Tirsdag den 20. Maj 2003


Succes for aktiveringsprojekt

Efter en svær start, begynder resultaterne af et målrettet aktiveringsprojekt for Gladsaxes kontanthjælpsmodtagere, revalidenter og flygtninge- indvandrere nu at vise sig.

Projektet, der skal ruste aktiverede til at starte på social- og sundhedsuddannelsen, blev sat i gang for et år siden, men deltagerne faldt hurtigt fra igen, bl.a. på grund af manglende opfølgning.

I efteråret blev der derfor strammet op på projektet, og den 1. maj startede den første deltager på social- og sundhedsuddannelsen, fortæller projektleder Rita Steffensen.

"Det går rigtig godt. Der er 16 med i projektet, og der er ca. seks som har søgt ind på uddannelsen pr. 1/9. I mellemtiden er de så i aktivering på plejehjem rundt i kommunen", fortæller Rita Steffensen.

(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)


Stigende behov for psykologer og specialpædagoger

Det stigende børnetal de seneste år har ikke betydet tilstrækkeligt med nyansættelser i den pædagogisk-psykologiske rådgivning i Gladsaxe kommune.

Samtidig er efterspørgslen på talepædagogisk og/eller psykologisk bistand steget med 25% indenfor småbørnsområdet, mens stigningen er på 79%, når det drejer sig om børn i den skolepligtige alder.

Sådan lyder statistikken over de formelle henvendelser. Dertil skal så lægges tallet af forældre i krise, der udenom systemet efterspørger hjælp i forbindelse med skilsmisser, samkvemsproblemer eller dødsfald.

Denne ekstra krisehjælp er opgjort svarende til en hel psykologstilling – en stilling, som ikke findes i dag, og som derfor klares ind imellem alle de øvrige opgaver.

Overfor politikerne i byrådet peger ledelsen af rådgivningen på, at der mindst er brug for to psykologstillinger mere.

På det talepædagogiske småbørnsområde skriges der også på mandskab, selvom der sidste år blev ansat yderligere to talepædagoger.

De forslår langt fra, og skal der indføres en systematisk screening for at sætte så tidligt ind som muligt med den forebyggende indsats, så kræver det en udvidelse med næsten fire talehørepædagoger.

Den pædagogisk-psykologiske rådgivning konkluderer i et fire sider langt bønskrift til politikerne, at "den aktuelle arbejdssituation med de manglende "mandetimer" slider kraftigt på kvaliteten i opgaveløsningen, arbejdsglæden og arbejdsmiljøet, og det skønnes ikke at være holdbart i længden".

Rådgivningen peger, som nævnt, enten på flere ressourcer eller på at få afgrænset de pædagogiske og psykologiske ydelser.

I første omgang ser politikerne i børne- og undervisningsudvalget på sagen – det sker på et møde i dag.


Diskussion om metalindsamling

Der falder drøje hug til et forslag fra teknik- og miljøforvaltningen i Gladsaxe om en forsøgsindsamling af metalaffald.

Huggene falder fra det konservative byrådsmedlem Henrik Sørensen, der ellers selv er ophavsmand til ideen: "Det her forslag er dømt til fiasko. Hvem gider tage op på genbrugsstationen med tre dåser, hvor der har været flåede tomater i. Vi må i forsøgsperioden samarbejde med boligselskaber og eventuelt opstille nogle af de gamle grønne kuber rundt omkring, og så få miljøbilen inddraget også, ellers batter det ikke noget. Ellers er det jo nemt nok at komme bagefter og sige, at folk ikke gider".

Lis Smidsholm, radikal formand for miljøudvalget, kommenterer: "Lad os nu tage debatten på mødet. Denne måde er den billigste at lave forsøget på, men hvis det viser sig at være en dødssejler, som Henrik Sørensen siger, så kan vi altid inddrage kuber mv. Men det her handler også om opdragelse. Vi skal jo rengøre dåser og glas, inden det smides til genbrug, ellers duer det ikke".


Aktioner mod indbrudstyve i industrikvarterer

Industrikvartererne i Gladsaxe har længe været hærget af indbrud, men en målrettet indsats fra kriminalpolitiets side har foreløbig betydet, at vingerne er blevet stækket på tre formodede indbrudstyve.

De blev en sen nattetime truffet ved Q8-tanken ved Dynamovej, udstyret med brækjern, elefanthuer og en strømpistol, og de tre stak af, da politiet nærmede sig.

De formodede indbrudstyve har de seneste dage siddet til afhøring, men politiets natlige aktioner i industrikvarterene fortsætter, siger vicekriminalkommissær Michael Sørensen: "Vi skal have bragt dette uvæsen væsentligt ned, så vi fortsætter aktionerne. Nogle aftener standser vi stort set alle i kvarteret og tjekker deres ærinde. Andre gange ligger vi i det skjulte og holder øje. Det hele kommer an på den strategi, vi har valgt for den pågældende aften".


Yngre handicappede mangler boliger

Selv om syv boliger for yngre handicappede er på vej i Gladsaxe er på vej til Rosenlund, mener formanden for Dansk handicap forbund i Gladsaxe, Lone Andersen, ikke, at behovet bliver dækket:

- Det er altid svært at vide, hvad der er behov for om ti år, og man kan sige, at de syv pladser er da en god start, men slet ikke nok til at dække behovet. For yngre handicappede vil forhåbentligt på et tidspunkt få lyst til at flytte hjemmefra, og der kan det være svært at finde en egnet bolig. Og de syv pladser på Rosenlund 2 skal man jo visiteres til på samme måde som til et plejehjem, og det vil vi gerne væk fra. Men tanken er, at de syv pladser skal fungere som en slags kollektiv med fælles aktiviteter, siger formanden for de handicappede i Gladsaxe, Lone Andersen.

Boliger for yngre handicappede er blot et punkt ud ni, som den lokale afdeling af handicapforbundet har med til det årlige møde med socialpolitikerne.

Det finder sted i morgen, og her vil handicapforbundet blandt andet spørge om, hvordan det vil påvirke handicappede i kommunen, at socialforvaltningen bliver centraliseret på rådhuset også de vil også gerne høre mere om pensionsreformen.

På dagsordenen står også bedre mødefaciliteter og en ordning med akuthjælp for ellers selvhjulpne handicappede.


Gamle bange uden grund

Ældre har ingen grund til at være bange for at blive overfaldet, når de færdes ude.

Det var moralen, da Ældrerådet i Gladsaxe i går holdt temadag om sikkerhed for ældre på gaden, i trafikken og i hjemmet.

Og blandt tilhørerne var 71-årige Clara Hilstrøm overrasket over, at statistikken viser noget helt andet, end hvad hun selv og mange af hendes jævnaldrende tror; nemlig at ældre stort set aldrig bliver udsat for vold på åben gade:

- Det overrasker mig lidt, og gør mig ked af det, for hvis det er noget, medierne blæser op, så er det da ærgerligt, at vi har gået rundt med en angst for at færdes ude, især om aftenen, hvis der ikke er nogen grund til det. Jeg er da blevet lidt mindre nervøs, efter jeg har hørt den statistik, sagde Clara Hilstrøm, der overværede Ældrerådets temadag på omsorgscentret Egegården.