Fredag den 24. januar 2003


Vejudvidelse tæt på realitet

En udvidelse af motorring 3, som går durk igennem Gladsaxe kommune, er kommet et væsentligt skridt tættere på en vedtagelse på Christiansborg.
Folketingets trafikudvalg var nemlig onsdag på tur for at kigge på vejen, primært for at tage stilling til Vejdirektoratets forslag om, at budgettet skal næsten fordobles af hensyn til miljøet og på grund af støjafskærmning langs med vejen.
 
Men en accept af den del af Vejdirektoratets forslag, er ikke langt fra at betyde en accept af det samlede forslag, siger den konservative formand for trafikudvalget, Kaj Ikast.
"Det kan jo give grå på hovedet hos en udvalgsformand, der forsøger at få pengene til at slå til, at budgettet stiger med 800 millioner kroner. Men vi måtte konstatere, at det er altså nødvendigt at bruge de ekstra penge på støjafskærmning. Vi har ikke decideret taget stilling til, om vejen skal udvides, men indirekte har vi jo nikket ja til den del af Vejdirektoratets forslag, så det er da oplagt, at vi er meget positivt indstillede på de næste afsnit også", siger Kaj Ikast.
 
Folketinget har altså endnu ikke truffet en officiel beslutning omkring vejudvidelsen, men det forventes, at det vil ske i løbet af dette forår.

Dopingkontrol udsat

Selv om et forslag om bekæmpelse af doping i Gladsaxe vinder stor respekt fra folkeoplysningsudvalget, vil medlemmerne gerne undersøge sagen nærmere, inden de eventuelt bevilger penge til projektet.
Det er Fællesrepræsentationen af idrætsforeninger i Gladsaxe, FIG, der har ansøgt udvalget om 50.000 kroner til hjælp til at bekæmpe dopingen i de lokale klubber.
De landsdækkende sportsorganisationer har allerede dopingkontroller, men FIG mener, at det er for dyrt og derfor afskærer flere klubber fra hjælp.
 
Formand for folkeoplysningsudvalget, socialdemokraten Peter Nielsen siger: "Det er et godt initiativ, men der er mange aspekter, vi skal have undersøgt nærmere, inden vi eventuelt vil bevilge penge til det. For eksempel det juridiske i det, hvad gør man med en sportsudøver, som bliver taget for doping, hvilke sanktionsmuligheder har FIG? Og så har vi i udvalget også diskuteret, om det er kommunens rolle at betale dopingkontrol, eller om det er klubbernes eget ansvar", siger Peter Nielsen, der også gerne vil vide, om der er andre kommuner, som har lignende projekter.

Manglende samarbejde mellem kommunale forvaltninger

Selvom det er Gladsaxe kommune, der både tager sig af de støttekrævende børn i folkeskolen og ofte også af de sociale problemer i nogle af de samme børns familier, så er der i dag intet formaliseret og struktureret internt samarbejde mellem de to involverede forvaltninger.
Det er altså ofte samme familier, det handler om, men to sæt forskellige mål, forventninger og opfattelser, der ligger til grund for den kommunale indsats overfor støttekrævende børn og unge, og deres familier.
Børne- og kulturforvaltningen varetager børnenes interesser på skole- og institutionsområdet, mens socialforvaltningen tager over, når det handler om anbringelser udenfor hjemmet eller sociale problemer med de voksne.
Lidt mere firkantet sagt, så ved den ene hånd ikke, hvad den anden laver.
 
Det betyder, at der hersker stor tvivl om, i hvor høj grad specialundervisning giver de ønskede resultater, om forebyggelse overhovedet forebygger anbringelser, og om anbringelserne i det hele taget har den ønskede effekt.
Det betyder igen mange skønne spildte kræfter og økonomi indenfor to områder, der i disse år i forvejen er trængt på pengepungen.
Derfor hilses en analyse af samarbejdet mellem de to forvaltninger meget velkommen, blandt andre af børne- og undervisningsudvalgets formand, socialdemokraten Trine Græse: "Det opleves, at der er forskellige holdninger i de to forvaltninger, så et bedre samarbejde mellem de to kan kun munde i bedre tilbud til dem, det handler om, de ramte børn og familier".
 
Analysen ventes færdig i maj måned, så resultatet kan indgå i de politiske overvejelser for budgetlægningen for næste år.

Overfaldet groft af indbrudstyve

En 37-årig mand fra Holmevej i Søborg blev onsdag aften gennemtæsket og frarøvet indholdet af et pengeskab, da han overraskede to indbrudstyve i sin lejlighed.
Manden var på besøg hos naboen, da han hørte mistænkelige lyde inde fra sin egen lejlighed.
I lejligheden blev han mødt af to maskerede mænd, der var i gang med at tømme et pengeskab.
Lejlighedens indehaver spurgte naturligt, hvad der foregik?
Det skulle han imidlertid ikke have gjort, for det udløste blot en gedigen gennemtæskning blandt andet med det koben, som gerningsmændene havde brugt til at bryde ind gennem terrassedøren med.
Efter at have smadret både den 37-årige og lejligheden, så forsvandt de to i ukendt retning.
 
Indbruddet og overfaldet skete i Gladsaxevej-enden af Holmevej onsdag kl. 19.35, og politiet er meget interesseret i at høre fra vidner, der har bemærket de to mænd.
De er omkring 180-185 cm høje, den ene almindelig af bygning, den anden lidt kraftigere.
Begge var iklædt mørkt tøj og mørke huer med huller til øjnene.
 
Kriminalpolitiet i Gladsaxe kan kontaktes på telefon 39 69 14 48.

Hver fjerde har fået penge tilbage efter nytårskoncert

Trods heftig annoncering i lokalbladene, så har til dato kun 125 publikummer fra Gladsaxe kommunes nytårskoncert benyttet sig af chancen til at få udgiften til billetten refunderet.
Det er ellers et udsalgstilbud, der vil noget, sådan først at blive underholdt af en af landets mest efterspurgte konferencierer og det lokale symfoniorkester, og derefter få pengene tilbage.
 
Hvis tilbuddet kunne gå hen og blive reglen, som flere og flere ønsker det, og ikke undtagelsen, så åbner det helt uanede muligheder for eksempelvis at få råd til at komme lidt oftere i den kommunale biograf, svømmehal eller skøjtehal.
Er isen, filmen eller vandet ikke som forventet, så er det pengene retur.
 
Men foreløbig er pengene-tilbage-tilbuddet begrænset til nytårskoncerten, hvor endnu små 400 publikummer kan få refunderet halvtredseren, som billetten kostede.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet