Tirsdag den 14. januar 2003


Borgerskab på krigssti efter nytårskur med Anne Marie Helger

Skuespilleren Anne Marie Helgers politiske satire var for skrap kost for flere af deltagerne ved Gladsaxe kommunes nytårskoncert søndag, hvor hun var hyret som konferencier.
Enkelte udvandrede i protest mod det, de kalder "skuespillerens perverse og perfide angreb på den siddende regering og danskheden som sådan".
Formanden for den konservative gruppe i Gladsaxe byråd, Lars Abel, forlanger nu, at borgmester Karin Søjberg Holst (S) giver en offentlig uforbeholden undskyldning til publikum for kommunens engagement af Anne Marie Helger.
Lars Abel skriver i et åbent brev til Gladsaxes borgmester, at "det var en total misforståelse at blande politisk satire, agitation og perfiditet ind i et så traditionelt festligt arrangement".
Han beder borgmesteren redegøre for baggrunden for valget af den kendte satirikers optræden ved nytårskoncerten og forlanger samtidig garanti for, at der ikke sker gentagelser.
 
Klaus Kjær, medlem af Gladsaxe byråd for Dansk Folkeparti, overværede også koncerten, men gik i vrede undervejs og smækkede højlydt med døren: "Da hun fortsatte den politiske agitation også efter pausen, og nu tilsat nationalmelodien, så benyttede jeg lejligheden til at gå, da jeg nu stod op alligevel. Hun var en total misforståelse og en hån og en skændsel mod publikum, der havde regnet med et festligt nytårsarrangement, men som i stedet blev udsat for Anne Marie Helgers perverse og perfide angreb på den siddende regering".
 
Modsat Klaus Kjær fandt en anden blandt publikum, viceborgmester Peter Brooker fra SF, det helt i orden med Anne Marie Helgers optræden: "Hun har en sjov stil og skægge ordspil, og jeg er næsten ligeglad med den politiske vinkel på satiren, bare det bliver udført elegant og sjovt, og det gjorde Anne Marie Helger. Næste år kan der jo komme en komiker og gøre grin med en miljøfreak som mig".
 
Koncerten, hvor Gladsaxe Symfoni Orkester og solisten Christina Aastrand medvirkede, var i øvrigt udsolgt, og der kunne være blevet solgt endnu flere billetter – de fleste angiveligt netop fordi Anne Marie Helger skulle medvirke.
Alligevel vil den socialdemokratiske kulturudvalgsformand Peter Nielsen på et møde i dag foreslå, at utilfredse publikummer kan få pengene til billetten tilbage.
"Der var valgt en forkert konferencier til denne nytårskoncert, og de, der mener at have fået en anden vare end den forventede, kan få pengene tilbage", siger udvalgsformanden til Nyhedsmagasinet.
 
Anne Marie Helger vil aldrig selv tabe oplevelsen i Gladsaxe af erindringen: "Det er meget ubehageligt, når der rejser sig en mand på 1. række og spørger, om jeg får penge for at sige det, jeg gør. Og selvom det kun var nogle af VIPerne med fribilletter, der rejste sig og gik, så var det rigtig ubehageligt", siger Anne Marie Helger til Radio Gladsaxe.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Vandskader på grund det mildere vejr

Det pludselig tøvejr søndag og i går tog mange borgere i Gladsaxe på sengen, og Falck havde indkaldt al disponibelt mandskab til at hjælpe med vandskaderne.
Vandrør var sprunget og kældre oversvømmede, men i går midt på dagen kunne stationsleder ved Falck i Gladsaxe, Aage Johansen, melde alt under kontrol:
 
"Vi har indkaldt ekstra mandskab, men nu har vi faktisk ledige hænder, for vi har klaret de opgaver, der har været indtil nu. Der har været en 12 til 16 vandskader, som vi er kommet smertefrit fra, det drejer sig om sprængte vandrør, der først er blevet opdaget ved tøvejret, og så har der været en del kældre, der har stået under vand. Men i forhold til store dele af det storkøbenhavnske område er Gladsaxe sluppet billigt, siger han.
 
Blandt Falcks opgaver har også været udrykning til tre falske brandalarmer, forårsaget af tøsne i brandalarmerne samt istappe-nedtagning.
Det sidste, erkender Aage Johansen, er strengt taget ikke en opgave for Falck, men det er langt fra altid tilfældet, at de farlige istapper bliver fjernet af de ansvarshavende boligejere.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Bankrøver på fri fod i 15 minutter

En 27-årig mand begik mandag eftermiddag røveri mod Jyske Bank på Bagsværd Hovedgade.
Maskeret og bevæbnet med en pistollignende genstand truede han sig til ca. 150.000 kroner, hvorefter han forsvandt ud af banken.
Men takket være et godt signalement af gerningsmanden lykkedes det politiets patrulje at anholde den 27-årige lige i nærheden af BS Supermarked, bare 15 minutter efter røveriet blev begået.

Handicapuge med sjov og alvor

Flere end 15 forskellige lokale handicaporganisationer og institutioner er med, når Gladsaxe til foråret markerer Det Europæiske Handicapår.
Den 10. maj afvikles Gladsaxe Handicapdag på rådhuspladsen, og i ugen op til vil der være masser af udstillinger og temamøder på hovedbiblioteket.
 
"Det betyder, at jeg som handicappet og andre i vores foreninger har mulighed for at gøre opmærksom på os selv og hvordan vores liv er. Arrangementet kan gøre opmærksom på, at vi har nogle behov, som er nødvendige at tage sig af her og nu, det er bl.a. tilgængeligheden for handicappede i Gladsaxe kommune. Så er der selvfølgelig også den anden side af sagen, nemlig at gøre opmærsom på, at vi er mennesker der har det sjovt og dyrker samme fritidsinteresser som alle andre, dog på nogle lidt andre vilkår. Derfor synes jeg, det er en fin måde at lave lidt sjov og ballade på, og det er så det vi gør den 10. maj, hvor vi prøver at gøre opmærsom på os selv på en lidt mere positiv måde", siger Ulla Trøjmer fra Dansk Handicapforbunds Gladsaxeafdeling.
 
Kørestolsræs, teateroptræden med spastiske skuespillere og en labyrint, hvor ikke-handicappede skal forsøge pejle sig vej med bind for øjnene er bare nogle af aktiviteterne på handicapdagen den 10. maj.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Busstrejke var en and

Passagerer til Connex-busserne i Gladsaxe og omegn behøver ikke at frygte, at bussen ikke kommer i dag.
Vi fortalte i går, at der ifølge HT var fagligt møde i går morges, og der var da også uregelmæssig drift på flere af linierne.
Men det faglige møde er nærmest at betragte som en "and" eller en kurre på tråden, siger tillidsmand Flemming Fried til Nyhedsmagasinet.
Han er ikke selv blevet informeret om, hvad det faglige møde handlede om, da ingen ville stå frem, siger han. Tillidsmanden betragter det derfor som en mindre bagatel og forsikrer, at busserne kører som de skal i dag.

Politisk teater på Beckværket

På lørdag er der premiere på en ny forestilling, "Parlamentet", på Das Beckværk ved Gladsaxe Teater.
"Det handler om en verdensberømt arkitekt som en dag, i en verden der ligner vores, bortset fra at ordene demokrati og parlament ikke eksisterer, får den idé, at det måske ville være genialt, hvis han byggede et stort hus, som var åbent til alle sider, og hvor mennesker fra hele verden kunne komme og mødes og tale sammen. Det hus tegner han, og sætter så folket i gang med at bygge det. Og det viser sig, at de retter lidt på hans tegninger hist og her, fordi de kan ikke forestille sig at et hus, der skal frelse dem, skal være åbent. Så de lukker det og laver det til en fæstning, som kan holde alt fremmed og truende ude", fortæller Beckværkets VerkFührer Nielsen.
 
Lars Mikkelsen spiller hovedrollen som arkitekten, desuden medvirker bl.a. også Mads Wille og Ellen Nyman.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet