Mandag den 23. Juni 2003


Rådgivning til omgængere

Forældre overhører ofte Gladsaxe kommunes pædagogiske rådgivning, når de små poder skal til at begynde i skolen.
Kommunen undersøgte sidste år, hvor tit forældrene har fulgt institutionernes anbefaling og ladet barnet fortsætte et år til i børnehaveklassen, og det viste sig, at forældrene tit overhører anbefalingen og lader børnene begynde i første klasse. Og ifølge undersøgelsen viser det sig også, at pædagogerne har ret i deres vejledning af forældrene.
 
Den sidste konklusion er formand for børne- og undervisningsudvalget socialdemokrat Trine Græse meget tilfreds med: "Det glæder mig, at det ikke er rådgivningen, der er noget galt med, for det kunne jeg godt være lidt bekymret for. Altså som udgangspunkt ved forældrene bedst, men det viser sig at holde stik, når den pædagogiske rådgivning påpeger, at barnet vil få vanskeligt vil at klare første klasse, siger Trine Græse.
 
Børne- og undervisningspolitikerne har nu bedt forvaltningen undersøge, om der er behov for kommunal hjælp til de mulige omgængere og deres forældre, eventuelt i form af pjecer.

Badmintontræner sigtet for vold mod baby

En fransk badmintontræner med bopæl i Gladsaxe risikerer op til ti års fængsel, hvis han i denne uge i Østre Landsret kendes skyldig i grov vold mod og mishandling af sit spædbarn.
Franskmanden har siddet varetægtsfængslet siden juli sidste år, hvor læger slog alarm til Gladsaxe politi efter at have opdaget, at det på det tidspunkt kun fem måneder gamle barn havde flere brud på knogler og skader i kraniet.
 
Barnets mor, en russisk badmintonstjerne, der sidste sommer trænede i Danmark, var i starten også sigtet i sagen, men sigtelsen er siden frafaldet.
Moren er siden rejst hjem til Rusland med barnet, der i dag betragtes som varigt hjerneskadet efter den formodede vold.
 
Franskmanden, der i øvrigt flygtede fra politiet, da han skulle anholdes, nægter sig skyldig.
Da anklageren går efter en straf på mere end fire år, så bliver sagen behandlet som en nævningesag i landsretten og ikke i byretten, som i dette tilfælde ville have været Gladsaxe.

Udrykninger tager længere tid

Ambulancer på udrykning når frem på den tid, som de skal ifølge aftalen med amtet, men også kun lige netop.
Det viser en opgørelse over responstiden for samtlige udrykninger sidste år. Responstid er den tid, der går fra en akutambulance tilkaldes, og til ambulancen er fremme på skadestedet.
 
Aftalen angiver en gennemsnitlig tid på 6,5 minutter, og Falcks ambulancer brugte 6,4 minutter set hen over året.
Dermed er redningskorpset blevet gennemsnitligt 0,2 minutter langsommere til at komme frem, set i forhold til året før.
 
Falckstationen i Gladsaxe har tidligere hørt til blandt de hurtigst udrykkende, men er i år faldet til gennemsnitstiden for hele amtet.
Gladsaxestationens ambulancer har før kørt på under seks minutter som gennemsnit for de omkring 2.000 årlige akutudkørsler.
"Forskellen hører til de små marginaler, vi har i hvert fald ikke andre forklaringer på nedgangen, hverken af personale- eller udstyrsmæssig karakter", siger stationsleder Åge Johansen.

Indbrud efter skærme på biblioteker

Trods mærkning og boltsikring af computerskærmene er filialbibliotekerne i Gladsaxe hårdt plaget af indbrud og tyverier.
 
Specielt Mørkhøj bibliotek er med den om aftenen lidt mennesketomme beliggenhed udsat, men også de øvrige filialer oplever indbrud.
Senest er det i pinsen gået ud over Høje Gladsaxe bibliotek, hvor tre nye fladskærme blev nappet.
 
Biblioteket er ellers videoovervåget, men båndet i maskinen løb ud efter 12 timer, så selve indbruddet er ikke blevet foreviget.
Fremover bruger biblioteket bånd med længere varighed, så også fortrædeligheder begået på helligdage kan komme med.

Børn skal have kultur

For 400.000 kroner børnekultur.
Det er, hvad Gladsaxe kommunes forvaltning foreslår, at der fremover årligt afsættes i en pulje til børnekulturprojekter.
 
"Det er et godt forslag, der skal sende et signal om, at vi gerne vil prioritere børnekulturen højt", siger formand for kultur-, fritids- og idrætsudvalget, Peter Nielsen (A).
 
Bliver forslaget vedtaget ved de kommende budgetforhandlinger, går politikerne i gang med at finde ud af, hvad puljen konkret skal bruges til.
Men allerede nu går overvejelserne i retning af kulturelle oplevelser i form af kunstværker, kunst- og musikprojekter af og med børn, besøg af en klovn eller en kunstner eller måske medbestemmelsesprojekter. Det kan både være i foreninger, skoler og institutioner.
Alt sammen med det for øje at give børn kulturelle oplevelser, der kan bundfælde sig og stimulere barnet.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet