Torsdag den 12. Juni 2003


Høje Gladsaxe-unge vil have værested

Det er slut med at hænge ud i spillehaller og hashklubber.
Nu vil de unge i Høje Gladsaxe have deres eget værested. Og det ønske blev fremsat i går aftes under byrådets spørgetid, hvor de unge var mødt talstærkt op for at fortælle politikerne om deres problemer.
 
"Vi har ikke rigtig noget sted at hænge ud. Så går vi rundt i centret og står der, og så bliver ældre mennesker bange for os og føler sig utrygge, når vi er i nærheden. Og det kan jo ikke være rigtigt", siger de unge, som nu har fået lovning på et møde med borgmesteren, hvor de får lejlighed til at fortælle mere om behovet for et nyt værested i området.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Busserne kører ikke på frihjul

Problemer med busdriften hos Gladsaxe-firmaet Connex i årets første måneder har fået HUR, Hovedstadens udviklingsråd, til at iværksætte en undersøgelse af busafgangene i hovedstadsområdet.
Og konklusionen er, at der er ingen grund til at klage over manglende busser på de storkøbenhavnske veje, for de kører nogenlunde, som de skal; kun ni gange af de 2.500 busafgange, der har været under observation, er bussen udgået.
 
Dermed mener HUR at kunne tilbagevise, at der skulle være problemer med manglende busafgange og konkluderer, at busselskaberne overholder de kontrakter, der er indgået i det storkøbenhavnske.
Administrerende direktør ved Connex Hans Baunsø er, ikke overraskende, glad for undersøgelsens resultat:
"Det er jo det, vi er ansat til af vores kunde HUR; at sikre en regelmæssigt busdrift. Vi havde tekniske problemer i januar og februar, men det er kommet i orden nu. Og jeg er da kun glad for, hvis HUR fremover vil overvåge busdriften i hovedstaden, for vi ikke holde øje med samtlige af vores 1200 medarbejdere hele tiden, og der er det godt, hvis HUR kan være med til at hjælpe en chauffør eller give gode råd, det tager jeg bestemt ikke som en mistillidserklæring, tværtimod er det hverdagen for alle kunde-leverandør forhold i dag", siger Connex´ administrerende direktør Hans Baunsø.
 
Når politikerne i HUR mødes næste gang, vil de formentligt vedtage, at den intensive kontrol af busafgangene gentages jævnligt fremover.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Unge afrikanere bag gaderøverier

Kriminalpolitiet i Gladsaxe søger vidner til to røverier fredag aften og lørdag nat, forøvet i området ved Vadgårdsvej omkring Buddinge station og ved Niels Finsens Allé i Søborg.
Gerningsmændene er i begge tilfælde 6-8 mørke afrikanere i 15-16-års alderen, to af dem i øvrigt piger.
 
Første røveri skete ved 21-tiden lige omkring Vadgårdsvej, hvor en ung kvinde blev passet op af gruppen, fik stukket en pistollignende genstand i ansigtet og frarøvet en taske med telefon og pung i.
En enkelt fra gruppen fortrød tilsyneladende handlingen, fordi han blev stående, da resten af flokken stak af, og tilbød at følge kvinden over til politistationen. Da de nærmede sig, stak han imidlertid også af.
 
Senere på natten, ved et-tiden, blev en mand stoppet ved hjørnet af Carl Blochs Allé og Niels Finsens Allé, hvor han blev udsat for samme behandling med at få stukket en pistol i hovedet og frastjålet værdier.
Til overflod deltog formentlig en fra gruppen endnu senere på natten i en fest på Niels Finsens Allé, hvorfra der forsvandt et digitalkamera og en taske.
 
Vidner til en af de tre episoder bedes henvende sig til Torben Valentin fra kriminalpolitiet i Gladsaxe på 39 69 14 48.

Ældre kvinde fra Søborg snydt af forbryderliga

Der står en forbryderbande fra USA og Spanien bag et aktiebedrageri mod en ældre kvinde fra Søborg, der tilbage i 2001 lod sig lokke til at investere i fiktive aktier.
 
Kvinden var dengang kun i telefonisk og skriftlig kontakt med det Malaga-baserede firma, men sendte alligevel 65.000 danske kroner af sted til en konto i Wien.
Siden skete der ikke så meget med investeringen, kvinden hørte aldrig en lyd mere fra selskabet, og så blev bedrageriafdelingen hos Gladsaxe politi inddraget i sagen.
 
Via et samarbejde med de østrigske myndigheder blev kontoens ejermand identificeret, men da var det for sent - både ejer og indholdet på kontoen var forsvundet.
Siden har det vist sig, at banden har opereret over hele Europa og snydt investeringsivrige med lidt for mange penge på lommen.
Formentlig må den i dag 64-årige kvinde fra Søborg nok erkende, at de 65.000 er tabt for altid.

Gladsaxeborger til olympiske lege

Når 7.000 idrætsudøvere og 9.000 hjælpere, trænere og arrangører i næste uge tørner sammen i det irske for at dyste om de olympiske lege for udviklingshæmmede, er Gladsaxe stærkt repræsenteret af bordtennisspiller Henrik Lorentzen.
Af trofæer kan han blandt andet bryste sig af en bronzemedalje fra de uofficielle verdensmesterskaber sidste år, og han er en af de 36 idrætsudøvere fra Danmark, der på mandag tager af sted til Dublin, hvor deltagere fra 160 lande er repræsenteret til Special Olympic World Games.
 
Hjælper og far til Henrik, Tonny Lorentzen, tager også med, og han siger om forventningerne:
"Først og fremmest er Henriks forventninger, at han får en alle tiders oplevelse med ligestillede fra hele verdenen. Og så er det da heller ikke underordnet med resultaterne. Henrik får mildt sagt nederlag nok i hverdagen, så når han sejrer i sportens verden, vokser han og får selvtillid, de sejre betyder meget for hans selvværd", siger Tonny Lorentzen.
Udover hans voksne søn deltager også en anden bordtennisspiller med tilknytning til Gladsaxe. Det er Rikke Christiansen, som både er medlem i Gladsaxe, Dalby og Hillerød.
 
Ved mesterskabet, der strækker sig over næsten 14 dage, er der i alt syv discipliner, blandt andet fodbold, bowling, ridning, svømning og altså bordtennis.

Bragende information virker

De vil ha’ bulder og brag, hjemmeværn og politi, og ikke trykt informationsmateriale – i hvert fald når det handler om at fortælle børn og unge om farerne ved nytårsfyrværkeri.
Det viser de seneste års erfaring fra Københavns amts sundheds- og forebyggelsesudvalg, der netop er gået i gang med at planlægge den præventive indsats frem mod næste årsskifte.
 
Hjemmeværnets bombesprængninger og øvrige demonstration af fyrværkeriets kraft kan da næsten heller ikke undgå at nå frem til målgruppen i skolerne, hvoraf 100 i amtet sidste år valgte den form for forebyggende aktivitet.
De yderst instruktive sprængninger og andet godt bliver fulgt op af en mere teoretisk undervisning fra politiets side, som, hvis man skal tro skadestuernes statistikker, har den rette effekt.
Antallet af fyrværkeriskadede børn og unge er nemlig faldet de seneste år.
 
Til gengæld er folk over 30, især mænd, gået hen og blevet rigtig dumdristige i omgangen med knaldfyrværkeriet – i den aldersgruppe er der tale om en kedelig stigning.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet