Onsdag den 28. Maj 2003


Integrationsråd ikke med i fælles manifestation

Gladsaxe er ikke med, når integrationsråd over hele landet markerer sig ved et stort
fællesarrangement i næste måned.
 
Det er Rådet for Etniske Minoriteter, der har taget initiativ til "Kend dit integrationsråd": En fælles åbent hus-dag, som skal være med til at gøre de lokale integrationsråd mere synlige, og den idé har bl.a. Københavns-, Gentoftes og Farums integrationsråd taget til sig.
 
Men i Gladsaxe bliver der ikke noget arrangement, fortæller rådets formand, Kirsten Schalburg.
"Tilmeldingsfristen har for det første været utrolig kort, og så har vi faktisk heller ikke noget budget i integrationsrådet. Det betyder, at vi skal bruge meget tid på at søge midler for at kunne lave arrangementer", siger Kirsten Schalburg, der ærgrer sig over, at Gladsaxes integrationsråd ikke er med i åbent hus-arrangementet. "Det havde da været rart, hvis vi havde været med i sådan en manifestation, specielt i der her meget usikre tider", siger formanden.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Motorring 3 udvides

Udvidelsen af Motorring 3 er nu en realitet. Folketinget har nemlig i går eftermiddags vedtaget lov om udbygning af Motorring 3. Det betyder, at Vejdirektoratet i 2008 forventer at have udvidet den nuværende fire-sporede motorvej til seks spor på en ca. 16 km lang strækning mellem Jægersborg og Holbækmotorvejen.
 
Det er planen, at den endelige udformning af projektet vil blive fastlagt i løbet af 2004, og at udvidelsen kan gå i gang i 2005.
 
Forude venter altså flere år med arbejde på en af hovedstadsområdets mest trafikerede motorveje, og de mange bilister der dagligt benytter Motorring 3 må forvente, at anlægsarbejdet vil påvirke trafikken, når arbejdet påbegyndes i 2005, lyder det fra Vejdirektoratet.

Fokus på specialundervisning

Udgiften til specialundervisning i folkeskolen er eksploderet de seneste år. Men hvis alle politiske niveauer beslutter sig for, at området er økonomisk styrbart, så er meget opnået.
Sådan lyder i hvert fald en del af konklusionen i en rapport, der i går blev offentliggjort fra en arbejdsgruppe med folk fra undervisningsministeriet, socialministeriet, finansministeriet samt kommuner og amter.
 
Arbejdsgruppen har en lang række anbefalinger, hvor af den altoverskyggende altså går på forudsætningen om en politisk enighed om rammestyring.
Det betyder, at der ikke tilføres yderligere økonomi til området, selvom der kommer flere elever, der skal specialundervises.
 
Rapporten peger på, at de lokale pædagogisk-psykologiske rådgivninger inddrages mere systematisk, og at undervisningsdifferentiering og rummelighed i folkeskolen godt kan munde ud i dannelse af et 1. hold og et 2. hold på samme klassetrin. Den mulighed kan finansieres ved, i stedet for som nu at lade penge gå til støttetimer til det enkelte barn, så at lade de udmøntede støttetimer medgå som timer til holddannelser. Dermed udskilles færre elever til specialundervisning, hedder det i rapporten, som også peger på den samfundsøkonomiske nødvendighed af, at amter og kommuner i fællesskab finder løsninger.
Arbejdsgruppen bag rapporten konstaterer, at der behov for nærmere at undersøge, hvordan de forskellige personalegrupper i højere grad kan understøtte og supplere hinanden.
 
I Gladsaxe kommune er der også fokus på specialundervisningsområdet – især på samspillet mellem socialforvaltningen og undervisningsafdelingen – og en redegørelse om det er lige på trapperne og vil indgå i budgetdrøftelserne for de kommende år.

Spillemænd i slotsparken

Aldershvile Slotspark bliver i weekenden invaderet af 250 spillemænd.
Det er blevet tid til folkedansernes tradionsrige og populære Alderhvilestævne – en årlig begivenhed som trækker spillemænd til fra hele sjælland, Lolland Falster og Møn.
 
"Det specielle er, at det er et spillemandsstævne for amatørspillemænd, som spiller traditionel dansk folkemusik. Den musik, som spilles i folkedanserforeningerne", fortæller Per Mogensen fra Folkedanserforeningen Gladsaxe/Søborg.
 
Det er på søndag der er Aldershvilestævne. Stævnet begynder klokken 10 med buskspil i parken og klokken 13 er der officiel åbning.
Skulle det blive regnvejr på søndag flyttes arrangementet til Søndergård skole.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Grand Prix-sejr fejres i radioen i eftermiddag

For første gang nogensinde har Tyrkiet vundet det europæiske melodi grand prix.
Det skete i lørdags i Riga i Letland, og i eftermiddag fejrer Radio Gladsaxes tyrkiske redaktion grand prix-sejren i programmet "Kivilcim" klokken 16.
 
"Vi er totalt glade, det kan ikke beskrives med ord. Og i Tyrkiet fester de for vildt", fortæller studievært Ferda Gedik.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Programændring

I morgen, Kristi Himmelfartsdag og fredag er Nyhedsmagasinet afløst af programmer, der blandt andet fortæller historien om, hvorfor vi fejrer denne særlige dag, og så tager vi blandt andet også lytterne med ud i en kolonihaveforening.
 
Bortset fra denne ændring kører alle andre programmer som vanligt både torsdag og fredag fra kl. 6.30 morgen til kl. 18 om aftenen.
 
Nyhedsmagasinet er tilbage i vanlig form på mandag.
God fornøjelse og på genhør.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet