Tirsdag den 16. December 2003


Kriminalpræventiv indsats udvides

Den kriminalpræventive indsats i Gladsaxe skal nu udvides til også at omfatte de 18 til
24-årige.
Erling Schrøder fra Det kriminalpræventive Kontaktudvalg siger:
"Der er mange i netop den aldersgruppe, som også har store problemer. Det slutter jo ikke, bare fordi, man er blevet 18", siger Erling Schrøder.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet)

Røveri mod chokoladebutik

Gladsaxe politi efterlyser vidner til et røveri begået mod chokoladebutikken i Buddinge Centret søndag eftermiddag klokken lidt i 17.
Røveren truede med en sort pistol og slap af sted med dagens omsætning, som han selv tog fra kassen og lagde i en medbragt sort plasticpose.
Derefter forsvandt han på en grå knallert.i retning mod Buddinge rundkørsel, hvor han vendte om og kørte mod Tinghøjvej.
Røveren beskrives som værende mellem 30 og 35 år og kraftig af bygning. Han var iført en tre-kvart lang, græsgrøn jakke, en grålig styrhjelm samt et tørklæde, som dækkede det meste af ansigtet.
Vidner kan kontakte Gladsaxe politi på telefon 39 69 14 48.

Ingen spritbilister taget under razzia

Natbusser og nattog samt massiv medieomtale har nedbragt antallet af spritbilister betydeligt.
Det mener Erik Andersen, leder af færdselspolitiet i Gladsaxe, som under sin seneste
julerazzia ikke mødte en eneste bilist med for mange promiller i blodet:
"Der er nok flere ting, der spiller ind. Det vigtigste er nok, at det er muligt for folk, at bruge de offentlige transportmidler netop her i juleperioden, hvor både s-tog og busser kører hele døgnet. Den anden ting er jo, at netop de her julerazziaer er meget i pressen. Folk ved, at op til jul er politiet ude næsten hver dag og på alle steder. Og det betyder, at sandsynligheden for, at man kan slippe igennem er kraftigt minimeret", mener altså Erik Andersen fra færdselspolitiet, som til gengæld i forbindelse med razziaen stoppede 25 bilister som havde glemt kørekortet og seks trafikanter uden sikkerhedssele.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet