Tirsdag den 6. Maj 2003


Mangel på p-pladser skaber kaos ved stadion

Den store mangel på parkeringspladser skaber alvorlige problemer på Bagsværd Stadion.
Stadioninspektør Helge Brohammer siger om situationen: "Den er kaotisk. Vi har ca. 300 mennesker, som klæder om her hver aften, og vi råder over 50 p-pladser. Så det kan kun give problemer. Når vi har folk der kommer og spiller fodbold eller når vi har atletikstævne med gæster fra 2 – 3 andre klubber, så går der helt kage i den".
 
"Hvis vi har én der kommer til skade, eller hvis vi på anden vis har brug for udrykningskøretøjer der skal ind, så kan det ikke lade sig gøre, fordi der holder biler parkeret foran lågen, så man ikke kan køre ind. Og når vi sætter skilte op, så bliver de revet ned og fjernet", fortæller stadioninspektøren.
 
Etablering af flere parkeringspladser for både cykler og biler har fået højeste prioritet i Bagsværd Stadions budgetønsker for næste år.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Ungdomsboliger ved station

Første skridt til at omdanne en parkeringsplads ved Stengård station til 30 ungdomsboliger bliver i dag taget i økonomiudvalget i Gladsaxe.
Parkeringspladsen, der tidligere rummede et socialkontor, bliver kun i ringe grad brugt til parkering.
Folk i området har tidligere foreslået, at der blev etableret en offentlig legeplads på stedet. Men den idé ser det ikke ud til at være faldet i politisk god jord.
Det er forslaget om et byggeri på op mod 1.200 kvadratmeter med plads til cirka 30 ungdomsboliger derimod.
 
I kommuneplan 2001 for Gladsaxe står der intet om anvendelsen af området. Uanset hvad, så vil et byggeri komme til at kræve både et tillæg til kommuneplanen og en særlig lokalplan for lige netop det aktuelle areal.
 
Derfor er det som nævnt kun første skridt, der tages i dag – siden skal byråd og offentligheden som sådan høres om de planlagte ungdomsboliger.

Kompostprojekt med startvanskeligheder

Ni måneder efter, at beboerne i Torvegården i Mørkhøj fik deres eget komposteringsanlæg, har de stadig til gode at nyde godt af den kompost, der kommer ud af deres affaldssortering.
Det er nemlig endnu ikke lykkedes at få anlægget til at virke, fordi det er den første af sin art i Danmark, som også kan omdanne kød til kompost.
 
Miljømedarbejder ved Torvegården Brian Sørensen håber, at der i løbet af de næste par måneder vil være kommet en løsning, så beboerne kan få gavn af deres affald og siger i øvrigt om de erfaringer, Torvegården har gjort sig: "De er jo både positive og negative, fordi vi ikke har fået det til at virke endnu. Vi har ikke så mange erfaringer at trække på, og så er der en masse analyser, der skal foretages og godkendelser, der skal indhentes. Og det er jo trist for beboerne, at de ikke har fået glæde af komposten endnu, men jeg håber, at vi snart kan få godkendt analyserne og få det til at fungere", siger Brian Sørensen.
 
Torvegården var sidste år med i et kommunalt forsøg med affaldssortering, og da forsøget ophørte, var beboerne så glade for ordningen, at de valgte at fortsætte for egen regning.

Knivrøver eftersøges

En nærmere gennemgang af Gladsaxe politis fototek har endnu ikke ført frem til rette mand, eller rettere røver.
Søndag morgen blev en taxachauffør truet med en kniv til at udlevere sin pung med 1.000 kroner i.
Røveren er en cirka 30-årig mand, som politiet altså stadig leder efter.
Chaufføren har i fototeket, arkivet over tidligere straffede, udpeget nogle muligheder, som der stadig arbejdes med.

Kronprins slår rødder i Gladsaxe

Selveste Kronprins Frederik er på vej til at slå rødder i Gladsaxe.
Det bliver en træplantning med royalt islæt, når Gladsaxeborgmester Karin Søjberg Holst og medlemmer af Gladsaxe byråd i dag planter "Kronprins Frederiks Eg".
 
Kronprinsen har igennem snart 15 år været protektor for organisationen Plant Et Træ, og det bliver markeret i samtlige kommuner i hele landet præcis klokken 11 i dag med plantningen af 275 egetræer.
 
I Gladsaxe kommer egen til at stå i rådhusparken og alle institutioner, foreninger og også privatpersoner er inviteret til at overvære den højtidelige plantning af "Kronprins Frederiks Eg".

Kulturel støtte til fire foreninger

Fire kulturelle foreninger i Gladsaxe kan synge og danse med kommunens hjælp.
De har nemlig søgt - og fået - tilskud fra kulturpuljen. Gladsaxe Kammerkor og Søborg Motetkor får hver 8.000 kroner, Søborg Harmoniorkester får 11.000 kroner som tilskud til sine aktiviteter i år, her er der tale om koncerter ved flere lejligheder, blandt andet ved Gladsaxedagen til august.
Og så får Gladsaxe Viseforening et beløb på 3.000 kroner, ligeledes til hjælp til sine aktiviteter i løbet af 2003.

Sjælden astronomisk begivenhed på Gladsaxe skole

Alle stjerneinteresserede kan godt begynde at glæde sig.
En sjælden astronomisk begivenhed finder nemlig sted i morgen.
"Det er det man kalder en Merkurpassage. Det vil sige at planeten Merkur kommer til at gå ind over solskiven. Normalt vil den ikke gøre det, den går som regel enten under eller over solen", fortæller
Volmer Hegvad fra observatoriet på Gladsaxe skole.
 
Observatoriet vil, hvis vejret tillader det, være åbent for alle interesserede onsdag den 7. maj, så man kan opleve denne sjældne Merkurpassage.
 
Sidste gang var i 1973 og den næste synlige Merkurpassage er først i 2016.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet