Torsdag den 13. Februar 2003


Brutalt overfald på 13-årig i skolegården

En 13-årig dreng fra Mørkhøj blev tirsdag aften brutalt overfaldet og frarøvet sine værdier
af fire granvoksne, sortklædte mænd.
Klokken var ni om aftenen og drengen var på vej hjem. Han kom gående igennem skolegården på Mørkhøj skole, da han blev antastet af de fire mænd, som ville vide, om han havde en mobiltelefon eller en tegnebog. Drengen blev bange og begyndte at løbe, men han blev hurtigt indhentet og sparket ned af de fire voksne, som fortsatte med at sparke den 13-årige i ansigtet og på benene også efter at han var faldet til jorden. Så tog de hans pung og løb bagefter tilbage til den bil, formentlig en mørk mercedez med mørke ruder, som stod parkeret ved skolegården.
 
De fire gerningsmænd var alle i 20-30 års alderen, mørke, formentlig af afrikansk afstamning, de to var muskuløse og kronragede, også en tredje gerningmand var kronraget på hovedet, men almindelig af bygning og med store stritører. Den fjerde mand havde karakteristisk hvidt, kort krøllet hår. Alle fire bar lange, sorte læderjakker.
Den bil gerningsmændende forsvandt i var altså formentlig en mørk mercedez personbil af typen 190, med mørke ruder, lyst sædebetræk og sorte nakkestøtter. Bilens registreringsnummer begyndte sandsynligvis med TL 50.
 
Gladsaxe Politi hører gerne fra personer, der måtte have oplysninger i sagen.

Indvandrere holdes udenfor

De politiske partier i Gladsaxe er ikke gode nok til at inddrage indvandrere i det politiske arbejde. For kommunen gør alt for at forhindre, at udenlandske borgere organiserer sig.
Det mener medlem af Gladsaxes integrationsråd Sadi Tekelioglu på baggrund af en undersøgelse, der viser, at der blandt indvandrere i Danmark er en høj valgdeltagelse sammenlignet med andre nordiske lande.
Det betragter han som et udtryk for, at den tyrkiske del af indvandrerne har en demokratisk forudsætning, som har gjort, at de er blevet mere inddragede.
 
Men den tendens gør sig ikke gældende i Gladsaxe, af flere grunde, siger Sadi Tekelioglu:
"Der er været fokuseret så meget på problemer blandt unge kriminelle i Værebro og Høje Gladsaxe, at det har forhindret en indsats med at inddrage indvandrerne mere i den politiske proces. Desuden har Gladsaxe altid været meget i mod at udenlandske borgere organiserer sig i klubber. Og det ville ellers være en måde at få flere indvandrere til at deltage politisk i samfundet, for så havde man her et sted man kunne henvende sig for at komme i kontakt med indvandrere og bruge de foreninger som sparringspartnere", siger medlem af Gladsaxes integrationsråd Sadi Tekelioglu.
 
Hvor stor valgdeltagelsen var blandt Gladsaxes udenlandske borgere ved sidste kommunalvalg, fremgår ikke af undersøgelsen, der omfatter 25 kommuner.
Her viser opgørelsen, at 71 procent af danske statsborgere med oprindelse fra et tredjeverdensland afgav deres stemme.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Dom for børnepornografi stadfæstet

Den dom på 20 dages ubetinget fængsel for udbredelse af børnepornografi via internettet, som retten i Gladsaxe i september sidste år idømte en 44-årig mand, blev i går stadfæstet af Østre landsret.
Manden havde i november og december 2000 sendt 19 e-mails til 14 forskellige modtagere med i alt 110 billeder. Billeder som viste børn i samlejesituationer med voksne. Da den 44-årige blev pågrebet, fandt politiet yderligere 600 billeder af samme slags på hans private computer.
 
Manden er IT-konsulent og havde i den egenskab sendt nogle af billederne fra en computer i TV-byen. En af modtagerne var udelukkende kommet på listen, fordi manden ved en fejl var kommet til at skrive k i stedet for c i et efternavn, og den person anmeldte straks sagen til politiet.
 
Forsvareren havde anmodet retten om en betinget dom, og det er også ret almindeligt, når en gerningsmand ikke er tidligere dømt. Den ubetingede fængselsdom er derfor et tydeligt signal om, at udbredelse af børnepornografi er en meget grov forbrydelse.

Politikere mangler respekt for hinanden

Byrådsmøderne i Gladsaxe er for lange og den gode mødedisciplin skal være i højsædet.
Det mener politikerne selv, der jævnligt har diskuteret især længden af byrådsmøderne. Ikke for deres egen skyld, men for de borgere, der gerne vil følge debatten.
 
En af de mere ihærdige af slagsen er socialdemokraten Mona Groth, der har fulgt møderne fra tilskuerpladsen i seks år. Og der er sket store forandringer fra det tidligere byråd til nu, mener hun:
"De taler ikke pænt til hinanden, de viser ikke respekt for hinanden, går rundt under møderne, mens andre står på talerstolen. Møderne kan være lange, seks-syv timer, og det kræver en god portion entusiasme og politisk interesse at være med som tilskuer, det kan både være sjovt og hårdt. Det vil ikke være svært at afkorte møderne, byrådsmedlemmerne skal bare holde sig til dagsordenen", siger Mona Groth, der altid er at finde i byrådssalen med sit strikketøj, når kommunalpolitikerne mødes.
 
Og skulle politikerne have problemer med at gennemskue, hvem der er byrådets mest talende partier, så kan de blot kigge på hendes strikketøj, hun har nemlig for hvert parti en farve garn, som hun skifter, hver gang en ny kommer på talerstolen.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Bedragerisk tankpasser

En 22-årig ekspedient på en større tankstation er blevet meldt til bedrageriafdelingen hos Gladsaxe politi, mistænkt for gennem en længere periode i efteråret at have lettet tankstationens kasse for omkring 10.000 kroner.
Anmeldelsen kom i denne uge, flere måneder efter det formodede bedrageri, og nu skal politiet så i gang med at studere kasseruller, timesedler og videobånd for at finde sammenhæng mellem den 22-årige mands arbejdstid og de forsvundne penge.
Manden er i øvrigt for længst blevet afskediget fra tankpasserjobbet.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet