Onsdag den 26. Februar 2003


Enighed om dopingbekæmpelse

Selv om Gladsaxes idrætspolitikere og embedsmænd ikke umiddelbart har fulgt sportsforeningernes forslag om en lokal dopingkontrol, er Ole Lindskov, formand for FIG, fællesrepræsentationen af idrætsforeninger i Gladsaxe, alligevel godt tilfreds med det forslag, som forvaltningen er kommet med i stedet.
 
FIG havde foreslået at oprette en enhed, hvor foreningerne kunne henvende sig, hvis de havde mistanke om dopingmisbrug, men da politikerne fandt, at der manglede information om, hvor udbredt problemet egentligt er, udsatte de beslutningen og bad FIG om at redegøre for blandt andet omfanget af misbruget.
 
Nu er embedsmændene kommet med et andet forslag, der i hovedtræk går ud på, at sportsklubberne kan søge hjælp hos den kommunale forvaltning i stedet, og det er det samme, mener Ole Lindskov.
"Det vigtigste er, at der er et sted, hvor klubberne kan henvende sig, hvis de har problemer med dopingen, og at vi sender det signal til klubledere og udøvere, at vi tager problematikken alvorligt", siger Ole Lindskov og fortsætter: "Samtidig skal vi så lave informationsmateriale, både om doping og pædofili og generelt sætte fokus på det forebyggende arbejde".
 
Folkeoplysningsudvalget skal i dag drøfte indstillingen fra embedsmændene.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Tag over hovedet til husvild familie

Den husvilde familie, som efter en brand ved Søborg Butikstorv i fredags er blevet evakueret, fordi deres lejlighed er totalskadet, har med Gladsaxe kommunes hjælp fundet en etværelses lejlighed at bo i til i morgen, torsdag.
De to brødre i familien på fem fortalte i Nyhedsmagasinet i går, at de ikke vidste, hvor familien skal bo, indtil de igen kan flytte tilbage i deres lejlighed om fire til seks måneder, men overnatningsspørgsmålet er altså midlertidigt løst.
 
I morgen aften skal familien sammen med de øvrige beboere i opgangen til møde med repræsentanter fra kommunen for at løse indkvarteringsproblemerne.
 
Det er især to opgange ved Søborg Butikstorv, der har taget skade af den brand, der udbrød i stueetagens pizzaria i sidste uge, beboere til i alt 20 lejligheder i de to opgange er blevet evakueret, og lejlighederne er totalskadede.

Dyrere at blive sundhedsassistent

Selv om både amt og kommune mangler sundhedspersonale, bliver det nu dyrere at tage en sundhedsuddannelse i Københavns Amt.
Det er egenbetalingen for bøgerne, der stiger på uddannelsen til social- og sundhedsassistent, men formanden amtets undervisningsudvalg, den konservative Lars Abel, mener ikke, det vil afholde unge for at søge ind på uddannelsen.
 
"Der er på mange andre, især højere uddannelser, intet maksimum beløb på bogudgifterne, det har vi her, og denne stigning på højst 900 kroner er relativt lille, så jeg tror ikke, det får indflydelse på optaget til uddannelsen", siger Lars Abel, formand for det amtslige udvalg for undervisning, kultur og internationalt samarbejde, og tillige konservativt byrådsmedlem i Gladsaxe.

Vejledningstilbud samlet under ét tag

Fra på mandag og to uger frem behøver Gladsaxes unge bare gå et sted hen for at få råd og vejledning om uddannelse. Det foregår i det nye Ungdommens vejledningscenter på Høje Gladsaxe Torv.
"Det henvender sig jo til alle unge under uddannelse for så vidt. Og det er nogle projektpenge fra Undervisningsministeriet, som vi har fået til at afprøve institutionsuafhængig vejledning", fortæller leder af skole- og ungdomsvejledningen, Leif Pedersen.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Gladsaxe i Svendborg

Gladsaxe Symfoniorkester er så efterspurgt, at det er blevet hyret til at spille ved Svendborgs 700 års byjubilæum til sommer, og for orkestret er det en stor begivenhed, fordi musikerne sjældent spiller udenfor kommunegrænsen.
 
"Det er foranlediget af en kontakt via internettet, hvor de søgte et symfoniorkester. Jeg forhørte mig blandt orkesterets medlemmer, og da halvdelen gerne ville med, ansøgte vi. Og der vandt vi altså licitationsrunde, kan man sige. Senere har det så vist sig, at alle faktisk kan komme med, så det bliver spændende. Vi rejser normalt ikke, men det her vil vi gerne opleve", siger Karin Röh, formand for Gladsaxe Symfoniorkester.
 
En af årsagerne til, at orkesteret ikke er så udfarende er, at det er et stort apparat at sætte i gang, når 50- 60 musikere og ditto antal instrumenter skal på tur, men Svendborg kan nås på en dag, siger Karin Røh.
 
Symfoniorkestret spiller i Svendborg den 12. juli, og Karin Røh håber, at Gladsaxeborgerne får mulighed for en smagsprøve umiddelbart inden, orkestret har nemlig bedt kommunen om lov til at give premierekoncert i Gladsaxe den 10. juli, med samme repertoire, nemlig Händels Watermusic.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet