Fredag den 23. Maj 2003


Opbakning til retssag mod kommunen

Gladsaxe kommune kan forvente at blive indstævnet for retten af kommunens kolonihaveforeninger.
Det står klart efter et møde i går aftes, hvor landsforbundets hovedbestyrelse gav de lokale foreninger opbakning til at klage over affaldsopsamlingen i kolonihaverne.
 
Indtil første april i år har havefolket nemlig fået hentet al deres skrald ved døren, men et nyt renovationsselskab har overtaget skraldet og er ikke forpligtet til den samme service. Derfor er alle kolonihaveejerne henvist til centrale opsamlingssteder, når de skal af med deres skrald, og den beslutning vil havefolket nu bestride ad rettens vej.
 
Jørgen Fritsche, områdeleder for 14 haveforeninger og medlem af hovedbestyrelsen i kolonihaveforbundet, mener ikke, det længere er realistisk at finde et kompromis med kommunen. Havefolkets advokat vil komme med en vurdering af sagen i juni, og han mener, kolonihaveejerne har en god sag.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Færre busser fremover

Busdriften i Gladsaxe og det øvrige hovedstadsområde bliver ændret markant fra søndag.
HUR- Hovedstadens Udviklingsråd- kalder det omlægninger og effektivisering, men den opfattelse deles ikke af miljøorganisationen Noah.
 
Her er Ivan Lund Pedersen ikke i tvivl om, at det er en forringelse for den offentlige transport, men hvor meget, de buskørende gladsaxe-borgere kommer til at mærke ændringerne, er ikke lige til at gennemskue:
"Det er besparelser for millioner, og det vil helt sikkert få betydning for Gladsaxes borgere, i første omgang de, der skal ind mod byen og Frederiksberg. Der bliver færre afgange og nogle linier nedlægges helt, og det er bare første omgang. HUR vil skære yderligere til december og igen til næste år. HUR vil spare omkring 350.000 vogntimer i år og de næste to, og det kan ikke undgås, at passagerer i hele hovedstadsområdet vil komme til at mærke det", siger Ivan Lund Pedersen.
 
Vil man være sikker på, hvordan de enkelte liner kører fra søndag, er det bedste råd at klikke sig ind på HURs hjemmeside på internettet: www.hur.dk.

Skuldertræk til overs for Irma-bog

En af hovedpersonerne for kritikken fra Irma Henriksen i bogen "Kvindeskæbner i dansk politik" har kun et "nå" og et skuldertræk til overs for samme kritik.
I bogen er Irma Henriksens vurdering af den tidligere partifælle, Klaus Kjær fra Gladsaxe byråd, ellers kras nok – han beskyldes både for at være diktatorisk, alkoholisk og som have værende Pia Kjærsgaards kronprins.
 
Klaus Kjær selv siger: "Nu har jeg kun læst et lille uddrag af bogen, men det er jo lodret forkert, og der er masser af fejl. Der er tale om det værste vrøvl, og jeg tager de her udgydelser fra Irma Henriksen som en slags tegn på, at hun prøver at skrive sig ud af egne problemer. Hun føler ikke, at hun er blevet hørt på i nogle af de partier, som hun har tilhørt, og så er hun blevet fornærmet og har smækket med døren".
 
Et mindre, forholdsvist lavmælt uddrag kan nogle dage endnu læses på radioens hjemmeside.
Interesserede kan få stillet nysgerrigheden helt og fuldt fra på mandag, hvor bogen er at finde hos boghandlerne.

Hold i hånd for børnekulturen

Når Gladsaxe i morgen holder den traditionsrige "Klubbernes Dag", vil kommunen samtidig bruge dagen til at slå et slag for børnekulturen.
Sammen med de 17 andre kommuner i Københavns Amt har Gladsaxe nemlig udset lørdag den 24. maj til fælles børnekulturel dag.
 
Og det er vigtigt at give børnene et alternativ til fjernsynet, mener Gladsaxes socialdemokratiske formand for kultur-, fritids-, og idrætsudvalget, Peter Nielsen:
"Jeg har ikke noget imod, at børn ser fjernsyn eller spiller computer, men de har også godt af en gang imellem at opleve rigtige, levende mennesker i de kulturelle arrangementer, derfor er det vigtigt at prioritere børnekulturelle tilbud", siger Peter Nielsen.
 
Klubbernes dag finder sted på Grønnegårdens arealer, det samme gør de børnekulturelle arrangementer for de ældste børn, mens de yngste skal tage til Bagsværd Svømmehal, hvis de vil have en kulturel oplevelse.
Børnekulturen bliver blandt andet markeret med "Sund fornuft", en hip-hop gruppe, som går på scenen umiddelbart efter velkomsttalen klokken 12, og klokken 15 opfordres alle børn til arrangementerne i de 18 kommuner til at danne kæde ved at holde i hånd og på den måde kræve deres ret til kultur.
Vi bringer reportager fra Klubbernes Dag og børnekulturel dag i Nyhedsmagasinet på mandag.

Børnejury fra Bagsværd har talt

300 børn fra Søndergård skole og Værebro skole har netop kåret årets bedste billedbog og højtlæsningsbog fra Bagsværd-forlaget Carlsen.
Det er børn fra børnehaveklasse og op til 3. klasse på de to skoler, der i bedste grandprix-stil har udvalgt modtagerne af fortællefantordenen, som forlaget kalder prisen.
 
Birgitte Thielst fra forlaget siger om baggrunden for ordenen: "Det er ellers altid voksne, der vælger. Her forsøger vi at få vores egentlige publikum involveret, lytte til børnenes stemmer, der ellers let drukner i koret af voksne, der som anmeldere, bibliotekarer, redaktører, lærere og forældre ytrer sig om, hvad der er godt".
 
I billedbogskategorien stemte de yngste børn på "Spøgelse søges" af Jens Kovsted og Claus Rye Schierbeck, og den bedste højtlæsningsbog blev "Dengang jeg ville have mine forældre skilt" af Daniel Zimakoff og Mikael Nielsen.

Gladsaxe storleverandør af musikskolebands

3000 unge mødes en forårsdag i Tivoli - og sød musik opstår.
På søndag er det Musikskolernes Dag, og med hele ni orkestre er Gladsaxe Musikskole storleverandør af musikalsk underholdning på dagen, der er et af sæsonens absolutte højdepunkter på musikskolen, fortæller souschef, Asbjørn Keiding.
 
"Det er jo specielt, at få lov til at stå på scenen i Tivoli. Der kommer omkring 150 orkestre fra musikskoler i hele landet, og så får man set, at der er mange andre børn og unge, der spiller i orkester, og man får målt sig i forhold til andre. Så det er på mange måder en festdag for mange af orkestrene her", siger Asbjørn Keiding.
 
Sidste år blev Gladsaxe Steelband kåret som Årets Musikskoleorkester, så der er noget at leve op til, når det gør løs i Tivoli nu på søndag.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet