Tirsdag den 18. Marts 2003


Nyt testcenter fjerner vandet

Et 32 millioner kroner dyrt nyt testcenter skal fastholde Søborg-virksomheden Anhydros position blandt verdens førende inden for inddampnings- og tørringsteknologier.
Testcentret ventes at stå klar om et års tid og vil tilbyde det nyeste teknologiudstyr og procesanlæg overfor kunderne, der især findes blandt de internationale mejeri- og fødevareindustrier såvel som de farmaceutiske og kemiske industrier.
 
Navnet Anhydro er afledt af græsk og betyder "uden vand", og fjernelse af vand fra produkter er netop firmaets speciale, siger firmaets kommunikationschef Irene Constantin: "Vi fjerner vand fra stort set alle produkter. I samarbejde med vores kunder udfører vi small scale-forsøg her på stedet, og kunderne kan så siden udføre projekterne hjemme i fuld størrelse, helst med udstyr fra Anhydro implementeret. Med det nye center vil vi kunne køre flere forsøg på en gang, og med den nyeste teknologi".
 
Anhydro blev grundlagt af Karl Johan Jensen i 1948, har ligget på den nuværende adresse på Østmarken i Søborg siden 1952, og ejes i dag af det verdensomspændende firma Invensys i London.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

CD skifter toppen ud

Både CD´s formand Martin Mouritsen og næstformand Hanne Calberg trækker sig ikke alene fra deres poster, men fra hele bestyrelsen, for at give plads til yngre kræfter, som det hedder.
Det er kun godt et år siden, at CD fik kæmpet sig tilbage i Gladsaxe byråd, men det blot for at se deres enlige mandat skifte til partiet Venstre.
 
Men skiftet skal ikke ses som et tegn på krise i det betrængte parti, siger den afgående formand:
"Nej, jeg håber ikke, at vi er i krise. Jeg har valgt at trække mig, fordi jeg bliver nødt til at prioritere mine studier. Og så passer en ny formand godt til, at vi ønske fornyelse og yngre kræfter i partiet", siger Martin Mouritsen, som nåede at være formand for CD i et lille år.
 
Han afviser, at hans tilbagetræden hænger sammen med, at han ikke blev valgt som kredsen folketingskandidat.
Det blev i stedet Michael Thønnings og på formandsposten indtræder Søren Knudsen, som før har været på tale som lokalformand for CD.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Nyt edb-system til ældre

30 borgere i Søborg skal formentlig være med i et forsøg, der går ud på at afprøve et nyt og brugervenligt edb-system for ældre.
 
Projektet, der har fået navnet "Victoria", skal gøre det nemt at komme i kontakt med bl.a. kommunen og forskellige institutioner.
Ved hjælp af en edb-skærm, som borgerne får placeret derhjemme, kan de f.eks. få fat i hjemmeplejen, udfylde indkøbslister og holde øje med bankkontoen.
 
Gladsaxe kommune har fået tilbud om at være forsøgskommune i forbindelse med projektet, som involverer en række samarbejdspartnere, blandt andet microsoft og TDC.
Og om Gladsaxe skal være med i projektet, det skal socialudvalget tage stilling i morgen onsdag.

Strømmen skal jordes

El-selskabet NESA, der er strømførende i Gladsaxe, vil have alle luftledninger kabellagt i jorden.
Det besluttede selskabet kort efter decemberstormen i 1999, der, ud over en masse træer og hustage, også nedlagde mangen en lygtepæl med store økonomiske udgifter til følge.
NESA vil derfor over en ni års periode grave alle luftledningerne ned og samtidig udskifte små 5.000 træmaster, gittermaster og vejbelysningen i toppen af samme master.
 
NESA vil gerne have Gladsaxe kommune til at betale en del af gildet, helt nøjagtigt 30 millioner kroner.
Det skal nu diskuteres politisk, om kommunen skal være med til at betale nyt udstyr til NESA mod at få en mere driftssikker vejbelysning

Sendte stjålet bil på værksted

Intelligensens lys brænder måske ikke ligefrem med generende styrke hos en 26-årig mand, der allersnarest bliver opsøgt af kriminalpolitiet i Gladsaxe.
Baggrunden for besøget skal findes i det faktum, at den 26-årige indleverede en bil til reparation hos et værksted på Turbinevej i Gladsaxe.
Regningen kom til at lyde på 25.000 kroner, men manden havde ikke, selvom andet var aftalt, den mindste lyst til at betale.
Værkstedet sendte sagen til politiet, der egentlig ville sende den videre til civilt søgsmål, men som inden lige undersøgte et par fakta omkring bilen.
Den viste sig at være stjålet, og ikke bare det; nummerpladerne på bilen var også stjålet, men fra en helt anden bil.
Den 26-årige er ikke blevet afhørt endnu, men står under alle omstændigheder tilbage med et forholdsvist stort forklaringsproblem.

Værdifulde kunstværker

En på flere måder usædvanlig udstilling kan i øjeblikket opleves på Thorasminde i Bagsværd.
Det er børn fra det kroatiske børnehjem "Maestral" der sammen med kendte kroatiske kunstnere udstiller malerier og kunstværker; værker som er blevet til på de kunstkolonier, som børnehjemmet har arrangeret jævnligt siden slutningen af halvfemserne, fortæller børnehjemmets leder, Mrs. Vukman.
 
"Vi har samlet næsten 1000 kunstværker på børnehjemmet, og de har en utrolig betydning for os. Dels er der nu mere liv på børnehjemmet, der er ikke længere gråt og kedeligt, og dels er kunstværkerne af stor økonomisk betydning, fordi vi laver udstillinger, hvor vi sælger billederne og på den måde skaffer midler til børnehjemmet", fortæller Mrs. Vukman.
 
Udstillingen kan ses på Thorasminde resten af måneden.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)


Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet