Torsdag den 5. Juni 2003
Åbne døre hos PET
- Danmarks nok mest lukkede virksomhed
åbnede i går dørene og inviterede indenfor i sit nye
hovedkvarter i Gladsaxe.
-
- Politiets Efterretningstjeneste, PET, er
flyttet ind på Klausdalsbrovej i Buddinge, og i går
blev efterretningstjenestens nye lokaler, eller rettere
forhallen i den store kontorbygning, vist frem for en
særligt inviteret offentlighed.
-
- Blandt gæsterne var justistministeren,
rigspolitichefen og kriminalinspektør Niels Larsen fra
Gladsaxe politi, som var kommet for at hilse de nye
naboer velkommen.
- "Vi er jo glade for at få nogle
kolleger herud i området. Vi har så småt gået og
skæmtet med, at vi er ved at danne det nye polititorv
herude", sagde kriminalinspektøren.
-
- (hør mere i lydudgaven af
Nyhedsmagasinet torsdag)
Hjælp på vej til støttekrævende børn
- Hurtigere og bedre hjælp til Gladsaxes
støttekrævende børn og deres forældre.
- Det vurderer formanden for børne- og
undervisningsudvalget, socialdemokraten Trine Græse,
bliver resultatet af en selvransagelse i forvaltningen.
-
- Hidtil har den administrative organisation
været fordelt på både socialforvaltningen og børne-
og kulturforvaltningen, der til tider har haft svært ved
at spille sammen.
- Men nu foreslår samme forvaltninger i en
rapport, at opgaverne lægges over i en og samme
afdeling, og om den rapport siger Trine Græse:
- "Ved at samle det i en enhed kan vi
bruge den til at give bedre og hurtigere hjælp til de
børn og unge, det handler om. Det har jo ikke altid
fungeret så godt på den måde, som det er i dag, hvor
der er to forskellige forvaltninger, der varetager
opgaven, så det bliver forhåbentligt bedre
fremover", siger Trine Græse.
-
- I børne- og undervisningsudvalget var der
enighed om at være positivt indstillet overfor
rapportens indhold, som nu skal forelægges de politiske
kolleger i økonomiudvalget og socialudvalget.
- Skulle de være lige så begejstrede for
teksten, sendes den om 14 dage til høring blandt
skolebestyrelserne og de involverede personalegrupper. Og
skulle der ikke være indsigelser forventes det vedtaget
af byrådet ved udgangen af året og iværksat fra næste
sommer.
Falske checks med posten
- Banker i Gladsaxe politikreds oplever i
stigende grad at få fremsendt falske checks, som
fremsenderen så beder banken indsætte på en bestemt
konto.
-
- "Hvor checkbedragere tidligere selv
oftest gik hen til skranken for at forsøge at få
indløst de falske checks, så benytter de i dag enten
postvæsenet eller afleverer selv forsendelser i bankens
postkasse med anmodning om at få den medfølgende check
indsat. På den måde vanskeliggøres vores
efterforskning", siger Henning Nielsen, leder af
bedrageriafdelingen hos Gladsaxe politi.
-
- De seneste måneder har banker i området
været udsat for den slags bedrageriforsøg seks gange,
det foreløbig sidste forsøg var med en falsk check på
32.000 kroner.
- Checken og brevet bliver nu undersøgt for
fingeraftryk, kontoindehaveren skal afhøres og
eventuelle vidner omkring banken ved brevets
afleveringstidspunkt skal findes, førend der muligvis
kan rejses tiltale for bedrageri.
Kollega: Præst uden tro er et skvat
- "Det er for galt", siger
sognepræst ved Stengård kirke, Edvard Nielsen, om
kollegaen i Taarbæk, der offentligt har bekendtgjort sin
manglende tro på gud.
-
- Troen handler om hjertets overbevisning,
hjernen har Edvard Nielsen kun dårlige erfaringer med:
"Inden vi bliver ordineret, bliver præsteløftet
gennemgået for os, og når man en gang har aflagt
løftet, så holder man det. Man er vel et mandfolk og
ikke et skvat. Hjernen leder os ofte ud i noget, som vi
bagefter fortryder bitterligt, så troen er noget for
hjertet og ikke hjernen".
-
- Kollegaen i Taarbæk, Thorkild Grosbøll,
har nu af stiftets biskop fået en uge til at komme på
andre tanker omkring naturvidenskab og tro.
Mødeaktivitet på fridag
- For de fleste er den 5. juni,
grundlovsdag, forbundet med en fridag, men for flere
politiske partier er det også dagen, hvor der kan luftes
de lidt mere vidtløftige tanker.
-
- Lokalt i Gladsaxe er der mulighed for
høre taler fra Socialdemokraterne Bent Greve og Tine
Aurvig Huggenberger, og fra konservativ side stiller Lars
Abel og Lars Barfoed op.
-
- Lars Barfoed er folketingsmedlem for Det
Konservative Folkeparti, han siger om hovedpunkterne i
sin grundlovstale: "Jeg synes egentlig ikke, at der
er behov for en revision af grundloven. Der selvfølgelig
flere punkter, der kunne trænge til en modernisering,
men det kræver en større sag at gå i gang med det, og
den har vi ikke lige nu. Jeg vil også komme ind på,
hvordan vi sikrer velfærdssamfundet i fremtiden, og
hvordan vi kan gøre det ordentligt for de svageste i
samfundet".
Bud efter legat fra Dyrup
- 22 unge billedkunstnere har søgt
malingproducenten Dyrups nyindstiftede kunstnerlegat, der
består af to portioner på hver 25.000 kroner samt et
års brug af et helt nyt atelier i Dyrups hovedsæde i
Søborg.
-
- Ved en sammenkomst i Planetariet senere
på måneden, hvor der både skal ses film om farver og
høres strygermusik, bliver de to legatmodtagere udpeget.
- Derfra er det så bare med at bruge løs
af farverne i atelieret, der er indrettet i en gammel
fabriksbygning med vinduer fra loft til gulv.
-
- Eneste forpligtelse for legatmodtagerne er
at skænke et værk, der skal indgå i udsmykningen af
firmaets domicil.
Hør
mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet