Torsdag den 8. Maj 2003


Mere videoovervågning i sportscentret

Gladsaxe Sportscenter har forstærket indsatsen overfor hærværk og tyverier.
For to år siden blev Gladsaxe Skøjtehal udstyret med videokameraer, og siden er kriminaliteten på stedet faldet betydeligt.
Og nu er et stort ønske om at udvide videoovervågningen i sportscentret gået i opfyldelse.
 
"Vi har udvidet, så vi nu også dækker gangarealerne ved sportshal 1 og 2 og selve sportshal 2. Det betyder, at vi centralt kan se, hvad der sker på gangarealerne, ved omklædningsrummene, i kælderen og sportshal 2, fortæller stadioninspektør Jens Christian Olesen.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Møde om social fremtid

I dag og i morgen deltager kommunale socialpolitikere fra hele landet i et fælles temamøde med bud på socialpolitikken i fremtiden.
 
For socialudvalgsformand Erling Schrøder fra Gladsaxe er et af de vigtigste punkter visionerne for et sammenhængende arbejdsmarkedssystem i kommunen: "I øjeblikket er arbejdsmarkedssystemet delt op i tre, stat, amter og kommuner. Men det bør ligge hos os i kommunerne, fordi det er os, der har folkene ude på stedet, os, der skal skabe løsninger og resultater. Med koordinationsudvalget gør vi en stor indsats for at få langtidsledige, langtidssyge og folk med anden etnisk oprindelse i arbejde. Specielt med en sidste gruppe venter et stort arbejde, idet kun en tredjedel er i arbejde".
 
Socialdemokraten Erling Schrøder deltager sammen med fire andre fra socialudvalget i Gladsaxe i det to dage lange temamøde om fremtidens socialpolitik.

Økonomisk aftale til debat

Den kommende aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, KL, om kommunernes økonomiske rammer i 2004 vil ikke kunne undgå at føre til forringelser i den kommunale service.
Det mener Enhedslisten i Gladsaxe, der derfor på næste uges byrådsmøde vil opfordre til, at to krav bliver opfyldt i aftalen: At der bliver penge nok til at udbygge den kommunale service, når der også tages hensyn til det stigende antal elever i folkeskolen og ældre. Og at kommunerne får frihed til selv at fastlægge skatteprocent og grundskyld.
Opfyldes de to krav ikke, så mener Enhedslisten, at KL helt skal lade være med at indgå nogen aftale.
Problematikken er som nævnt til debat på byrådsmødet på onsdag.

Lejlighed bestormet

En lejlighed i Høje Gladsaxe med en dansk-tyrkisk beboer blev sent tirsdag bestormet af en gruppe fra beredskabsafdelingen fra Københavns politi.
Der var mistanke om, at der i lejligheden opholdt sig en person med kendskab til mordforsøget på en restauratør for snart to uger siden.
 
Men de ti maskinpistolbevæbnede betjente med hunde måtte gå med uforrettet sag fra anholdelsesaktionen, der vakte en del frygt og uro blandt beboerne i opgangen.
 
Restauratøren blev beskudt i sin bil mandag den 28. april ved Kongevejen i Holte, og det er gerningsmanden til det attentat, som politiet stadig leder med lys og lygte efter.

Dyrup-jubilæum udløser legat

Selvom en af Danmarks førende producenter af maling, Dyrup i Søborg, ikke fremstiller maling til kunstmalere, så har firmaet alligevel netop indstiftet to kunstnerlegater på hver 25.000 kroner samt et års gratis brug af et atelier.
 
Administrerende direktør i Dyrup, Steen Bjerre, siger: "Det er rigtigt, at vi ikke producerer decideret kunstnermaling på tube. Men man kan sagtens bruge vores maling til kunstnerisk brug alligevel, og det er der mange der gør. Med legatet vil være med til at skabe gælde og farver, og atelieret er genialt. Det er en gammel fabrikshal med vinduer fra gulv til loft og kan ikke passe mere ideelt til billedkunstnere".
 
Kunstnerlegatet og atelieret er etableret i anledning af Dyrups 75 års jubilæum i år.
Talentfulde billedkunstnere kan søge legatet inden den 29. maj.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet torsdag)

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet