Onsdag den 12. November 2003


Handicapråd eller ej

Skal Gladsaxe have et handicapråd eller ej?

Det spørgsmål skal byrådet diskutere på sit møde i aften.

Det er enhedslisten der foreslår, at der bliver oprettet et lokalt handicapråd i Gladsaxe, ligesom de har det i 55 andre kommuner landet over. Blandt andet i Ballerup. Her bliver handicaprådet hørt når der skal renoveres og bygges nyt i kommunen, fortæller Inge Hansen fra Ballerup Handicapråd:

"På gå-gaden har der været et stort projekt, den skulle laves sådan, at det var til at gå der. Og der er bl.a. kommet specielle sten, bænke med armlæn og ved lysreguleringen er der kommet speciel lyd på, så svagtseende kan høre, hvornår der er grønt og rødt".

Vi transmitterer som altid direkte fra byrådets møde klokken 18.

Udover handicaprådet skal de lokale politikere bl.a. også drøfte fremtiden for Gladsaxes nok mest berømte græsplæne ved Søborg Parkallé.


Hver tiende gladsaxeborger stammer fra udlandet

Hvis man spørger ti tilfældige gladsaxeborgere, vil man i gennemsnit mindst kunne få en personlig beretning om, hvordan det er at flytte fra udlandet til Danmark eller at have forældre, der enten er flygtninge eller indvandrere.

Den nyeste statistik fra Planlægningsafdelingen i Gladsaxe Kommune viser nemlig, at 10,6 procent af kommunens borgere enten selv er født i udlandet eller har udenlandske forældre.

Statistikken, der bygger på en optælling over situationen 1. januar 2002, viser også, at hver fjerde indvandrer eller efterkommer kommer fra EU, Norden og Nordeuropa. Resten stammer især fra Iran, Irak, Somalia, det tidligere Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan.

Planlægningsafdelingen i Gladsaxe Kommune har blandt andet interesseret sig for at undersøge, hvilken tilknytning indvandrere og efterkommere har til arbejdsmarkedet for, som der står i rapporten: "Udlændingenes integration i samfundet afhænger blandt andet af deres integration på arbejdsmarkedet."

Statistikken viser, at udlændinge og deres efterkommere i alt er lidt mere arbejdsløse end befolkningen som helhed. Således er 5 procent af udlændinge og efterkommere arbejdsløse, mens det kun gælder for 2,3 procent af befolkningen generelt.


Livlig diskussion på miljømøde

Diskussionslysten var stor, da der i denne uge var miljøpolitisk møde i Gladsaxe Miljøforening.

"Alle deltagere havde ordet, og næsten alle problemer her i kommunen blev vendt og drejet. Bl.a. rent drikkevand, genbrugsstationen, Bagsværd sø naturligvis, renovation osv." fortæller foreningens formand, Arne Hermann.


Trafikken skal måles

I morgen, torsdag, er det Store Trafiktællings Dag, og det betyder, at gladsaxeborgere, der skal med S-toget får en seddel i hånden, når de står på toget og afleverer den igen, når rejsen er slut.

På den måde kan DSB finde ud af, hvor mange passagerer der kører med hvilke forbindelser.

Resultatet bliver senere brugt til eventuelt at justere køreplanerne, så de passer med passagerernes behov.