Gladsaxes institutioner skal have hjælp til at spare på energien.
Elforbruget i de kommunale bygninger ligger et godt stykke over landsgennemsnittet, det afslørede resultatet af konkurrencen "årets elsparekommune", som blev offentliggjort i efteråret. Her blev Gladsaxe placeret som nummer henholdsvis 45 og 115 ud af 136 deltagere.
Og den kommunale elregning er ikke alene for høj, den vil fortsætte med at stige, vurderer Teknik- og miljøforvaltningen, hvis ikke der bliver gjort en ekstraordinær indsats for at "knække kurven".
Derfor introduceres til efteråret en elsparekampagne målrettet bl.a. skoler, plejehjem, rådhuset og Gladsaxes idrætsanlæg.
Og der er brug for sådan en kampagne, hvis energiforbruget skal ned, mener det konservative medlem af miljøudvalget, Henrik Sørensen. "Det viste resultatet af sidste års elsparekonkurrence i høj grad", siger Henrik Sørensen, som vurderer, at der er millioner at spare ved at reducere elforbruget i kommunens bygninger.
Et konkret forslag til en elsparekampagne i Gladsaxe er på dagsordenen miljøudvalgets møde i morgen.
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)
Retten i Gladsaxe behandlede i går en sag mod to drenge på 15 og 17 år. Sagen vedrørte et slagsmål på Ordblindeinstituttet i Mørkhøj kort før jul.
En 15-årig dreng på Ordblindeinstituttet havde sparket en 13-årig pige i skridtet, da hun ikke længere ville være kæreste med ham. Hun blev meget utilpas og gik hjem og har også fortalt, at hun skulle have kastet blod op. Hendes 17-årige storebror ringede først og truede ekskæresten og organiserede så et tæskehold bestående af den medtiltalte og to andre drenge, hvis navne ikke kom frem under retsmødet.
De fire, som ikke er elever på Ordblindeinstituttet, gik efter at have gejlet hinanden op, ind på skolen, hvor de fandt den 15-årige i et klasselokale. Her dunkede de hans hoved flere gange ned i et bord, og han blev også slået i maven. Derefter forsvandt drengene fra skolen.
De to drenge tilstod, men angav, at de egentlig bare havde villet overtale den 15-årige til at give lillesøsteren en undskyldning.
Domsmandsretten udskød at afsige dom. Det er nemlig almindelig praksis i sager mod mindreårige at lade socialforvaltningens undersøgelse af personlige og familiemæssige forhold få stor indflydelse på dommen. Derfor beklagede dommeren også, at Gladsaxe kommune ikke havde reageret på anklagemyndighedens henvendelser.
13 medarbejdere på Gladsaxe kirkegård har siden november sympatistrejket med landsbygraverassistenternes faglige kamp for at opnå lige lønvilkår med kollegaerne i de større byer.
Men i går blev der indgået aftale om en ny overenskomst, og dermed kan de 13 kirkegårdsarbejdere genoptage arbejdet fra i dag.
Den mere end fire måneder lange strejke har nu ellers ikke påvirket den daglige drift stort, siger kirkegårdsleder Dick Kreinøe: "Strejken er faldet lige i vinterperioden, hvor vi mest fælder træer og beskærer. Det må nu bare vente til næste år. Der står nogle ekstra urner og venter på at komme i jorden, men begravelserne har vi fået dispensation til fra fagforeningen til at gennemføre, mens vi er to tjenestemænd, der har varetaget den generelle oprydning, snekastning og hvad der ellers måtte være".
Kirkegården har om vinteren som regel ansat 16 medarbejdere, om sommeren 24.
Det kræver ingen omlægning af lokalplaner at gennemføre uddybningsprojektet af robanerne i Bagsværd sø.
Det har Naturklagenævnet netop afgjort efter en klage fra Gladsaxelisten, der mener, at både Gladsaxe kommune og Lyngby-Taarbæk, hvor en del af banerne ligger, skulle lave nye lokalplaner.
Det var blandt andet begrundet i de store mængder bundslam, der bliver fjernet i forbindelse med projektet.
Men da bunden jo i sagens natur ligger under vandoverfladen og der derfor ikke er tale om synlige ændringer, så har de to kommuner, og altså nu også Naturklagenævnet, ment, at der ikke skal ændres på planområdet.
Nu bliver der gjort noget ved lydproblemerne på Stengård skole.
Problemerne, der opstod efter den store renovering på skolen for ca. to år siden, er så alvorlige, at flere lærere har truet med at forlade skolen, simpelthen på grund af lydstress.
Men nu bliver der sat nye akustiklofter op på stedet for rundt regnet en kvart million kroner.
Og de har allerede gode erfaringer med de nye lofter på skolen.
Sidste år blev der nemlig, som forsøg, opsat nyt loft i en børnehaveklasse, og det har virket helt efter hensigten, fortæller skolens inspektør.
"Vi har en børnehaveklasse, som har fået lyddæmpning på. Og det klasselokale er delt op i to lokaler med en dør imellem. Og træder man bare en halv meter ind i det andet lokale uden lyddæmpning, så kan man meget tydeligt høre forskellen", fortæller inspektør på Stengård skole, Birger Tetler.
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)
Der var hverken tale om et uovervejet lune eller magtfordrejning, men derimod om en helt lovlig konkret vurdering, da Gladsaxes borgmester i første omgang afviste et fyldigt protokollat under et byrådsmøde november sidste år.
Protokollatet, eller bemærkningerne om man vil, kom fra Dansk Folkeparti under en sag om nye bænke på Søborg Torv. Men mødelederen, Karin Søjberg Holst, fandt, at bemærkningerne var for omfangsrige, og at det ikke er meningen med retten til at få ført noget til protokols.
Det udspandt der sig en mindre ordveksling omkring, og selvom bemærkningerne i deres fulde længde kom med i mødereferatet, så klagede Dansk Folkepartis Klaus Kjær alligevel til tilsynsrådet.
Rådet har nu talt, og siger i dets afgørelse, at længden på protokollater må være op til en konkret vurdering - en vurdering, der i sidste ende tilkommer mødelederen.
To af de tre mænd, der i går nat blev standset af politiet, mistænkt for at have røvet en pengetransport ved Super Brugsen på Søborg Hovedgade i går nat, er nu løsladt.
Alle tre blev i går fremstillet i grundlovsforhør, men det er altså kun den ene af de tre, der er blevet varetægtsfængslet.
Chaufføren af pengetransporten blev overfaldet af tre mænd, der med pistol truede ham til at lukke bilen op, og derefter forsvandt de tre mænd med dagens omsætning fra Super Brugsen.
En vidne så tre mænd køre væk fra stedet i en hvid taxa og fire timer senere stoppede politiet samme taxi i København, men kun en af dem er altså blevet varetægtsfængsel i 14 dage, mens politiet nu efterforsker sagen.