Mandag den 3. Februar 2003
Ishockeyspiller dømt for vold
- En 27-årig ishocekeyspiller fra Gentoftes
1. divisionshold blev ved retten i Gladsaxe i sidste uge
idømt 20 dages ubetinget fængsel for under en kamp i
december at have slået en modspiller i hovedet med sin
stav.
- Ifølge den anklagede havde
Gladsaxespilleren lavet en rå eftertackling mod ham ved
bevidst at støde ind i ham og spænde ben. Det var
derfor, forklarede han i retten, at han, mens han stadig
lå ned, forsøgte at ramme modstanderen bagi med moderat
kraft med sin stav.
-
- En liniedommer, som stod tæt på, kunne
dog fortælle en ganske anden historie:
- Gentoftespilleren havde stået op i fuld
højde og af al kraft hamret sin stav ind i
Gladsaxespillerens hoved - heldigvis på hjelmen.
- Den ramte sank sammen som en klud, var
bevidstløs og måtte køres til Herlevs Amtssygehus til
observation for hjernerystelse.
-
- Retten lagde vægt på liniedommerens
forklaring og dømte efter anklageskriftet, men
forsvareren ankede på stedet dommen.
- I den sportslige sammenhæng har
Gentoftespilleren indkasseret 10 spilledages karantæne
for sin adfærd.
-
- Det er kun en lille måned siden, at et
andet lokalopgør på isen mellem Gladsaxe og Gentofte
fik alvorlige følger for en spiller.
- Denne gang blev en Gladsaxespiller sendt
til tælling med et dobbelt kæbebrud, en lang flænge i
den ene kind samt en undermund ryddet for tænder.
- Alle parter blev dog dengang enige om, at
der i dette tilfælde var tale om et hændeligt uheld.
Reklamebusser igen til debat
- Et stk. bus, kvit og frit.
- Det er hvad et firma ønsker at tilbyde
amtets institutioner og botilbud.
- Selve bussen skal finansieres af reklamer,
i form af streamers, som bliver klistret på køretøjet,
mens institutionerne selv skal betale benzin, vægtafgift
og forsikring.
-
- På Kellersvej 10 A-B, et botilbud i
Søborg for personer med varig fysisk og psykisk
funktionsnedsættelse, er de meget åbne over for idéen,
fortæller forstander Jakob Volther.
-
- Forslaget om reklamefinansierede busser
var fremme allerede for fire år siden, men blev dengang
droppet igen, bl.a. fordi det var for svært at finde
annoncører, ligesom LEV, landsforeningen for evnesvages
vel, gjorde kraftige indvendinger mod reklamebusserne,
som foreningen mente kunne medføre en unødig
eksponering af brugerne.
- Nu har et nyt firma imidlertid meldt sig
under fanerne med tilbudet om gratis-busser, og derfor er
sponsorbusserne igen til politisk drøftelse og det sker
på et møde i dag i amtets socialudvalg.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet mandag)
Brand i Bagsværd
- En større brand på Bagsværd Hovedgade
99 var natten til i går årsag til, at en seks-syv
kælderrum brændte.
- Der skete ingen personlige skader ved
branden, der opstod cirka klokken 00.45 søndag morgen,
og Gladsaxe Politi er nu i gang med at undersøge de
nærmere forhold omkring branden.
- Det er således for tidligt at sige,
hvorfor der gik ild i den underste etage i bygningen.
Taxachauffør dømt for vold
- Straffen til en yngre taxachauffør, som
sidste år bankede en ung drengs hoved ind i forruden på
sin bil, bliver ikke ændret fra de 40 dages ubetinget
fængsel, som Gladsaxe byret sidste efterår takserede
det til.
- Østre Landsret stadfæstede i sidste uge
byrettens dom over en episode, der fandt sted foran
internetcaféen på Bagsværd Hovedgade.
-
- Manden var i højt humør og temmelig
beruset, derfor spurgte han en gruppe drenge, som stod
på fortovet i nærheden af hans bil, om de skulle slås
for sjovt.
- To af drengene var med på spøgen og
sprang på ham, men manden slog alt for hårdt, og
situationen udviklede sig derefter hurtigt.
- Den ene af drengene søgte tilflugt på
internetcaféen, og i sin forvirring lod den anklagede
sig uden grund provokere af en anden dreng, som han greb
og smed op på køleren af sin bil med så stor kraft, at
bilens forrude blev ødelagt. Var drengen landet en smule
anderledes, kunne han være kommet fatalt til skade.
-
- I byretten havde anklageren fremhævet, at
selv om lovstridige handlinger begået i en rus ofte
tager sig ud som uagtsomme, så betragtes de som
forsætlige, fordi man selv har valgt at sløre sin
dømmekraft ved al indtage alkohol i store mængder.
- Og Østre Landsret tilsluttede sig altså
byrettens afgørelse både i skyldsspørgsmål og i
strafudmålingen på de 40 dage.
Forhindringsløb i Bagsværd
- Nu skulle det være ganske vist.
- De stålsteler, der skal erstatte den nu
igennem halvandet år hærværksramte busbom på
Krogshøjvej i Bagsværd, er ved at blive sat op.
- Stelerne, der via hydraulik stiger op og
ned i vejen, så kun busser og lette trafikanter kan
komme igennem, har fra producentens side været
forsinket.
- Det har eksempelvis været nødvendigt at
forsyne stelerne med små varmeanlæg, så de ikke fryser
fast i den danske vinterkulde.
- Men i denne uge er arbejdet med at grave
stelerne begyndt et arbejde, der, hvis vejret
ellers kan nære sig, ventes afsluttet om tre uger.
-
- Hvor lang tid, der så kommer til at gå,
førend hærværksfolkene får gjort kål på de nye
forhindringer, ja, det må tiden vise.
- Da busbommen eksisterede, gik der ikke
mange dage fra reparation, til bommen igen var blevet
hamret til både ukendelighed og ubrugelighed.
Bandekrig om skøjteslibning
- Hvem skal slibe skøjterne i Gladsaxe
skøjtehal?
- Det spørgsmål bliver afgjort, når
idrætspolitikerne mødes i morgen - og spørgsmålet er
absolut ikke helt uden relevans.
- De seneste år har ishockeyafdelingen haft
tjansen, og forældre, spillere og andre omkring klubben
har på den måde kunnet tjene lidt ind til klubkassen.
- Men nu er kunstskøjteløberne ude efter
slibningen, og i et oplæg til politikerne slås der til
lyd for, at de får opgaven.
-
- Det er kommunen, der ejer slibemaskine og
de cirka 200 par skøjter, der bruges til udlejning.
- Hver gang, der bliver slebet et par
skøjter, så modtager sliberne syv kroner til
klubkassen, mens der går en tyver ned i hallens, altså
sportscentrets, kasse.
- Sidste år blev der slebet i alt 9.000 par
skøjter, hvilket gav ishockeyklubben en indtægt på
63.000 kroner.
Hør
mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet