme vennen til undsætning, ved at kaste ting i hovedet på kioskejeren, men da der begyndte at komme folk til butikken, blev han bange og løb sin vej.
 
Den 16-årige blev anholdt en time senere, og nu er den formodede medgerningsmand, en
17-årig dreng, også anholdt og varetægtsfængslet.

Tilbud til overvægtige og pårørende

Et nyt tilbud til overvægtige og deres pårørende er på vej.
Slå dit overvægtsspøgelse ihjel, hedder projektet.
Bag det står Irma Henriksen, forfatter og tidligere medlem af Gladsaxe byråd
Hun har selv været overvægtig, men har i dag tabt sig:
 
"Jeg har selv kæmpet med mit eget overvægtsspøgelse. Kommer det fra generne? Hvorfor spiser jeg så meget? Hvad er det for noget usynligt, der driver mig?", siger Irma Henriksen, som vil søge midler fra Sundhedsministeriet og Gladsaxe Kommune til projektet.