Onsdag den 8. januar 2003
Undersøgelse af serviceniveau på rådhuset
- Efterlønsmodtagere og pensionister, der
føler sig dårligt behandlet af Gladsaxe kommune, kan
måske se frem til en bedre behandling på rådhuset.
- Inden jul rejste Kristeligt Folkeparti
kritik af sagsbehandlingen, som ifølge partiet blandt
andet indebærer, at kontanthjælp udbetales med op til
tre ugers forsinkelse, og at førtidspensionister kan gå
grædende hjem fra et kommunalt kontor på grund af en
dårlig behandling.
- Det er både uværdigt og uacceptabelt,
mener de kristelige, der derfor henvendte sig til
borgmesteren for at få hende til at tage affære.
-
- Borgmester Karin Søjberg Holst fra
Socialdemokratiet skriver i et brev til Kristeligt
Folkeparti, at personalet i en af de berørte afdelinger
allerede har haft en debat om kravene til en god
borgerbetjening, og at det "heldigvis kun er en
lille gruppe af førtidspensionister, som har den
opfattelse, at de ikke bliver tiltalt på en ordentligt
måde" .
- De forsinkede udbetalinger forklarer
borgmesteren med, at der i nogle tilfælde mangler
dokumentation, der tager lang tid at fremskaffe og som
derfor forsinker udbetalingen.
-
- De kristelige finder borgmesterens svar
både "positivt og imødekommende".
- Forvaltningen er i øvrigt selv i gang med
at undersøge serviceniveauet over for borgerne.
- Det første udkast til undersøgelsen
foreligger nu, og når sidste embedsmandshånd er lagt
på den, skal den drøftes politisk.
Frifundet for trusler mod ekskone
- En midaldrende pakistansk mand blev i går
ved retten i Gladsaxe frifundet for trusler mod sin
fraskilte kone.
- Konen havde midt i august anmeldt ham for
i en telefonsamtale at have fremsat dødstrusler mod
hende og hendes familie i Pakistan.
-
- Uenigheden udspillede sig i forbindelse
med hans samvær med deres børn, hvor han oplevede, at
hun saboterede samværet.
-
- Dele af retsmødet blev tolket fra Urdu
til dansk. Derved blev det klart, at det, han havde sagt
i telefonen, højst kunne opfattes som trusler om tæsk.
- Forsvareren gjorde nu retten opmærksom
på, at trusler om simpel vold ikke er omfattet af
straffelovens paragraf 266, som der var rejst tiltale
efter.
- Derfor frifandt domsmandsretten den
tiltalte.
- Dog opfordrede dommeren ham i sin
belæring til at dæmpe sig ned overfor ekskonen.
Forvaltning af fjernvarmeforsyningen fejler ikke noget
- Der er ikke noget at komme efter når det
gælder kommunens forvaltning af Gladsaxe
Fjernvarmeforsyning.
- Det mener et stort flertal af både
økomiudvalget og miljøudvalget, som i går var samlet
til ekstraordinært fællesmøde for at vedtage et udkast
til svar til Tilsynsrådet på en klage over kommunens
administration af fjernvarmeforsyningen.
- Klageren er det socialdemokratiske
byrådsmedlem John Althoff-Andersen, som har bedt den
amtslige klageinstans kigge nærmere på bl.a. måden
fjernvarmetarifferne bliver udregnet på, ligesom han har
klaget over manglende sagsindsigt.
-
- I et udkast til en udtalelse til
Tilsynsrådet står der, at der ikke foreligger materiale
i fjernvarmesagen, som John Althoff-Andersen ikke har
haft adgang til, og at der ikke er noget at udsætte på
Gladsaxe Fjernvarmeforsynings regnskaber.
-
- Samtlige medlemmer af økonomiudvalget og
miljøudvalget stemte for udtalelsen, med undtagelse af
John Althoff-Andersen, som stemte imod.
- Svaret mangler endnu at blive godkendt af
byrådet, før det sendes afsted til Tilsynsrådet.
Kommune: Nej tak til rundkørsel
- Et af de mest sete steder i Gladsaxe,
nemlig midterøen i Buddinge rundkørsel, forbliver i
amtslig regi. Det besluttede et enigt økonomiudvalg i
Gladsaxe i går.
- Københavns amt har ellers tilbudt
kommunen at overtage det grønne areal midt i
rundkørslen, ligesom amtet har villet give 30.000 kroner
til hjælp til en gigantisk kommunal flagstang midt i
området.
- Men amtet kommer til at beholde deres
rundkørsel, tillige med den gartneriske drift og øvrige
vedligeholdelse.
-
- Bestræbelserne for at skabe noget
kunstnerisk på midterøen har ellers været ganske
store, og idérigdommen ligeså.
- Der har oven i købet været nedsat en
fælles arbejdsgruppe mellem amt og kommune, der blandt
andet barslede med ideen til en flagstang.
- Nu forbliver midten af rundkørslen altså
som den er, uden de helt store forstyrrende kunstværker
til at forstyrre trafikanterne.
Hør
mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet