Mandag den 10. Marts 2003


Succes for offensiv miljøindsats

En offensiv indsats fra den kommunale miljøafdelings side i Gladsaxe omkring kortlægning af mulige forureningskilder fra tankstationer og renserier bærer nu frugt på to fronter.
For ikke bare er der ved at blive dannet en god dokumentation omkring truslerne overfor grundvandet, samme dokumentation har været medvirkende årsag til, at Københavns amt som den ansvarlige miljømyndighed har opprioriteret rensningen af de forurenede grunde i Gladsaxe.
 
Kemiingeniør Claus Frydenlund fra miljøafdelingen siger: "Af de fem renserier, vi undersøgte, er amtet nu i gang med eller går snarest i gang med oprensningen, de vil undersøge de sidste to grundigt, og så følger de op på vores undersøgelser på foreløbig tre tankstationer, der alle har afsløret kraftige forureninger".
 
Miljøafdelingen orienterer senere på måneden politikerne i miljøudvalget om amtets prioriteringer.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)

Skoleloft faldt ned

En 2. klasse på Buddinge skole kunne være kommet slemt til skade, da en loftplade i skolens gymnastiksal pludselig faldt ned under en idrætstime i sidste uge.
De store loftplader er 2 meter lange og 60 centimer brede og lavet af cementbaseret træuld, og det er første gang i 25 år, at en plade river sig løs.
 
Teknologisk institut forsøger i øjeblikket at opklare årsagen til uheldet. Gymnastiksalen er spærret af, indtil problemet er løst, og hvis samtlige plader i loftet skal undersøges og skrues fast på ny, så kommer der til at gå et stykke tid, før der igen bliver åbnet ind til hallen.
 
Den kommunale ejendomsafdeling forsikrer, at afspærringen ikke bliver fjernet, før alle plader med sikkerhed sidder, som de skal.

Psykiatriske afdelinger lukkes

Der kommer mere pres på kommunerne i Københavns Amt, der nu har sat navn på de sengepladser, der skal nedlægges indenfor psykiatrien.
I stedet for at finde 22 pladser spredt indenfor amtets sygehuset, peger psykiatriudvalget i stedet på to afdelinger, som helt skal nedlægges. Det er det åbne afsnit for ældre patienter på Gentofte samt en lukket afdeling på Ballerup.
 
Med lukningen af de to afdelinger bliver der endnu større behov for bofællesskaber under kommunalt regi, mener formand for amtets psykiatriudvalg, socialdemokraten Preben Andersen, der håber, at patienterne ikke bliver alt for berørt af lukningen.
"Der, hvor vi lukker, øger vi samtidig beredskabet på andre afdelinger, så forhåbentligt kommer patienterne ikke til at mærke så meget til det. Men en forudsætning er også, at distrikt-psykiatrien opruster, og at kommunerne etablerer flere bofællesskaber. Det presser selvfølgelig kommunerne mere, derfor håber vi, at vi kan holde møde og gå i dialog med kommunerne til april, inden vi holder møde i psykiatriudvalget", siger Preben Andersen.
 
København Amts økonomiudvalg skal i aften tage stilling til lukningen af de to hospitalsafsnit, som et enigt psykiatriudvalg har foreslået.
På samme møde skal hele psykiatriudvalgets økonomi desuden granskes, fordi beregninger viser, at udvalgets budget årligt vil mangle omkring seks millioner kroner fremover. Om der skal tilflyde udvalget flere penge eller om der skal skæres yderligere i psykiatrien vil aftenens møde give et tydeligt signal om.

Blandede følelser i flyttekasserne

Det er med blandede følelser, at de omkring 20 medarbejder på lokalkontoret i Høje Gladsaxe i disse dage pakker alle deres ting for at flytte til andre lokaliteter.
Medarbejderne bliver spredt og et lille nærmiljø, der har eksisteret i 16 år, forsvinder.
Gladsaxes fire lokalkontorer lukker og er fra juni samlet på rådhuset.
 
Kontorets to ledere, Bente Mikkelsen fra pensions- og handicapafdelingen og Lis Bauer fra arbejdsmarkedsafdelingen, siger: "Det er da med meget blandede følelser, at vi pakker ned og tager afsked. Mange er usikre over, hvad der venter, for medarbejderne skal fremover indgå i andre grupper, og nogle har været her længe og er kede af at skulle herfra", siger de to afdelingsledere.
 
Med sammenlægningen af Gladsaxes fire lokalkontorer skal borgerne vænne sig til, at de ikke længere kan få en fast sagsbehandler i pensions- og handicapsager.
Lokalkontorerne i Mørkhøj og Høje Gladsaxe lukker helt fra i dag, mens Bagsværds og Søborgs lokalkontorer fortsætter med at have åbent frem til juni.
Pensions- og handicapafdelingerne flytter til rådhuset nu, mens arbejdsmarkedsafdelingerne bor i Søborg og Bagsværd, indtil juni, hvor alle fire lokalkontorer flytter sammen på rådhuset.

Softball på biblioteket

En af Gladsaxes, ifølge eget udsagn, mindst kendte idrætsklubber tager nu utraditionelle metoder i brug, for at gøre opmærksom på sig selv.
Softball er et boldspil, der bedst kan beskrives som en avanceret form for rundbold, og Gladsaxe Softball Klub har i dag rundt regnet 40 medlemmer. Men klubben vil meget gerne have flere.
Og som et led i et lokalt reklamefremstød for sporten, åbner i dag en udstilling på hovedbiblioteket, Udstillingen kan ses hele måneden i voksenafdelingen på hovedbiblioteket.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)


Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet