Tirsdag den 7. januar 2003


Snerydning i døgndrift

Selvom der stort set er blevet ryddet sne væk siden fredag, så lammede det store snefald natten til i går alligevel store dele af landet.
Heller ikke Gladsaxe gik ram forbi, og trafikken gik mandag morgen i stå på flere af de større veje, masser af bilister havnede i snedriver og bus- og togdriften var stærkt uregelmæssig.
Posten kom heller ikke ud ret mange steder, fordi grundejernes snerydning ikke var i orden.
 
På veje, fortove og pladser har alt disponibelt mandskab fra Gladsaxe kommune og underleverandørerne ellers nu på fjerde døgn været i sving med skovle og koste, fortæller Robert Meisner fra driftsafdelingen:
"Vi har 18 landmænd inde og feje med deres traktorer, vi har et par store sneplove i gang, og så er alle cykelstifejerne og de mindre håndmaskiner også af huse. Fortovene tager en af vores underleverandører sig af. Og jo, selvom vi ikke er nået i bund helt ned i de blinde ender af villavejene, så er vi klar til endnu en omgang sne, hvis det skulle være".

Ekstraordinært fjernvarmemøde

For første gang skal de respektive politiske udvalg nu forholde sig helt konkret til dén kritik, der sidste år blev rettet mod kommunes forvaltning af Gladsaxe Fjernvarmeforsyning.
 
Det var socialdemokraten John Brown Brabant Althoff-Andersen der, som det formentlig første siddende byrådsmedlem i historien, i april klagede over kommunen til Tilsynsrådet.
Og den klage er genstand for et ekstraordinært fællesmøde i dag i økonomiudvalget og miljøudvalget.
 
"Kommunen skal brygge en udtalelse sammen til Tilsynsrådet, som har rykket efter et svar. Nu skal det lige pludselig gå hurtigt, så man skal holde sådan et ekstraordinært helt specielt møde, hvor økonomiudvalget og miljøudvalget de mødes", siger John Althoff-Andersen, som i sin klage har bedt Tilsynsrådet se nærmere på tre forhold, blandt andet manglende indsigt i relevant materiale, fordi han ved flere lejligheder har bedt om oplysninger, som han ikke mener, han har fået svar på.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Tyveri fra rådhushal

Inventaret i hallen på Gladsaxe rådhus bliver tilsyneladende betragtet som en form for tag-selv-bord af tyvagtige personager.
Gennem den seneste tid er der nemlig forsvundet værdifulde møbler, eksempelvis flere Arne Jacobsen-stole, fra hallen, og mellem jul og nytår blev to edb-skærme nappet fra informationsdisken.
 
Der har været en del omrokeringer internt mellem flere afdelinger på rådhuset, og det har måske gjort det nemmere for tyvene at slæbe af med varerne.
 
Kontrollen med, hvem der egentlig færdes i huset, bliver nu skærpet. Specielt her i januar, hvor hele teknik- og miljøforvaltningen flytter til en ny adresse, og personalet fra de gamle lokalkontorer rykker ind.

Vejudvidelse er spild af skattekroner

Det er spild af penge at bruge to milliarder kroner på at udvide motorring 3.
Det mener Rådet for bæredygtig trafik, der i dets høringssvar til det statslige vejdirektorat skriver, at udvidelsen ødelægger uerstattelige naturværdier, at mange mennesker vil blive endnu mere generet af støj- og luftforening, og at den planlagte udvidelse fra fire til seks spor i øvrigt undergraver behovet for en moderne tværbane.
Alt det, mener rådet, sker for at den enkelte bilist kan komme et par minutter hurtigere frem.
 
I høringssvaret giver rådet også udtryk for, at Vejdirektoratet har baseret sin rapport på forkerte forudsætninger og mener ganske enkelt, at rapporten er lige til at smide ud. Den har nemlig ikke analyseret alternativer til en udvidelse, for eksempel løsninger med kollektiv trafik.
 
Rådets kommentar til rapporten vil sammen med svar fra andre råd og organisationer samt de berørte kommuner, herunder Gladsaxe, blive taget med i overvejelserne, når Folketinget i løbet af foråret afgør, om motorring 3 skal udvides.

Legepladser forurenet af tungmetaller

Jorden under to legepladser på børneinstitutioner i Søborg er så forurenet af tungmetaller, at børnene er blevet forment adgang til områderne.
Embedslægen har simpelthen vurderet, at det er for farligt for børn i den jordspisende alder, som det hedder, at benytte legearealerne.
 
Den forurenede jord er fundet ved institutionerne Lauggården og Kløvergården, og skal der også i fremtiden være børn udendørs de to steder, så skal den tungmetalholdige jord væk.
En bortgravning og påfyldning af ny ikke forurenet jord på legepladserne vil koste borgerne i Gladsaxe godt to millioner kroner.
 
Forurenede legepladser kan i øvrigt blive dyre bekendtskaber for Gladsaxe, fordi der kan være tale om endnu flere jordforureninger.
I øjeblikket er den kommunale miljøafdeling i gang med en nærmere undersøgelse af jorden på otte andre institutioner, som vurderes at tilhøre risikogruppen.

Tidligere borgmester fylder 80

I dag fylder Gladsaxes tidligere borgmester Tove Smidth 80 år.
Og den begivenhed skal fejres med manér, mener socialdemokraterne i Gladsaxe, som derfor inviterer til fødselsdagsreception i eftermiddag.
"Det er en oplagt anledning til at fejre Tove Smidth, som har betydet meget for partiet", mener formand for socialdemokraterne i Gladsaxe, Torben Nielsen.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)


Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet