Onsdag den 15. januar 2003


Ingen overvågning af Gladsaxes gader

Borgere i Gladsaxe behøver ikke at bekymre sig for videoovervågning, når de færdes på gaden eller på vej til en beværtning.

Det fastslår politimester Finn Meilby og tager dermed delvis afstand fra en anbefaling fra landets politimesterforening om at bruge mere overvågning.

Men for den øverstbefalende i Gladsaxe Politikreds er spørgsmålet om øget overvågning kompliceret:

- Ud fra et politimæssigt synspunkt er overvågning af det gode, efterforskningen bliver hurtigere, men jeg mener ikke, at vi som offentlighed kan gå meget videre, end hvad vi stiller som krav for borgerne. Mere overvågning ved banker og S-toge er der god fornuft i, men vi kommer altså ikke til filme Søborg Hovedgade eller natbeværtninger i kommunen, det er jo ikke København. Der kan godt nok være tumulter, men slet ikke så meget, at man kan retfærdiggøre en videoovervågning af gadearealer, siger politimester Finn Meilby.


Kritik af koncert fortsætter

Efterdønningerne fra Gladsaxe Kommunes nytårskoncert sidste weekend har endnu ikke lagt sig.

Som vi fortalte i Nyhedsmagasinet i går, så har flere byrådsmedlemmer rejst kritik af skuespilleren og satirikeren Anne Marie Helgers optræden ved koncerten, hvor der blandt andet faldt drøje hug til den borgerlige regering.

Senest har den konservative Lars Abel bedt Gladsaxes borgmester om en redegørelse for valget af Anne Marie Helger som konferencier samt en uforbeholden undskyldning til koncertgæsterne på byrådets møde til februar.

På et møde i går aftes besluttede et flertal af kulturpolitikerne, at publikum enten kan få pengene for koncerten tilbage eller få billetter til Gladsaxe Musikkoncert den 8. marts i stedet.

Imod var SF og det Radikale Venstre, mens socialdemokraterne og Venstre stemte for.

Ligesom de øvrige byrådsmedlemmer var Venstres Bjarne Rasmussen sammen med sin kone inviteret til at deltage i nytårskoncerten. Men da de fandt ud af, at det var Anne Marie Helger, der skulle være konferencier, valgte de at takke nej til invitationen:

"For at sige det ligeud, så kiggede vi på hinanden og sagde "Fandme nej. Vi vil ikke sidde på første række og klappe af hende". Derefter skrev jeg til biografdirektøren og returnerede billetterne med ærgrelse over, at man havde udvist så lidt indsigt, at man havde engageret hende. Man kunne næsten ikke have valgt nogen, der var værre. Jeg var ikke overrasket over, at det gik, som det gik", siger Bjarne Rasmussen.

Blandt publikum befandt Tenna Malberg sig, og den massive kritik af skuespilleren faldt hende så meget for brystet, at hun kontaktede Nyhedsmagasinet. Hun synes nemlig ligefrem, at det er flovt at bo i Gladsaxe:

"Det er mangel på pli og utrolig dårlig opførsel at rejse sig op og komme med tilråb til en skuespiller, det kan man simpelt hen ikke. Jeg har været med til mange nytårskoncerter, hvor der altid har været halv tomt, og denne gang var der fulde huse, hvilket jeg tror primært skyldes Anne Marie Helger. Alle har da brug for et spark bagi, det er flovt at bo i Gladsaxe, hvor så mange politikere reagerer ved at blive personligt fornærmede, siger Tenna Malberg, der håber, at publikum vælger ikke at kræve pengene tilbage for nytårskoncerten.


Fest og sport skal integrere

Kulturelle arrangementer mellem danskere og udlændinge i Gladsaxe og en form for etnisk job-rådgvning.

Det er nogle af de tanker, som Shoukat Naeimi gør sig.

Han er nyt medlem af Gladsaxes integrationsråd og mener, det er er vigtigt at fokusere på unge og børnefamilierne:

- Har familien det godt, så har man et godt udgangspunkt. Mange af de familier, der har problemer er på overførselsindkomster, derfor vil jeg arbejde for, at kommunen etablerer en form for jobrådgivning og stiller skarpt på, hvad den enkelte vil her i landet og prøver at finde beskæftigelse, der svarer til det de har lært hjemme fra. Og så vil jeg gerne arrangere kulturelle møder mellem danskere og etniske minoriteter, så vil kan lære hinanden bedre at kende, det tror jeg er et vigtigt udgangspunkt, siger Shoukat Naeimi, et af 14 medlemmer i det nye integrationsråd.

De er udpeget af byrådet til i de næste tre år forsøge at rådgive politikerne og embedsmændene om integration i kommunen.

Seks af den er valgt efter et opstillingsmøde med repræsentanter fra indvandrer og flygtningemiljøet eller andre, der har interesse i integrationsarbejdet.

De andre otte er repræsentanter for blandt andre boligselskaber, skolerådet og idrætsforeningerne.

Sidstnævntes repræsentant, Arne Fogt, fra FIG, siger om sportens rolle i integrationsarbejdet:

- Det er et godt sted at integrere, for børn ser jo ikke så meget på, hvordan holdkammeraterne ser ud. Især indenfor kampsporten er det allerede sket. Det har været sværere for de andre idrætsgrene, og der håber jeg at være med til at bygge bro mellem de forskellige kulturer, siger Arne Fogt.


Forurening, Folkeskole & Fjernvarme

Forurening på legepladser, anlægsbevillinger på henholdsvis 15 og 6 millioner til vedligeholdelse af skoler og plejehjem og en anlægsbevilling til etablering af dybere boringer ved Søborg Vandværk.

Det er blot nogle af sagerne på aftenens og årets første møde i Gladsaxe byråd.

Her skal politikerne også diskutere et forslag fra Dansk Folkeparti om at oprette et vagtværn til at holde øje med uroligheder i og omkring kommunens bygninger, det gælder især for Høje Gladsaxe-området, som har været hårdt ramt den senere tid.

På dagsordenen er også en ny lokalplan for Mørkhøj skole og Ilbjerg Allé som er til behandling for første gang. Det er heldagsafdelingen på Lundevang skole der nu skal flytte ind i Mørkhøj lokalkontors tidligere lokaler.

Og så er der lige fjernvarmesagen og kommunens svar til Tilsynsrådet på en klage fra det socialdemokratiske byrådsmedlem John Althoff-Andersen over forvaltningen af Gladsaxe Fjernvarmeforsyning. I aften skal det samlede byråd for første gang forholde sig til den klage.

Radio Gladsaxe transmitter direkte fra byrådsmødet fra klokken 18, med genudsendelse torsdag formiddag klokken 9.30.